DEBAT: Socialrådgiverforeningens formand kalder velfærdsminister Karen Jespersens (V) kamp mod metodefriheden for topstyring uden forståelse for kompleksiteten når det gælder udsatte børn
For det første vil jeg understrege, at jeg er helt enig i ministerens krav om, at de sociale problemer skal kortlægges ordentligt. Så ja tak til det og ja tak til masser af forskning på området, så vi kan blive klogere på, hvordan vi laver godt socialt arbejde.
Jeg er også enig i, at der i kommunerne skal sættes præcise mål for indsatsen for de enkelte svage grupper. Dermed bliver det muligt at holde øje med, om de tiltag der bliver besluttet også realiseres og om de tiltag der realiseres, virker efter hensigten. Der har da også siden anbringelsesreformen fra 2006 været et klart krav til kommunerne om at formulere en sammenhængende børnepolitik, og både Dansk Socialrådgiverforening og Rådet for Socialt udsatte har opfordret til, at dette krav også skal gælde for udsatteområdet generelt.
Men det undrer mig at ministeren, midt i den højt profilerede og helt nødvendige afbureaukratisering af hele den offentlige sektor, vil indføre fastsatte metodekrav til kommunerne, da det jo for det første absolut må karakteriseres som yderligere bureaukrati, og for det andet nok er en hed drøm for bureaukrater, men ikke kan lade sig gøre i den virkelige verden.
Karen J. argumenterer med, at der skal 'være de samme regler for, hvornår omsorgssvigtede børn skal fjernes, uanset om de bor i Hirtshals eller Næstved', og til det kan jeg bare sige, at det er der er jo allerede. Anbringelsesreformen gælder for alle kommuner, og understreger mange gange netop, at indsatsen overfor udsatte børn skal tage afsæt i det enkelte barn og den enkelte familie. Det er jo en af forklaringerne på, at der ses forskellige løsninger på enslignende problemer.
Sammenligningen holder ikke
Sammenligningen til sundhedsvæsenet er besnærende, men den holder ikke. Når læger ikke har metodefrihed til at behandle deres patienter, så skyldes det jo dels, at der er en meget stærkere forskningstradition indenfor dette felt, som betyder, at en given behandling er grundigt afprøvet efter helt klare retningslinjer, og derfor med sikkerhed kan afhjælpe konkrete diagnoser. Der er altså dokumentation for, at en bestemt behandling/medicin virker på et bestemt problem.
Sådan er det ikke med udsatte børn. For det første fordi der forskes for lidt i området og for det andet, fordi man ikke på samme måde som i sundhedsvæsenet kan konkludere, at en familie, som ikke trives, eller et barn der udviser bekymrende adfærd, har nøjagtig de samme problemer som alle de andre familier, der ikke trives, og alle de andre børn der udviser bekymrende adfærd, og at de derfor alle sammen vil blive ’raske’ af den samme ganske bestemte indsats.
Jeg har derfor utrolig svært ved at forestille mig, at det kan skrives ind i Serviceloven, hvornår et barn skal anbringes frem for f.eks. at få tildelt støtte i hjemmet eller institutionen. Forestiller ministeren sig at det skal præciseres i loven, at når barnet udviser f.eks. 12 ud af 20 mulige symptomer på mistrivsel, (krydset af i et skema som skal indsendes til Ankestyrelsen fristes man til at tilføje), så er det tid til anbringelse?
Flere fine statistikker
Eller er det et tidsperspektiv ministeren forestiller sig, så vi ligesom på beskæftigelsesområdet, hvor kontanthjælpen for de fleste nedsættes efter seks måneder, indbygger en tålmodighedsgrænse, så barnet anbringes, hvis det ikke er i trivsel efter seks måneders indsats i hjemmet? Det vil jeg i givet fald ikke kalde en forbedring.
Det vil muligvis betyde, at der kan trykkes fine statistikker, som viser, at uanset om et barn bor i Hirtshals eller Næstved, så bliver det anbragt efter seks måneder. Men det er jo bare tal, og siger ikke en lyd om, hvorvidt det så var det bedste at gøre, og om barnet kom i trivsel af det. Jeg kan ikke se forslaget som andet end topstyring uden forståelse for dette specialområdes kompleksitet.
Der er ingen paragraf der kan gøre klart, hvornår det er en anbringelse der er løsningen. Det må og skal altid være en konkret socialfaglig vurdering. Vi må lære at leve med, at vi på dette område ikke kan lovgive os ud af, at det er forskellige løsninger, der virker for forskellige familier.
Bettina Post,
Formand for Dansk Socialrådgiverforening.
Jeg er også enig i, at der i kommunerne skal sættes præcise mål for indsatsen for de enkelte svage grupper. Dermed bliver det muligt at holde øje med, om de tiltag der bliver besluttet også realiseres og om de tiltag der realiseres, virker efter hensigten. Der har da også siden anbringelsesreformen fra 2006 været et klart krav til kommunerne om at formulere en sammenhængende børnepolitik, og både Dansk Socialrådgiverforening og Rådet for Socialt udsatte har opfordret til, at dette krav også skal gælde for udsatteområdet generelt.
Men det undrer mig at ministeren, midt i den højt profilerede og helt nødvendige afbureaukratisering af hele den offentlige sektor, vil indføre fastsatte metodekrav til kommunerne, da det jo for det første absolut må karakteriseres som yderligere bureaukrati, og for det andet nok er en hed drøm for bureaukrater, men ikke kan lade sig gøre i den virkelige verden.
Karen J. argumenterer med, at der skal 'være de samme regler for, hvornår omsorgssvigtede børn skal fjernes, uanset om de bor i Hirtshals eller Næstved', og til det kan jeg bare sige, at det er der er jo allerede. Anbringelsesreformen gælder for alle kommuner, og understreger mange gange netop, at indsatsen overfor udsatte børn skal tage afsæt i det enkelte barn og den enkelte familie. Det er jo en af forklaringerne på, at der ses forskellige løsninger på enslignende problemer.
Sammenligningen holder ikke
Sammenligningen til sundhedsvæsenet er besnærende, men den holder ikke. Når læger ikke har metodefrihed til at behandle deres patienter, så skyldes det jo dels, at der er en meget stærkere forskningstradition indenfor dette felt, som betyder, at en given behandling er grundigt afprøvet efter helt klare retningslinjer, og derfor med sikkerhed kan afhjælpe konkrete diagnoser. Der er altså dokumentation for, at en bestemt behandling/medicin virker på et bestemt problem.
Sådan er det ikke med udsatte børn. For det første fordi der forskes for lidt i området og for det andet, fordi man ikke på samme måde som i sundhedsvæsenet kan konkludere, at en familie, som ikke trives, eller et barn der udviser bekymrende adfærd, har nøjagtig de samme problemer som alle de andre familier, der ikke trives, og alle de andre børn der udviser bekymrende adfærd, og at de derfor alle sammen vil blive ’raske’ af den samme ganske bestemte indsats.
Jeg har derfor utrolig svært ved at forestille mig, at det kan skrives ind i Serviceloven, hvornår et barn skal anbringes frem for f.eks. at få tildelt støtte i hjemmet eller institutionen. Forestiller ministeren sig at det skal præciseres i loven, at når barnet udviser f.eks. 12 ud af 20 mulige symptomer på mistrivsel, (krydset af i et skema som skal indsendes til Ankestyrelsen fristes man til at tilføje), så er det tid til anbringelse?
Flere fine statistikker
Eller er det et tidsperspektiv ministeren forestiller sig, så vi ligesom på beskæftigelsesområdet, hvor kontanthjælpen for de fleste nedsættes efter seks måneder, indbygger en tålmodighedsgrænse, så barnet anbringes, hvis det ikke er i trivsel efter seks måneders indsats i hjemmet? Det vil jeg i givet fald ikke kalde en forbedring.
Det vil muligvis betyde, at der kan trykkes fine statistikker, som viser, at uanset om et barn bor i Hirtshals eller Næstved, så bliver det anbragt efter seks måneder. Men det er jo bare tal, og siger ikke en lyd om, hvorvidt det så var det bedste at gøre, og om barnet kom i trivsel af det. Jeg kan ikke se forslaget som andet end topstyring uden forståelse for dette specialområdes kompleksitet.
Der er ingen paragraf der kan gøre klart, hvornår det er en anbringelse der er løsningen. Det må og skal altid være en konkret socialfaglig vurdering. Vi må lære at leve med, at vi på dette område ikke kan lovgive os ud af, at det er forskellige løsninger, der virker for forskellige familier.
Bettina Post,
Formand for Dansk Socialrådgiverforening.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.
