
Alternativet har fået ny leder. Lørdag gik Uffe Elbæk af efter seks år i spidsen for det parti, han selv stiftede.
Hans afløser bliver medstifter af partiet Josephine Fock. Den 54-årige Josephine Fock lægger op til et tættere samarbejde med statsminister Mette Frederiksen (S).
Det kan få betydning i rød blok, hvor Uffe Elbæk fastholdt, at Alternativet under hans ledelse ikke pegede på Mette Frederiksen som statsminister, men i stedet var del af sin egen grønne blok.
Josephine Fock siger i takketale efter valget:
- Tusind tak. Det er ekstremt overvældende. Da jeg sad derhjemme i morges, turde jeg ikke forberede en takketale.
- Alternativet er også mit barn. Men jeg vil gerne takke Uffe Elbæk for at starte partiet. Det var sindssygt vigtigt. Tak, fordi du tog mig ind fra starten.
Josephine Fock takker også de andre kandidater til lederposten, men 'især Rasmus Nordqvist':
- Rasmus og jeg går rigtig langt tilbage til way before Alternativet. Vores ekskærester var gode venner. Jeg forstår, hvis Rasmus ikke synes, det er det fedeste lige nu. Men jeg vil arbejde tæt sammen med Rasmus, så vi får et godt samarbejde i Folketingsgruppen, siger hun.
Ud over den personlige forbindelse kan et godt forhold til Nordqvist vise sig at blive afgørende for Alternativets politiske fremtid. Fock sidder ikke i Folketinget. Hun skal dermed være leder for partiet fra en position uden for Christiansborg.
På samme tid sidder både Rasmus Nordqvist og Uffe Elbæk fortsat i Alternativets folketingsgruppe på Christiansborg. Det kan dermed blive vanskeligt for Josephine Fock at tegne en ny linje for partiet, hvis de to profiler på Christiansborg trækker i en anden retning.
Uffe Elbæk har dog varslet, at han endegyldigt er trådt ned fra lederposten og kun vil fungere som menigt folketingsmedlem med specifikke politikområder.
Uddannelse og karriere:
- 2014: Lederuddannelse fra SHL Danmark
- 2008: Lederuddannelse fra Wharton School, University of Pennsylvania
- 1993: Cand.jur. fra Aarhus Universitet
- 2020: Valgt til leder af Alternativet af partiets medlemmer
- 2018-2019: Direktør i Dansk Flygtningehjælp
- 2015-2017: Forkvinde for Alternativets folketingsgruppe
- 2015-2018: Folketingsmedlem for Alternativet i Østjyllands Storkreds. Har blandt andet været finans-, rets- og udlændingeordfører
- 2013: Stifter Alternativet sammen med partileder Uffe Elbæk
- 2007-2015: Sekretariatschef, Offentlige Ansattes Organisationer (OAO)
- 2007-2015: Sekretariatschef, det centrale forhandlingsfællesskab på statens område (CFU)
- 1999-2007: Sekretariatschef, Sundhedskartellet, og forhandlingschef, Dansk Sygeplejeråd
- 1996-1999: Chefkonsulent, Akademikernes Centralorganisation
- 1994-1996: Faglig sekretær, Dansk Psykolog Forening
- 1993-1994: Projektmedarbejder, Koda
Kilder: ft.dk, alternativet.dk og josephinefock.dk
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.