SOLRØD: Solrød Kommune har gennem længere tid oplevet forurening af et vandløb, og undersøgelser peger nu på, at forureningen sandsynligvis stammer fra en regnvandsbrønd, hvor spildevand kan være blevet tømt og ledt videre ud i vandløbet.
Kommunen mistænker, at forureningen skyldes, at spildevand er blevet tømt ud i regnvandsbrønden, hvorefter det er løbet direkte ud i vandløbet.
"Det kan i den forbindelse ikke udelukkes, at et eller flere slamsugerfirmaer kan være involveret," skriver kommunen i en pressemeddelelse og oplyser, at den har valgt at anmelde forurening af Karlstrup Mosebæk til Midt- og Vestsjællands Politi.
For at klarlægge sagen har kommunen både overvåget og kontrolleret brønden, undersøgt overvågningsmuligheder, opsat alarm på dækslet og inddraget en nærliggende virksomhed.
- Det er dybt problematisk, hvis spildevand bliver ledt ud i en regnvandsbrønd. Vi er naturligvis meget optaget af at få stoppet forureningen og få undersøgt, om der kan placeres et ansvar. Af hensyn til efterforskningen har vi hidtil været tilbageholdende med oplysninger. Sagen er nu overgivet til politiet, og vi afventer deres videre arbejde, siger borgmester Emil Blücher (LA).
Siden Solrød Kommune satte en alarm på den pågældende regnvandsbrønd i februar 2026, har der ikke været registreret forurening af Karlstrup Mosebæk.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.














