
Selv om alle gerne vil spare på energien, vælger flere og flere kommuner at skrue op for temperaturen i forhold til sidste vinter, da de fleste offentlige bygninger måtte nøjes med 19 grader.
I år er kommunerne stillet frit, og mange af dem vælger at vægte arbejdsmiljøet højere end de energibesparelser, 19 grader kan give.
Som tidligere omtalt gælder det bl.a. Helsingør, Esbjerg, Aabenraa, Jammerbugt, Thisted og Ringkøbing-Skjern, mens de 19 grader fastholdes i bl.a. Lejre, Faxe, Frederikshavn, Odense og Svendborg.
Siden da har flere kommuner taget stilling til spørgsmålet, og her har de fleste valgt til fordel for arbejdsmiljøet.
Arbejdstilsynet: 20-22 grader
Anbefalingen fra Arbejdstilsynet lyder: "Generelt bør temperaturen under normale klima- og arbejdsforhold holdes på 20-22 °C ved stillesiddende arbejde og må ikke overstige 25 °C."
Den anbefaling får bl.a. Gladsaxe til at skrue op til 20-21 grader i år.
- Det gør, at for eksempel skoleelever bedre kan holde varmen, når der er klasseundervisning, og de sidder stille og arbejder med lektierne, siger borgmester Trine Græse (S).
21 grader i Hvidovre
Hvidovre Kommune har valgt at skrue op til 21 grader vinteren igennem, som man har haft tidligere, oplyser kommunen.
Der skal dog fortsat spares på energien. Som del af budgetforliget har kommunalbestyrelsen vedtaget, at det trådløse wifi på rådhuset bliver slukket mellem kl. 23 og 5, og at der skal findes energibesparelser for i alt 500.000 kr.
De skal findes ved, at medarbejderne tænker sig om og husker at spare på el, vand og varme. Medarbejderne er blevet opfordret til lokalt at drøfte, hvordan energiforbruget kan nedbringes.
Ned til 14 grader på Fredensborgs rådhus
I Fredensborg er emnet på dagsordenen i økonomiudvalget på mandag, og vælger man at følge indstillingen fra forvaltningen, skal der skrues op til minimum 20-21 grader i kommunale ejendomme.
Sidste år sparede man 27 pct. af fjernvarmeforbruget på rådhuset i forhold til året før, mens varmebesparelsen på tværs af alle kommunale ejendomme var 15 pct. Det fremgår af sagsfremstillingen.
Alligevel lægger man altså op til at følge Arbejdstilsynets anbefaling. En af årsagerne er, at rådhusets styringsteknologi er så upræcis, at nogle måtte arbejde på kontorer med kun 14 grader sidste vinter, selv om varmen fra centralt hold var sat til 19 grader.
Til gengæld er der lagt op til at bevare andre energibesparelser, bl.a. at sænke gadebelysningen i alle intelligente gadelygter til 20 pct. om natten i stedet for de 50 pct., der ellers har været normalt.
Midterløsning i Hedensted og Hillerød
I Hedensted kunne økonomiudvalget i sidste uge vælge mellem tre muligheder: At fortsætte med 19 grader, at skrue op til 20-21,5 grader eller at lade institutionerne selv bestemme, som de gjorde før energikrisen. Valget faldt på den mellemste løsning, oplyser Hedensted Avis.
- 19 grader er simpelthen for koldt, men samtidig er vi nødt til stadig at være klima- og ressourcebevidste, siger borgmester Ole Vind (V).
I Hillerød bliver der skruet en enkelt grad op fra 19 til 20 grader i kontorer, klasselokaler m.m., dog må fx gangarealer, depoter og lignende nøjes med 18 grader. Det har økonomiudvalget besluttet efter en vurdering af, at 19 grader i flere tilfælde kan være for koldt, skriver sn.dk.
Planke og striktrøjer i Brøndby
I Brøndby indførte medarbejderne sidste år plankeøvelser og striktrøje-tirsdag for at holde varmen. Men i år bliver der skruet op til 21 grader, hvilket stadig er en anelse under det normale niveau.
"Da de enkelte bygninger varerier meget, kan temperaturen opleves forskelligt," konstaterer kommunen på sin hjemmeside.
I kommunale bygninger, som ikke er i fuld anvendelse, men bliver lånt ud til fx foreninger, samt i idrætshaller, hvor der er fysisk aktivitet, bliver temperaturen sat til 19 grader.
Også saunaer og tørreskabe i daginstitutioner, som sidste år blev slukket, vil i år blive tændt, når det giver mening.
Stevns bliver på 19 grader
I Stevns bliver der dog stadig brug for striktrøjerne. Her har forvaltningscheferne besluttet, at de 19 grader fortsat skal være udgangspunktet i de kommunale bygninger, skriver sn.dk. Som sidste år vil temperaturen dog være højere på plejecentre og i daginstitutioner.
- Endelig vil der være mulighed for lokale afvigelser, hvis der er særlige forhold, der taler for dette. Det kan være på skolerne. Vi er ved at samle erfaringer op fra sidste år, så det kan komme på tale med justeringer, siger kommunaldirektør Henrik Nielsen, som fortæller, at beslutningen handler lidt om økonomi, men lige så meget om klima.
- Du kan kalde det rettidig omhu for at sikre de ressourcer, vi har. Både i forhold til det globale perspektiv og i kommunal praksis. Der er sket en generelt ændret adfærd, der tager hensyn til en mere bæredygtig klimadagsorden. Det er vores ambition at bidrage til denne udvikling, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.