MIDTJYLLAND: Den nyligt fyrede direktør for Erhvervshus Midtjylland, Erik Krarup, er ifølge sin fratrædelsesaftale berettiget til at få 3.102.800 kroner plus en eventuel bonus for indeværende år. Det skriver TV 2 Østjylland, der har fået aktindsigt i aftalen.
Problemer med arbejdsmiljøet medførte, at der i slutningen af maj blev indgået en fratrædelsesaftale mellem erhvervshuset og Krarup. TV Midtvest har tidligere beskrevet, at flere nuværende og tidligere medarbejdere skrev breve til bestyrelsen i erhvervshuset, hvor de gav udtryk for et dårligt psykisk arbejdsmiljø.
- Folk er blevet kaldt kællinger, dumme og inkompetente, har en tidligere medarbejder sagt til mediet. Medarbejderen har også beskrevet arbejdspladsen som et sted præget af frygt, mistillid og overvågning.
Ifølge TV 2 Østjylland har konsulentfirmaet Komponent udarbejdet en rapport, der viser, at det psykisk dårlige arbejdsmiljø har eksisteret i flere år. I forbindelse med afskedigelsen af Krarup skrev erhvervshuset i en pressemeddelelse, at problemerne med arbejdsmiljøet "ikke alene er knyttet til topledelsen".
- Det smerter mig at konstatere, at for mange medarbejdere i for lang tid har lidt under kritisable arbejdsforhold, lød det dengang fra formand for Erhvervshus Midtjylland Ib Lauritsen (V), der er borgmester i Ikast-Brande Kommune.
Erhvervshus Midtjylland finansieres af de midtjyske kommuner og rådgiver årligt flere end 5.500 midtjyske virksomheder, fremgår det af husets hjemmeside.
Som tidligere omtalt er Mette Højborg erhvervshusets nye, midlertidige direktør. Hun skal sætte gang i en kulturproces, som skal genoprette et godt og trygt arbejdsmiljø i hele organisationen. Hun var indtil årsskiftet direktør i Holstebro Kommune.
/ritzau/cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.