GREVE: Folketingsmedlem Morten Dahlin (V) har ansøgt om orlov fra Greve Byråd på grund af arbejdspres. Men da han ikke kan frasige sig sit vederlag, giver han pengene videre.
- Loven er skruet sådan sammen, at jeg ikke kan frasige mig mit vederlag som byrådsmedlem. Jeg har forsøgt at frasige mig lønnen, men det kan ikke lade sig gøre.
- Jeg synes, det er uretfærdigt, at jeg skal modtage nogle af skatteborgernes penge, når nu min orlov er af arbejdsmæssige årsager. Det er jo et frivilligt valg, og ikke fordi jeg er syg. Af den grund har jeg valgt at donere de penge, jeg får udbetalt efter skat, siger Morten Dahlin til TV 2 Lorry.
Pengene går derfor i stedet til Greves Ungdoms Brandvæsen, som er en frivillig organisation, der tilrettelægger forskellige uddannelsesforløb og træningsforløb for unge, der gerne vil være brandmænd.
- De laver et fantastisk stykke arbejde for de unge, som jeg gerne vil støtte, så jeg har aftalt med dem, at jeg overfører den løn jeg får udbetalt. I de tre måneder er det lige omkring 20.000 kr., siger Morten Dahlin og tilføjer:
- Og så vil jeg bruge min plads i Folketinget til at arbejde for at få lavet reglerne om, for det er helt tosset, at man ikke kan frasige sig sit vederlag.
Han er ikke den første byrådspolitiker, som er valgt til Folketinget, der har problemer med det tvungne vederlag.
Aarhus-politiker opgav orlov
Camilla Fabricius har siddet i Aarhus Byråd siden 2009, men da hun blev valgt som folketingsmedlem ved folketingsvalget i juni 2019, søgte hun orlov fra Aarhus Byråd. Efterfølgende modtog hun løn for både sit hverv som folketingsmedlem og som byrådsmedlem, idet man modtager vederlag de første tre måneder af en orlov.
Det er en konstruktion, som blandt andre Alex Vanopslagh (LA), Marcus Knuth (V) og Karen Melchior (R) har brugt, men også kritiseret i Berlingske.
Camilla Fabricius henviste ifølge Altinget i slutningen af august til, at historien i Berlingske lige så godt kunne have handlet om hende, hvorfor hun nu trak sig permanent.
Oven på sagerne om dobbeltløn dengang lovede social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) se på, om der er brug for at ændre lovgivningen. Vederlagskommissionen gennemgik senest regelkomplekset i maj 2017.
I stedet for Morten Dahlin træder førstesuppleant Dorthe Bøgh Madsen til som afløser i Greve Byråd, og hun vil i perioden på de tre måneder modtage et honorar på 35.000 kr.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.