HOLSTEBRO: Når politikerne i Holstebros børne- og familieudvalg torsdag mødes, skal de bl.a. tage stilling til fordelingen af 17,3 mio. kr., som kommunen i 2026 er bevilget som en del af finanslovens løft af dagtilbudsområdet.
Knap halvdelen af beløbet – 8,0 mio. kr. – blev på byrådsmødet i marts disponeret til nedsættelse af forældrebetalingen fra 25 til 23 pct. med virkning fra 1. maj.
Af det resterende beløb foreslås 4,5 mio. kr. reserveret til at dække en forventet underkompensation i 2027, mens 3,1 mio. skal bruges på at dække underskud i 10 daginstitutioner.
"Forvaltningen har beregnet, at det reelle finansieringsbehov – baseret på det nuværende børnetal og personalesammensætningen – udgør 21,8 mio. kr. årligt. Holstebro Kommune forventes dermed at være underkompenseret med 4,5 mio. kr. årligt fra 2027 og frem", hedder det bl.a. i udvalgsdagsordenen.
Manøvren møder kritik fra Bupl, der mener, at langt flere penge burde sendes direkte ud til institutionerne:
- Størstedelen burde fordeles efter børnetal. Det er der, behovet er. Det her med at dække et underskud hjælper kun kort – hvad så næste år? siger Bupl Midtvestjyllands formand Ivan Holck Jensen til Dagbladet Holstebro-Struer.
Formand for Børne- og Familieudvalget Søren Frøstrup-Agger (SF) ønsker ikke over for lokalmediet at kommentere den foreslåede fordeling forud for mødet, men peger dog på, at problemet starter et andet sted:
- Grunden til, at vi overhovedet har den her diskussion, er jo, at Mattias Tesfaye (S, fungerende børne- og undervisningsminister, red. ) ikke har finansieret sit eget forslag.
Såvel KL som en række enkeltborgmestre har tidligere kritiseret regeringens børnepakke, hvor der i finansloven for 2026 blev afsat 1,6 mia. kr. til bedre og billigere dagtilbud, for at være underfinansieret.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











