FREDERICIA: Fredericia Spildevand A/S og DONG Energy har i dag underskrevet en aftale om levering af biogas
fra Fredericia Centralrenseanlæg, som DONG Energy opgraderer til naturgas og sender ud i naturgasnettet. Aftalen vil kunne forsyne ca. 500 husstande året rundt og spare miljøet for ca. 2.000 ton CO2 om året, oplyser kommunen.
Det er første gang, der tilføres biogas til naturgasnettet i Danmark. Aftalen er et delresultat af en klimapartnerskabsaftale, som er indgået mellem Fredericia og DONG Energy i august 2008.
Fredericia Spildevand A/S er ejet af Fredericia Kommune, der gennem flere år har produceret en stor mængde biogas på Fredericia Centralrenseanlæg på basis af spildevandsslam. Biogassen er et biprodukt fra renseprocessen.
En del af biogassen anvendes allerede i dag til el og brændsel til en biologisk proces. Med den nye aftale udnyttes gasmængden bedre, og produktionen øges gennem procesoptimeringer på renseanlægget.
Parterne forventer, at den første opgraderede naturgas strømmer ud i nettet ved årsskiftet.
Fredericia Centralrenseanlæg er Danmarks næststørste og beregnet til at behandle spildevand i et omfang, der svarer til den mænge, en by med 420.000 indbyggere udleder. Den store dimension (Fredericia Kommune har ca. 50.000 borgere) hænger sammen med, at Fredericia huser en lang række meget store virksomheder.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.