AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens

Regelændring har givet flere S-kvinder i byrådene

Socialdemokratiet har fået flere kvinder i byrådene, efter at partiet ved KV25 introducerede nye krav til ligestilling på opstillingslisterne.  
2. FEB 2026 10.23

Sidste forår vedtog Socialdemokratiet en ny fletteregel, som skulle være med til at sikre en mere ligelig fordeling af mænd og kvinder på opstillingslisterne ved at de første seks kandidater skulle opstilles skiftevis mellem kønnene. 

Og det har tilsyneladende haft en effekt på andelen af kvinder. Andelen af kvinder blandt de Socialdemokratiske byrådsmedlemmer er steget fra 39,3 pct til 42,3 pct. – en stigning på tre procentpoint.

Til sammenligning er andelen af kvindelige byrådsmedlemmer steget med godt 1,1 procentpoint til 37 pct. 

Og det er helt naturligt at kreditere flettereglen for den fremgang, mener Karina Kosiara-Pedersen, lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. 

- Der er mange vælgere, som vælger partiet først, og dernæst går igennem kandidaterne for at finde ud af, hvem de vil give en personlig stemme, fortæller hun til DK Nyt.

Og her er det en særlig fordel at være den øverste kvinde på opstillingslisten, fortæller Karina Kosiara-Pedersen: 

- Vi kan se, at der er en konkret gevinst ved at være den kvinde, der står øverst på opstillingslisten. Vi ser ikke en tilsvarende effekt for den øverste af de unge kandidater eksempelvis. Det kan eksempelvis hænge sammen med, at en vælger først har valgt et parti, og dernæst ønsker at slå et slag for ligestillingen i byrådet ved at give en stemme til en kvindelig kandidat. 

Bredere blik for kandidater

Det er dog ikke kun i stemmeboksen, at flettereglen har en effekt, påpeger Karina Kosiara-Pedersen. 

Når det kommer til selve opstillingen, hvor de lokale partiforeninger nu som udgangspunkt skal opstille tre kvinder blandt de øverste seks kandidater, så er partiforeningerne tvunget til at være mere aktive i deres rekruttering. 

- Det tvinger partiforeningerne til at tænke ud af boksen og være mere opmærksom på nogle andre kandidater, end dem der måske altid har siddet med og været øverst på opstillingslisten, fortæller Karina Kosiara-Pedersen, som i den forbindelse påpeger, at undersøgelser har vist, at kønskvoter ikke går ud over kvaliteten af kandidaterne. 

- Det gør snarere, at man måske tænker nyt og gør sig mere umage med at rekruttere, fordi man skal leve op til flettereglerne, og at vi ændre på vores traditionelle opfattelse af, hvem kan være en god kandidat for partiet, tilføjer hun. 

Igangværende forskning peger eksempelvis på, at det har større betydning for kvinder, når partiforeningerne selv går ud og prikker til mulige kandidater. 

Derudover kan en højere plads på opstillingslisten også være med til at sikre flere ressourcer og muligheder i valgkampen og kandidaternes egen kampagne. Forskning viser eksempelvis, at motivationen blandt de frivillige stiger i takt med, at kandidaten er placeret højere på opstillingslisten, hvilket igen kan have en afsmittende effekt på sandsynligheden for at blive valgt. 

Et signal til vælgerne

Indførelsen af flettereglen peger både ind internt i partiet og er et signal til vælgerne, vurderer Karina Kosiara-Pedersen. 

- Der har været et ønske internt i Socialdemokratiet, hvor for eksempel Helga-netværket har spillet en rolle i, at partiet til stilling i forhold til mangfoldighed i partiet, siger hun. 

Samtidigt er det også et signal til vælgerne, hvor partierne orienterer sig efter deres vælgeres demografi. 

- Det er et spørgsmål, der er mere aktuelt på venstrefløjen, hvor vælgerne er mere optaget af køn, og hvor en større andel af deres vælgere er kvinder. Blandt de borgerligere partier, vil man nok snarere være optaget af, at man har nogen fra erhvervslivet repræsenteret på opstillingslisten end hvordan den kønsmæssige balance er mellem kandidaterne, siger Karina Kosiara-Pedersen. 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/regelaendring-har-givet-flere-s-kvinder-i-byraadene

GDPR