KL hilser udspillet til Grøn Vækst velkommen, ligesom KL ultimo 2008 har givet sig bidrag til Grøn Væksts sekretariat og relevante ministerier. Men i den endelige aftale er der imidlertid flere helt afgørende forhold, der bør rettes op på.
Kommunerne vil udnytte biogassen
Kommunerne ønsker at udnytte de muligheder, der ligger i biogassen og ser frem til en dialog med regeringen om dette. Men for at kommunerne kan foretage en fornuftig planlægning for placering af biogasanlæggene, er der behov for en national strategi for brugen af biogas.
- Når man taler placering af anlæg, skal man huske at tale om, hvad biogassen skal bruges til. Er det som energikilde til opvarmning eller som brændstof til transport? Skal gassen bruges til at videreudvikle vores opvarmning med gas - eller skal biogassen indgå som et led i fjernvarmeforsyningen?, siger Jens Stenbæk, formand for KL's Teknik- og Miljøudvalg.
Klassificering vil lette miljøgodkendelser
Hvis kommunerne får de rigtige redskaber til at placere industrilandbrug og biogasanlæg vil det også kunne lette arbejdet med miljøgodkendelser.
- KL foreslår, at kommunerne får mulighed for at klassificere det åbne land i intensivt landbrug, ekstensivt landbrug og interesseområder forbeholdt fx. beskyttelse af natur og drikkevand. På den måde sikrer vi også en folkelig opbakning og ikke mindst investeringssikkerhed for landmanden, siger Jens Stenbæk.
Vand- og naturindsatsen
Med vand og naturindsatsen skal der i perioden 2010-2015 bruges næsten 7 mia. kr. på en forbedret indsats. Kommunerne er parate til at implementere indsatsen, hvis der er et fornuftigt samspil ml. mål, virkemidler og finansiering.
Men på nuværende tidspunkt er det ikke muligt at se dette samspil. Kommuners redskaber til at implementere indsatsen skal ifølge Grøn Vækst være frivillige aftaler og en markedsbaseret kvælstofmodel - men kommunerne selv skal nå bestemte mål på bestemte arealer senest i år 2015.
- Landdistriktsprogrammets finansiering tegner til at blive EU-tilskud direkte til lodsejere og staten selv. Med strukturreformen fik kommunerne ansvaret for det åbne land. Hvordan skal vi kunne påtage os det ansvar, hvis initiativet og virkemidlerne udelukkende ligger i hænderne hos staten og private lodsejere?, spørger Jens Stenbæk.
Beskyttelse af grundvand
- Grøn Vækst adresser slet ikke hensynet til beskyttelse af grundvandet. Skal borgernes sundhed vægte mindre end andre interesser?, fortsætter Jens Stenbæk.
Med Grøn Vækst er der udlæg af 25 meters zoner til beskyttelse af vandboringer. Dette er imidlertid langt fra tilstrækkeligt. Der bør også etableres obligatoriske beskyttelseszoner i op til 300 meters afstand - finansieret af pesticidafgiften. Behovet understreges af, at der i de seneste ti år i gennemsnit er lukket over 100 vandboringer årligt på grund af pesticider.
Bedre og mere tilgængelig natur
KL har haft flere forslag til at sikre bedre natur. Fx en national handlingsplan for biodiversitet og tiltag til flere sammenhængende naturområder. Det vil kunne stoppe tilbagegangen i biologisk mangfoldighed.
KL har også foreslået, at nye statslige tilskud til lodsejere går hånd i hånd med borgernes ret til at færdes på tilskudsberettigede arealer. Ingen af forslagene er medtaget i Grøn Vækst, der fremstår svagt netop i at beskytte naturen og sikre adgang til den.
- Vi synes dog, at det er positivt at aftalen indeholder et ønske om en forbedret naturovervågning. Det er der i høj grad brug for. Vi har fra amterne overtaget en registrering af beskyttede naturtyper, som slet ikke var opdateret, siger Jens Stenbæk.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.