

Dansk Folkeparti ønsker at give Fødevarestyrelsen beføjelser til at lukke dyreopdræt, hvis styrelsen vurderer, at dyrene vanrøgtes, oplyser partiets retsordfører, Mette Thiesen, til Ritzau.
Udmeldingen kommer efter afsløringer fra TV 2, som har vist, at borgmesteren i Tønder, Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti), siden 2019 har haft kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen på sin svinefarm ved Løgumkloster 14 gange.
8 ud af de 14 gange har styrelsen politianmeldt Jørgen Popp Petersen. Politianmeldelserne har endnu ikke ført til, at der er rejst tiltale.
- Vi bakker fuldt op om, at Fødevarestyrelsen skal kunne lukke ned for sådan en svinefarm, som der eksempelvis var hos borgmesteren i Tønder, hvor der har været en række politianmeldelser siden 2019, siger Mette Thiesen.
Kun politiet kan lukke
Som det er nu, er det kun politiet, som kan lukke svineopdræt. På grund af ressourcemangel hos politiet bør Fødevarestyrelsen dog kunne overtage beføjelsen til at lukke dyreopdræt, mener Dansk Folkeparti.
- Vi har tidligere argumenteret for, at man skulle have denne beføjelse med ind i straffeloven. Ideelt bør det være en politiopgave, men vi har desværre et politi lige nu, som er ekstremt presset på ressourcer, siger Mette Thiesen.
Hos Dansk Folkeparti er det stadig uklart, præcist hvornår Fødevarestyrelsen skal kunne lukke dyreopdræt. Men i tilfældet med Jørgen Popp Petersens svineproduktion bør svaret være "prompte", mens sagen efterforskes, siger hun.
Flere partier er åbne for ændringer
Samme meldinger kommer ifølge TV2 fra SF, Danmarksdemokraterne, Socialdemokratiet, Alternativet og Enhedslisten. Også De Konservatives Per Larsen siger, at det ville være et godt værktøj, mens Thomas Skriver Jensen fra Socialdemokratiet heller ikke umiddelbart har indvendinger.
Venstres Erling Bonnesen mener imidlertid, det vil være en uhensigtsmæssig sammenblanding. I stedet bør politiet have flere ressourcer til en hurtigere sagsbehandling, mener han.
Alternativet har tidligere foreslået en klippekortmodel, hvor tre overtrædelser af dyrevelfærdsloven bør kunne udløse frakendelse af retten til at holde dyr. Fødevareminister Jacob Jensen (V) har i foråret bebudet, at han vil afdække mulighederne for en sådan klippekortordning, og siger nu til TV2, at han gerne vil give Fødevarestyrelsen øgede beføjelser.
/ritzau/ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.