
For et år siden hærgede energikrisen i Europa, og der blev indført en maksimal temperatur på 19 grader i offentlige bygninger såsom skoler og borgerservice.
Men flertalsregeringen ophæver tirsdag den instruks. Det betyder, at offentlige arbejdspladser igen må have en temperatur på mellem 20 og 23 grader.
- Europa er stadigvæk udfordret på sin forsyningssikkerhed. Men vi står et bedre sted nu, end vi gjorde ved indgangen til sidste vinter. De europæiske gaslager har meget mere gas på lager nu. Udfordringen er gået fra at være akut til at være mere strukturel og langsigtet. Derfor fjerner vi instruksen om 19 grader, siger energiminister Lars Aagaard (M).
Overvåger situationen
Fyringssæsonen står for døren, og derfor opfordrer regeringen til igen at huske de gode energisparevaner fra sidste år.
For det er fortsat afgørende, at vi sparer på energien og dermed ruster både Danmark og Europa til at komme godt igennem hele vinteren.
- Begrænsning af energispild er fortsat den største forsikring mod stigende priser og forsyningsproblemer. Regeringen overvåger den danske og europæiske forsyningssituation nøje, og vi er klar til at handle, hvis situationen ændrer sig, siger ministeren.
Regeringen vil reagere, hvis der er behov for det. Men regeringen betegner nu energikrisen som strukturel i stedet for akut, som den var i 2022.
EU-landene nåede for en måned siden deres mål om at fylde gaslagrene på tværs af Europa med 90 procent forud for årets fyringssæson.
Ministeriet opfordrer til at finde energispareråd på Sparenergi.dk.
/ritzau/ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.