
HERNING: Herning er blevet testkommune for robotplæneklipper, der sommeren over skal holde græsset i Vestre Anlæg, oplyser kommunen.
- Vi har holdt øje med den tekniske udvikling i et par år, og nu er robotgræsslåmaskinerne ved at være så gode, at det giver mening at prøve dem af, forklarer driftsassistent Anders Nielsen fra driftsafdelingen.
Kommunen står for vedligeholdelsen af mange plæner over hele kommunen, og nogle steder kan det være et problem, at de traditionelle maskiner larmer.
- For eksempel omkring hoteller, plejehjem og vandrehjem er der jo nogle, der gerne vil kunne sove i fred, så der er et begrænset antal timer, hvor vi kan slå græs uden at genere nogen. Robotten kører på strøm og siger ikke en lyd, fortæller Anders Nielsen.
GPS mod tyverier
- Samtidig er det jo også sådan, at vi traditionelt bruger mange mandetimer på at holde plænerne. En af de ting, vi skal teste, er om robotten kan frigøre nogle af de timer til andre formål. Umiddelbart er min forventning, at robotten i Vestre Anlæg på årsbasis vil kunne frigøre 75-100 mandetimer, som vi i stedet kan bruge til andre opgaver, lyder udregningen fra driftsassistenten.
Robotplæneklipperen har allerede haft første 'arbejdsdag' og er programmeret til at kende ruten med alt hvad det indebærer af kanter, træer og andre forhindringer. Og når den er ved at løbe tør for strøm, finder den selv retur til opladestationen.
Meningen er, at den skal køre i døgndrift alle ugens dage, og at den i løbet af en uge kommer over samtlige 5500 kvadratmeter plæne i anlægget.
- Det, vi venter på med størst spænding, er egentlig hvordan folk modtager robotten. Jeg er ikke så bekymret for tyveri, for hvis nogen skulle finde på at stjæle den, udløser den en alarm i samme lyd-styrke som en ambulance. Og lyden holder ikke op de første to timer. Derudover er der GPS i robot-ten, så vi kan også lynhurtigt finde den igen. Men jeg håber selvfølgelig, at folk vil hjælpe os ved at lade robotten passe sit arbejde i fred, så vi kan høste gevinsten og frigøre arbejdstimer til andre opgaver, siger Anders Nielsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.