AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens

Blot et spørgsmål om tid: "Larven fra helvede" har kurs mod hovedstaden

Københavns Kommune vil udvise rettidig omhu for at beskytte hovedstadens egetræer, borgere og dyr mod egeprocessionsspinderen.
2. FEB 2026 7.21

KØBENHAVN: Et uønsket barn kan åbenbart også have mange navne: På latin hedder den Thaumetopoea Processionea. På lidt mere dansk hedder den egeprocessionsspinderen.

Eller for bare at sige det lidt mere mundret - og som det er: Larven fra helvede. På mange måder en natsværmer som så mange andre – men i de tidlige stadier af livet et noget mere kedeligt bekendtskab:

- Larverne har små brandhår, som bliver frigjort i bestemte stadier af larvernes voksetid. Og kommer man i kontakt med dem, enten ved berøring, eller hvis hårene bliver spredt med vinden, kan man få en allergisk reaktion. Det er ikke alle, der kan tåle det, så man skal tage det alvorligt.

Sådan siger lektor emeritus Hans Peter Ravn fra Københavns Universitet om den natsværmer, der i øjeblikket får en del opmærksomhed hos Klima, Miljø- og Teknikforvaltningen på Københavns Rådhus, skriver TV 2 Kosmopol.

Ikke fordi den på nuværende tidspunkt udgør et problem – men fordi den kan komme til det, før man aner det.

- Hvis først den er er her, kan den være enormt svær at inddæmme. Og så risikerer man at skulle afspærre arealer i parker, ved legepladser eller andre opholdsarealer, siger Anja Hartvig Spork, der er beplantningsforvalter i Københavns Kommune og derfor har et fast øje rettet mod det lille insekt.

Natsværmeren hører egentlig hjemme i Central- og Sydeuropa, men har med tiden arbejdet sig tættere på disse, lidt køligere, breddegrader.

Erfaring fra Odense

Det ved de alt om i Odense, der sidste år fandt flere træer angrebet af egeprocessionsspinderen og derfor iværksatte en stor aktion for at slippe af med den. Måneden efter kunne man konstatere larvereder på træer i Nyborg, Kerteminde og Horsens.

- Vi tænker derfor, at de kommer til København før eller siden. Det er blot et spørgsmål om tid. Derfor handler det om at vise rettidig omhu, inden vi pludselig står i samme situation som Odense, siger Anja Hartvig Spork til TV 2 Kosmopol.

I Odense kostede redningsarbejdet tæt på 2,5 millioner kroner. Man regner med, at det vil koste mellem 5 og 10 millioner kroner at bekæmpe et lignende udbrud i hovedstaden – og med stor sandsynlighed endnu mere, hvis det for alvor griber om sig.

Så det gælder om at være på forkant.

- Vi ved endnu ikke, om de har fået løst hele problemet i Odense, eller om der skal mere til. Vi skal derover i maj måned for at se, hvor meget det er lykkedes for dem at fjerne, siger Anja Hartvig Spork.

Importeret fra Tyskland

Efter alt at dømme er larverne kommet til Danmark med nogle planter fra Tyskland, som skulle udplantes her.

Egeprocessionsspinderen er ikke kategoriseret som skadedyr – og kan i øvrigt være umulig at se i de helt tidligere stadier som æg – oftest i perioden mellem september og april. Og opdager man dem ikke i tide, er der nærmest ingen grænser.

- Hunnerne flyver ikke så meget. Men hannerne er meget aktive. Og hvis vinden hjælper dem lidt på vej, så kan de komme virkelig langt omkring, fortæller Hans Peter Ravn og bakkes op af beplantningsforvalteren fra Københavns Kommune:

- Vi har eksempler på natsværmere, der er blæst fra Tyskland til Lolland. Og hvis de først sidder på en bil, kan de for alvor komme langt, siger Anja Hartvig Spork.

Paradoksalt nok gør egeprocessionsspinderen ikke meget skade på selve egetræet. Den spiser bladene, men det kan træet godt tåle. Så det er altså mennesker og dyr, der skal tage sig mest i agt.

I London har de kæmpet med larverne i adskillige år. Kun hvis de dukker op i eksempelvis en børnehave, bliver der gjort noget ved det. Ellers lader man træer og larver være. Og det er der en benhård forklaring på, lyder det fra Københavns Universitet.

- Situationen i London er, at man har mistet overblikket og derfor kun kan reparere frem for at forebygge. I resten af England er man i fuld gang med at forebygge - og det er også det, vi vil her i København. Vi har fået en early warning fra Odense, så det er dumt at sætte sig og vente på et angreb. Så hellere reagere, inden det pludselig griber om sig, siger Anja Hartvig Spork.

Billigere at forebygge

Ifølge et notat fra forvaltningen vil prisen for det forebyggende arbejde ligge i omegnen af 650.000 kroner - og derefter omkring 150.000 årligt som løbende udgift til tilsyn og drift af fælder. Altså en helt anden pris end hvis først angrebet er sat ind.

Det er i sidste ende op til medlemmerne i Klima- Miljø- og Teknikudvalget at afgøre, om - og hvornår - der skal sættes penge af til forebyggelsen. Ifølge Socialdemokratiets Niels Bjerrum er der al mulig god grund til at holde øje og være et skridt foran, inden det udvikler sig til et decideret problem.

Samme holdning har Hans Peter Ravn, som også har et bud på fremgangsmetoden:

- Det bedste at gøre er at overvåge de træer, der bliver nyplantet. På den måde kan man hurtigt se, hvis der skulle komme larver på træet, og problemet vil være lettere at få bugt med, fordi træerne stadig er små. Det er en anden udfordring, når de vokser sig store og stærke, siger han til TV 2 Kosmopol.

Og det ved man hos Klima, Teknik- og Miljøforvaltningen, der allerede nu holder øje med de nye træer - og kan fælde dem, hvis man finder larver. Men der skal mere til.

- Vi skal have monitoreret alle vores egetræer - også i de grønne arealer, hvor vi på nuværende tidspunkt ikke har samme registrering af træer som i byrummene. Så det er noget arbejde foran os, fortæller Anja Hartvig Spork.

Et arbejde, der tilsyneladende hellere må gå i gang før end siden.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/blot-et-spoergsmaal-om-tid-larven-fra-helvede-har-kurs-mod-hovedstaden

GDPR