
To tilfælde af vold mod kontrollører har fået Arbejdstilsynet til at udstede strakspåbud til Fynbus om at sikre, at selskabets kontrollører kan udføre deres arbejde sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, og at risikoen for vold fra kunder forebygges effektivt.
Det viser en aktindsigt, som DK Nyt har fået hos Arbejdstilsynet.
Arbejdstilsynet var sidst i juni på tilsynsbesøg hos Fynbus på baggrund af to arbejdsulykker med en måneds mellemrum, hvor to af selskabets 12 kontrollører blev udsat for vold i forbindelse med deres arbejde med billetkontrol.
Det ene tilfælde fandt sted en eftermiddag i en bus på vej mod Nyborg. Her konstaterede kontrolløren, at bussens eneste passager ikke kunne fremvise nødvendig id. Passageren forsøgte at komme ud af bussen, men kontrolløren blokerede vejen, mens han tændte sit bodycam og via sin radio var i kontakt med Fynbus og forsøgte at komme igennem til politiet. Passageren skubbede til ham og fik vristet sig fri og åbnet døren via nødstop, hvorpå han stak af, men senere vendte tilbage, hvorpå kontrolløren fik chaufføren til at lukke dørene og køre derfra.
Det andet tilfælde foregik i en bus mod Rosengårdcentret i Odense, hvor en passager ikke kunne fremvise billet og ville have kontrolløren med ud af bussen "og klare det". Kontrolløren forsøgte at tænde sit bodycam og give besked til Fynbus og politi, men blev angrebet bagfra af passageren.
De to kontrollører pådrog sig skader, som er anonymiseret i aktindsigten.
"Racist" og "luder"
Under Arbejdstilsynets besøg oplyste ansatte, at der generelt har været en stigning i antallet af konflikter, når der skal uddeles afgifter, fordi prisen er steget. Det forekommer dagligt, at passagerer taler grimt til kontrollører, fx "racist", "jeg knepper din mor/søster" og "luder", og passagerer kan have truende kropssprog og rotte sig sammen i en større gruppe.
De ansatte fortalte ifølge Arbejdstilsynet, at "Man aldrig ved, hvad man går ind til, når man påbegynder en kontrol, og at man derfor hele tiden er på vagt". Indtil kl. 17 arbejder kontrollørerne enkeltvis, derefter to og to sammen.
Arbejdstilsynet har i sin vurdering af Fynbus' forebyggelse lagt særligt vægt på:
- At de to hændelsesbeskrivelser vidner om, at konflikter kan eskalere hurtigt og uventet fra verbal til fysisk konflikt.
- At kontrollørernes udførelse af arbejdet med kontrol beror sig på en egenvurdering af, om de mener at kunne håndtere opståede konflikter, og at denne egenvurdering i de to ulykker ikke var tilstrækkelig til at forebygge ulykkerne.
- At det er uklart, præcist hvornår en verbal konflikt eller potentiel fysisk konflikt skal medføre, at kontrollørerne afviger fra kontrolarbejdet, da der er anvisninger, der går på at tilbageholde passagerer, der sætter sig imod kontrolarbejdet, fx ved at spærre vejen, men samtidig anvisninger på at holde frie "flugtveje" ved polititilkald.
Arbejdstilsynet har medtaget i sin vurdering, at Fynbus har lavet retningslinjer for arbejdet med kontrol, afholder årlig kompetenceudvikling og løbende på personalemøder drøfter hændelser med henblik på læring. Alligevel vurderer tilsynet ikke, at retningslinjerne i tilstrækkelig grad forebygger risikoen for vold.
Fynbus fik en uge til at efterkomme påbuddet og opfordres til at inddrage ansatte i at finde konkrete løsninger til at forebygge risikoen for vold.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.