ESBJERG: Når det gælder områder som samarbejde og kompetenceudvikling, er Jobcenter Esbjergs medarbejdere på firedagesuge mere tilfredse end deres kolleger på femdagesuge. Det viser en midtvejsevaluering af et treårigt forsøg med firedagesuge fra Vive (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) efter de første knap to år.
Forsøget med muligheden for at vælge en firedagesuge startede 1. januar 2021, og 90 pct. af medarbejderne valgte at benytte sig af muligheden. Godt halvdelen af dem, nemlig 58 pct., arbejder på fuld tid. For dem, der foretrak at blive på femdagesugen, er 77 pct. på fuld tid.
De fuldtidsansatte på firedagesugen har, i modsætning til dem på femdagesugen, to ugentlige kompetencetimer ud af de 37 timer, der arbejdes.
Resultaterne efter to år
Der er generelt høj tilfredshed med at arbejde på Jobcenter Esbjerg, men på spørgsmålet om, hvorvidt medarbejderne ville anbefale andre at arbejde der, var der markant forskel på svarene.
82 procent af medarbejderne med fire arbejdsdage og 69 procent af medarbejderne med fem arbejdsdage vil i (meget) høj grad anbefale andre at søge en stilling i Jobcenter Esbjerg. Samtidig er der i 2022 signifikant flere på firedagesugen, der vil anbefale andre at søge en stilling, sammenlignet med 2021.
Også hvad angår oplevelsen af mulighed for sparring og samarbejde ligger dem på firedagesugen højest i tilfredshed, mens flere medarbejdere på fem-dages arbejdsugen oplever, at de nogle gange mangler en kollega eller sparringspartner.
Fokus på kompetenceudvikling
De to ugentlige kompetencetimer, som medarbejderne med forsøget har fået mulighed for at vælge, kan også måles på tilfredshedsbarometeret. De fleste mener, at kompetencetimerne gør dem dygtigere til at udføre deres arbejdsopgaver, og 36 pct. mener i 2022, at timerne i høj eller meget høj grad gør dem dygtigere til deres arbejde.
Når det gælder opfattelsen af arbejdspladsens fokus på kompetenceudvikling, så mener 46 procent på firedagesuge her i 2022, at der i (meget) høj grad er fokus på kompetenceudvikling i Jobcenter Esbjerg, mens dette gælder for 40 procent af dem på femdagesugen.
Omvendt mener henholdsvis 12 og 23 procent af medarbejderne på fire- og femdagesugen, at der i (meget) lav grad er fokus på kompetenceudvikling. Dem på femdagesugen har så heller ikke haft mulighed for de to ugentlige kompetencetimer.
Et (frit) valg
Undersøgelsen viser også, at 56 pct. af dem, der er blevet på femdagesugen, svarede bekræftende på, at det i (meget) høj grad er et frivilligt valg, om man arbejder fire eller fem dage, mens tallet for dem, der valgte de fire dage, er noget højere, nemlig 82 pct., der mener, at der er tale om et frit valg. Forskellen kan skyldes, at nogle medarbejdere har oplevet, at ledelsen foretrak en arbejdsuge på fire dage, konkluderer Vive.
Midtvejsevalueringen er lavet på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse sendt til 429 medarbejdere ad to omgange i januar 2021 og juli 2022, hvor henholdsvis 309 og 297 svarede. Det er en svarprocent på henholdsvis 72 og 69.
Den endelige evaluering af forsøget udkommer i 2024, når forsøget er afsluttet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.