
I den årlige klimafremskrivning, som netop er udkommet, har man opjusteret forventningerne til, hvor mange husholdninger der vil være opvarmet med naturgas i 2030.
I 2024 anslog man, at det ville være 130.000 husholdninger, i den nye fremskrivning forventer man, at det vil være 200.000 husholdninger.
Det bekymrer borgmesteren i Dragør, Kenneth Gøtterup (K), som i længere tid har forsøgt at få et svar fra klimaminister, Lars Aagaard (M), på om regeringen står ved deres erklærede mål fra 2022 om fuld udfasning af gas til individuel opvarmning inden 2035.
I Dragør oplever man, at det er meget svært at få borgere til at tilslutte sig til fjernvarmeprojekter, når der er usikkerhed om, om de i virkeligheden kan beholde deres gasfyr:
- Når ministeren og regeringen ikke melder klart ud omkring en slutdato for gas - og ministeren har meldt lidt ud til højre og venstre omkring fremtidens varmeforsyning - skaber det en stor usikkerhed hos borgerne, som lige nu har gasfyr. De tænker, at hvis gassen bliver grøn, hvorfor skal vi så tage stilling til fjernvarme?, siger Kenneth Gøtterup til DK Nyt.
Udmeldinger om biogas skaber forvirring
Netop de store forventninger til, at den danske gas i fremtiden er grøn har skabt forvirring hos borgerne:
- Der er en meget, meget stor forvirring omkring biogas, fordi ministeren har sagt, at vi kommer til at producere så meget biogas, at det kan forsyne Danmark, og så gør det pludselig ikke noget at have gasfyr.
I aftalen fra 2022 står der, at "det er aftalepartiernes politiske ambition, at der fra 2035 ikke længere skal være boliger i Danmark, der opvarmes af gasfyr. Som en overgangsordning ind til gasfyrene i husholdningerne bliver udfaset og erstattet med fjernvarme eller varmepumper, skal gasforbruget gøres grønt".
I et brev til 13 bekymrede borgmestre skrev Lars Aagaard imidlertid, at det, "set med klimabriller ikke er så vigtigt, om varmen kommer fra fjernvarme, en varmepumpe eller grøn gas". Derudover slog han fast, at "det danske gasforbrug opgørelsesmæssigt forventes at være 100 procent grønt fra 2029".
I den nye klimafremskrivning er dette dog udsat til 2032.
I Dragør er det nu eller aldrig
I Dragør er 76 pct. af husstandende opvarmet med gas. I 2022 gik de i gang med at undersøge, om de kunne få fjernvarme til deres borgere. Nu har de i samarbejde med Tårnby Kommune mulighed for at få udrullet fjernvarme til Dragør, men uden samarbejdet er det ikke økonomisk rentabelt.
Hvis ikke Dragør opnår en tilslutningsprocent på 65 pct. inden den 1. juni, er løbet kørt for fjernevarmedrømmene i Dragør, for så fortsætter Tårnby med deres fjernvarmeplaner alene. Der er faktisk allerede 65 pct. af borgerne, der har bedt om at få udleveret en bindende kontrakt om at tilknytte sig fjernvarme, men det er kun 18 pct., der har afleveret kontrakten - men borgerne tøver.
- Vurderingen er, at det her er den eneste chance for at få fjernvarme til Dragør. Det er nu eller aldrig, siger han og fortsætter.
- Det er paradoksalt for mig, at regeringen melder ud i 2022, at vi skal være fri af russisk gas, på grund af sikkerhedssituationen i Europa. Vi skal tilbyde fjernvarme, hvis vi kan. Det kan vi, så vi tilbyder fjernvarme. To år efter, er sikkerhedssituationen jo på ingen måde blevet bedre, tværtimod er den blevet værre. Men pludselig er regeringen fuldstændig tavs på at sætte en slutdato, eller i øvrigt fuldstændig tavs på, at sige, at de står ved det forlig, der har blevet lavet i Folketinget i 2022. Det er virkelig svært at forstå. Det er også meget kompliceret at forklare borgerne, at regeringen ikke vil stå ved deres egen aftale, fortæller Kenneth Gøtterup.
Stop den politiske flirt
Også hos Dansk Fjernvarme undrer man sig over, hvordan man skal læse signalerne fra regeringen lige nu:
- Så længe man politisk flirter med tanken om, at der er grøn gas i rørene lige om lidt, skabes der tvivl om nødvendigheden ved at gøre den indsats, der er påkrævet for at bringe antallet ned til det niveau, der netop skaber sammenhæng mellem udbud af grøn gas og vores samlede forbrug, siger Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme.
Selvom stilheden fra Lars Aagard skaber usikkerhed om regeringens hensigter, mener Rune Moesgaard ikke, at der er en modvilje mod fjernvarme:
- Vi hæfter os ved, at der ligger en politisk ambition om at udfase gas i 2035. Men hvis man ikke længere mener det, så skal man indkalde til forhandlinger med sine forligsparter, så man kan sige, at nu mener man noget andet, siger han.
Og selv hvis biogas på sigt kan dække danskernes behov for gas, ser han det ikke som et argument for at stoppe fjernvarmeudrulningen.
- Danmark er ikke en ø. Det hænger sammen med resten af Europa. Hver gang vi udfaser et gasfyr i Danmark, fjerner vi noget fossilt forbrug et andet sted i Europa. Hvis vi har en overproduktion af biogas i fremtiden, kan vi sælge grøn gas til vores naboer, siger han og fortsætter:
- Hvis det her havde været på elområdet, så havde man politisk syntes, at det var helt fint, at Danmark har en kæmpe produktion af grøn el, som så kan eksporteres til udlandet, så vi kan hjælpe resten af Europa. Hvorfor i alverden har man ikke det samme synspunkt om gas?
Udtalelse fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet:
Klima, Energi- og Forsyningsministeriet har fået forlagt artiklen, men har ikke kunnet få en kommentar fra klimaministeren inden deadline.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har sendt følgende skriftlige svar:
Det fremgår af Klimaaftale om grøn strøm og varme af 25. juni 2022, at: det er aftalepartiernes politiske ambition, at der fra 2035 ikke længere skal være boliger i Danmark, der opvarmes af gasfyr. Som en overgangsordning, indtil gasfyrene i husholdningerne bliver udfaset og erstattet med fjernvarme eller varmepumper, skal gasforbruget gøres grønt. Regeringen vil i 2026 – når der er et bedre overblik over, hvor mange husstande og virksomheder, der er tilbage på gasnettet – fremlægge mulige initiativer samt den finansiering, der skal til for at indfri ambitionen om udfasning af gasfyr i 2035 og 100 pct. grøn gas i 2030.
I 2024 har knap 22.000 husstande fravalgt gasfyret, mens 127 har tilvalgt det.
I 2025 gøres der status for udrulningen af fjernvarme og individuelle varmepumper. Det fremgår af Aftale om fremskyndet planlægning for udfasning af gas til opvarmning og klar besked til borgerne af den 29. juni 2022.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.