Ikke kun bukken i japans skoler

Elever er elever – også i Japan. Det oplevede jeg for nylig, da jeg var så heldig sammen med en mindre delegation af politikere fra Kolding at besøge en nybygget skole i vores japanske venskabsby Anjo.

Det var en rigtig spændende og dejlig oplevelse. Hjertelig velkomst af glade elever – alle viftende med dannebrogsflag. Besøg i en special-klasse, hvor eleverne arbejdede med den traditionelle japanske papir-foldningskunst, origami, og hvor de glædestrålende forærede os nogle af deres arbejder og prøvede det for dem meget fremmedartede, nemlig at hilse ved at give hånd frem for at bukke.

Besøg i en klasse, som var i gang med at øve kalligrafi, traditionel japansk tegnskrivning. Herligt at modtage kalligrafier med skrifttegnet for venskab. I hjemkundskabsklassen blev vi af eleverne beværtet med traditionel japansk sojasuppe med kyllingestykker. Kyllingestykkerne skulle spises med pinde, og suppen drikkes direkte af skålen!!

Klasselæren er med eleverne
I musikklassen blev vi underholdt af 2. klasser på tilsammen mere end 40 elever, der alle sammen spillede blokfløjte for os.

Interessant var det at få fortalt, at systemet generelt på skolen var, at klasselærerne altid fulgte med deres elever rundt til skolens faglærere, således at der var to lærere i klassen.

Det var også interessant at opleve de små japanske elever ligeså fri-gjorte, nysgerrige og ivrige efter kontakt, som jeg oplever ved besøg i vore egne børnehaver og skoler.

Min overordnede oplevelse var egentlig en skole, som man i forhold til elevernes adfærd kunne kalde ”Danmark i Japan” og så alligevel, når man ser på fagene og undervisningen så meget forskellig fra os. Ingen fritidsordninger efter skoletid – her er vi unikke i verden med vores velfungerende SFO´er.

Strid om trivsel
Sådanne oplevelser giver en forfærdelig masse inspiration og sætter mange tanke i gang samtidig med, at det giver perspektiv i forhold til de udfordringer, som både det japanske og danske samfund står over for. Lande stort set uden råstof, som er afhængige af befolkningernes kundskaber, færdigheder, kreativitet og omstillingsevne.

I de senere år har der i Japan været megen debat om, i hvilken ret-ning landets uddannelsessystem skulle ændres for at kunne modsvare det 21. århundredes udfordringer. Der har ligesom i Danmark ikke i det japanske samfund været konsensus om den ønskede retning.

Den japanske skolelov har indtil for nylig var uændret siden 1947, men blev ændret i 2006. Striden har stået mellem to grupper. På den ene side en gruppe man kunne kalde traditionalisterne, som har lagt vægt på et meget striks skolesystem med benhårde faglige og disciplinære krav baseret på gruppeorienterede arbejdsmetoder og omgangsformer.

På den anden side en gruppe af fornyere, som har været betænkelige ved de mange selvmord blandt unge, der ikke har følt at kunne leve op til det stærke pres.
Fornyerne har ønsket at udvikle skolesystemet fra, hvad man kunne kalde ”det uniformerede og passive” til det ”individualiserede og kreative” med mindre fagligt og personligt pres på den enkelte elev. På sædvanlig vis har japanerne prøvet at indsamle viden fra andre lande og en lang række delegationer af un-dervisere og uddannelses-politikere har besøgt de skandinaviske lande for at lære af skolesystemerne her.

Vi har også i Kolding haft besøgt af sådanne delegationer ikke bare fra vores venskabsby Anjo, men også fra andre dele af Japan. Alle disse bestræbelser førte i første omgang til, at det japanske undervisningsministerium i 2002 udsendte nye læ-seplaner, hvor der blev lagt mindre vægt på klasseundervisning, og hvor der blev lagt vægt på at skabe mere afslappede kreative læ-ringsmiljøer.

I de efterfølgende år har de internationale sammenlignende PISA-undersøgelser over elevernes udbytte af undervisningen vist et fald i de japanske elevers faglige udbytte og har uanset Japans meget høje placering på listerne ført til politiske ønsker om at vende tilbage til mere klasseundervisning og kontant faglig undervisning.

Den japanske regering fik som nævnt i 2006 parlamentet til for første gang siden 1947 at vedtage en helt ny undervisningslov. Loven lægger op til, at der i højere grad i skolen skal lægges vægt på respekt for tradition, kultur og fædrelandskærlighed. I forlængelse af loven er der nedsat et særligt råd, der i de kommende år skal fremkomme med konkrete initiativer i forhold til at imødegå mobning og sikre bedre faglige færdigheder hos eleverne.

Nye perspektiver
Det er altid spændende at besøge skoler i andre lande. Det giver inspiration til egen praksis, men giver også mulighed for at se på eget skolevæsen ud fra andre vinkler og perspektiver, end man har i dag-ligdagen. Mit første skolebesøg i Anjo var i 2002. Et besøg på en dengang helt ny økologisk skole, hvor eleverne arbejdede projektorienteret med undersøgelse af silkelarver og morbærtræer, men hvor den traditionelle japanske gruppeorienterethed, høflighed og disciplin sta-dig var meget synlig. Besøget i november 2007 på endnu en helt ny-bygget økologisk skole med bl.a. opsamling af regnvand til toiletskyl gav indtryk af nogle elever, der fortsat var meget engagerede og høfli-ge, men som havde et mere afslappet forhold til lærerne end tidligere, og hvor der var den ivrige arbejdsuro, som vi kender fra Danmark, når elever arbejder aktivt og interesseret.

Spændende at se resultaterne af japanernes sugen til sig fra det skan-dinaviske uddannelsessystem. Og spændende bliver det at følge om den nye japanske undervisningslov og det nedsatte råds initiativer fører med sig, at der atter lægges større pres på de japanske elever med en tilbagevenden til store fag-faglige krav og traditionelle japanske dyder. Tankevækkende: Selv efter en rejse på 8000 km møder man, og mærker man OECD´s PISA-indflydelse!!!