Fraværet af en overenskomst har i de senere år betydet, at FOA i flere tilfælde har måttet anlægge civilt søgsmål mod handicappede for brud på handicaphjælperes rettigheder.
- Vi er naturligvis kede af, at lægge sag an mod handicappede. Men som systemet er i dag, har vi stået i situationer, hvor der ikke var andre muligheder, siger Dennis Kristensen, formand for FOA.
Folketinget vedtog i foråret en ændring af Serviceloven, som fra årsskiftet vil gøre det muligt for den handicappede at delegere arbejdsgiveransvaret til en nærtstående, en borgerstyret forening eller en privat virksomhed.
- Det er glædeligt, at Folketinget nu omsider har erkendt, at en del af løsningen af handicaphjælpernes lønforhold er, at den handicappede fortsat kan fungere som arbejdsleder i dagligdagen, men med mulighed for at overlade arbejdsgiverrollen og dermed overenskomstspørgsmålet til andre. Det giver i det mindste et afsæt for at indgå overenskomster med disse parter, og det kan forhåbentligt føre til, at vi ikke længere skal løbe spidsrod mellem folketinget, socialministeriet og kommunerne i forsøget på at få en overenskomst på plads, siger Dennis Kristensen og fortsætter:
Tudetosset
- I mine øjne er det dog tudetosset, at Folketinget ikke har villet åbne op for, at den handicappede også kunne vælge at overlade arbejdsgiverrollen til kommunen, som i forvejen har overenskomstkompetencer.
- Samtidig er der grund til at være bekymret for, om den handicappede vil få udmålt et tilskud, som er tilstrækkeligt til at betale en anstændig løn.
FOA indgik i 2005 aftale med KL om en såkaldt standardkontrakt for ansættelse af handicaphjælpere som et lille skridt på vejen til ordentlige løn- og ansættelsesvilkår.
- Derudover har vi her ved overenskomstfornyelsen i 2008 aftalt med KL, at foreningen er indstillet på at indgå en egentlig overenskomst, såfremt lovgivningen åbner mulighed for det, siger Dennis Kristensen.
Partierne på Christiansborg skal senere på året drøfte løn- og ansættelsesvilkårene for handicaphjælperne i forbindelse med de såkaldte satspuljeforhandlinger for 2009.
FOA inviterer derfor landets handicaphjælpere til stormøde torsdag 28. august 2008 i Odense Congress Center for at drøfte, hvordan gruppens lønproblemer løses.
Handicaporganisationerne, Kommunernes Landsforening og Folketingets partier inviteres ligeledes til at give deres bud på, hvordan der skabes ordentlige løn- og ansættelsesvilkår for handicaphjælperne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.