HOLBÆK: Boligområdet Agervang i Holbæk, der fortrinsvis består af 11 store boligblokke, vil kunne leve op til de nye ghetto-bestemmelser uden nedrivninger af boliger. Sådan er det i hvert fald beskrevet i den udviklingsplan, økonomiudvalget i dag præsenteres for.
Området, som siden 2010 har været på ghettolisten - under skiftende kriterier - ville efter kommunens opfattelse egentlig kunne blive et velfungerende boligområde med en andel af almende familieboliger på 70 pct. Det ansøgte Holbæk Kommune og boligselskabet Lejerbo om i første omgang, men Boligministeriet sagde nej til så omfattende en dispensation fra reglerne, der generelt sætter grænsen ved 40 pct. , hvilket i de store såkaldt hårde ghettoer betyder omfattende nedrivningsprojekter.
Agervang er blandt de mindre af de udsatte områder, der kunne ansøge om dispensation endnu en gang, hvis de har under 2.100 beboere. Dog må kriminalitets-kriteriet ikke være afgørende for, at området i første omgang overhovedet er havnet på ghettolisten.
Agervang endte med en dispensation, så der skal reduceres almene familieboliger svarende til, at der i 2030 højest må være 56 pct. familieboliger af det samlede antal boliger i området, der huser 1.436 beboere.
Uderum og natur
Udviklingsplanen går ud på at ommærke 108 almene familieboliger til ungdomsboliger og 24 til ældreboliger. Derudover skal området fortættes med nybyggeri af mindst 61 boliger, der skal være private udlejningsboliger, andelsboliger eller ejerboliger. I to blokke skal der frasælges 88 boliger.
Ligesom det er tilfældet i Gellerupplanen i Aarhus arbejdes med eventuelt at etablere offentlige/kommunale funktioner ind i området. Og derudover skal der etableres nye uderum og attraktioner med fokus på de naturbaserede og grønne kvaliteter, der allerede i dag præger området, der ligger i udkanten af Holbæk og altså støder op til det fri.
Endelig arbejdes der ifølge udvalgsdagsordenen med at etablere og styrke flere forbindelser 'på tværs' for at understøtte kvarterets sammenhæng med resten af Holbæk by og særligt naboområdet Holbæk Have.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.