
Det er spild af tid, når ældre eller kronisk syge skal give nøjagtig de samme oplysninger flere gange hos deres egen læge, på sygehuset og til kommunen. Ikke bare for borgerne, men også for myndighederne.
Det er en af grundene til, at fire kommuner har søgt og fået lov til at gennemføre et frikommuneforsøg, der går ud på at skabe mere sammenhængende forløb og mere samarbejde mellem kommuner, praktiserende læger og sygehuse på det somatiske akutområde.
- Med vores nye status af frikommune kan vi nu udfordre de regler og love, der af og til spænder ben for den gode og sammenhængende hjælp til vores ældre og kronisk syge borgere, siger borgmester Jens Ive fra Rudersdal, som sammen med Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Gladsaxe er med i forsøget.
Udnytte ressourcer
Ønsket er både at øge kvaliteten af indsatsen og at udnytte ressourcerne i det samlede sundhedsvæsen bedre.
Mens borgerne bliver ældre og ældre og har mere komplekse sygdomsmønstre, bliver sygehusvæsnet samtidig stadigt mere specialiseret. Derfor skal patienter med mere end et sundhedsproblem typisk konsultere mange forskellige systemer. Det er besværligt for borgeren og kan være dyrt, når fx flere aktører tager de samme prøver, eller den ene læge eller sygeplejerske ikke ved, hvad den anden gør.
Derfor vil kommunerne afprøve nye organisatoriske samarbejdsformer.
Færre indlæggelser
Et andet problem, forsøget vil forsøge at løse, er de mange forebyggende indlæggelser. Et bedre samarbejde skal gerne sikre en tidlig afklaring af akutte medicinske tilstande, så flere kan behandles derhjemme i stedet for at blive indlagt.
I de fire deltagende kommuner står borgere over 65 år for omkring 43 pct. af alle indlæggelser, og heraf er godt 15 pct. forebyggende indlæggelser, så der er noget at spare, hvis det lykkes.
I forvejen bliver et stigende antal patienter behandlet ambulant og med træning og pleje derhjemme. Den tendens forstærker behovet for, at kommuner og praktiserende læger er klædt på til at tage sig af også mere komplicerede patientforløb, og det kræver samarbejde.
- Det er afgørende for os i dette projekt, at borgeren kommer til at opleve trygheden ved et samlet sundhedsvæsen, hvor ingen falder mellem to stole og hvor alle aktører ved, hvad den anden gør, siger Jens Ive.
Stordrift
Endelig vil de fire kommuner forsøge at spare penge ved stordrift, fx ved at slå natsygepleje, akutsygepleje og midlertidige pladser sammen på tværs af kommuner og sektorer.
Det kan ske med et fælles callcenter med vagtcentralfunktioner, der f.eks. tager sig af nødkald og personlige alarmer.
Andre indsatsområder i forsøget vil blive akutfunktioner som fx akutteams, telemedicin og efteruddannelse i løsning af akutopgaver.
Kræver dispensation
Forsøgene vil bl.a. kræve dispensation fra persondataloven, autorisationsloven og regler om delegation. Desuden skal der bl.a. tages højde for forskellige overenskomstmæssige regler, teknologiske systemer og incitamentsstrukturer.
Foruden de fire kommuner deltager Region Hovedstaden samt Herlev og Gentofte Hospital, og derudover håber de fire at få Rødovre, Egedal, Ballerup, Furesø og Herlev med i et samarbejde.
De fire kommuner skal inden 1. december sende en konkret ansøgning til Social- og Indenrigsministeriet om, hvilke forsøgsindsatser der står først for. Herefter får frikommunenetværket en melding på, om de konkrete forsøg bliver godkendt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.