- COWI har nu dokumenteret det, vi har vidst længe, nemlig at motorvejen fra Herning til Holstebro Nord kan betale sig for det danske samfund. Den samfundsøkonomiske nytte af motorvejen er beregnet til 128 mio. kr., siger borgmester Arne Lægaard (V).
I COWI's analyse er det vurderet, at det vil koste ca. 2 mia. kr. at anlægge strækningen. Analysen er baseret på, at byggeriet strækker sig over tre år fra 2017 til 2019.
COWI's beregninger bygger på Vejdirektoratets forventninger til en stigning i trafikken på 1,7 pct. om året. En forventning, der i dag ligger langt under den faktiske stigning i trafikken på strækningen mellem Herning og Holstebro, der har været på 4,5 pct. om året fra 1995 til 2005.
- I beregningerne er der ikke taget højde for den stigning i trafikken, som et nyt vestjysk storhospital vil afføde på strækningen. Den er vurderet til over 8.000 biler ekstra pr. døgn. Det vil sige, at der i 2018 på flere dele af strækningen vil være over 20.000 biler i døgnet. Så begynder trafikken at gå i stå, siger Arne Lægaard.
Infrastrukturkommissionen har i sin betænkning, der blev offentliggjort tidligere i år, lagt stor vægt på, at trafikinvesteringer skal give et samfundsmæssigt afkast.
- Det lever en motorvej fra Herning til Holstebro Nord helt op til. Men rapporten fra COWI fortæller ikke om de positive erhvervsøkonomiske gevinster, som motorvejen vil have for hele det nordvestjyske område. Erhvervsudvikling og bosætning styrkes markant de steder i landet, der er koblet på motorvejsnettet. Det er klart dokumenteret. Effekten af den nye motorvej vil derfor være meget større end de 128 mio. kr., siger Arne Lægaard
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.