Ingen direktører og ingen enhedschefer flytter med fra København til Augustenstenborg og Tønder. Sådan er situationen i NaturErhvervstyrelsen, der har ansvaret for Miljø- og Fødevareministeriets erhvervs- og miljøpolitik. Det viser en opgørelse, som styrelsen har lavet for Avisen.dk.
Styrelsen er i færd med at lave en af de største af udflytninger af statslige job. Alt i alt flytter NaturErhvervstyrelsen 392 arbejdspladser fra København til Augustenborg og Tønder i Sønderjylland.
Tillidsmand for HK’erne i København i NaturErhvervstyrelsen, Michael Jensen, finder det også alvorligt, at ingen chefer følger med.
- Det er en kæmpe fiasko for udflytningen, at ingen chefer er med på at flytte arbejdsplads. Det er med til at bringe styrelsen endnu mere i knæ som følge af udflytningen, siger Michael Jensen.
376 af NaturErhvervstyrelsens arbejdspladser skal flyttes til Augustenborg på Als, mens 16 skal til Tønder.
Indtil videre er 17 personer flyttet, og 24 andre har sagt, at de er indstillet på det. Alt i alt er det altså cirka kun 10 pct., som flytter arbejdsplads fra København til Sønderjylland.
Avisen.dk har siden torsdag i sidste uge bedt om at få en kommentar fra styrelsens direktør, Jette Petersen. Det har ikke været muligt for hende.
Museumsansatte takker også nej
Kun to af de i alt 22 ansatte - en vagt og en studentermedhjælper - flytter ifølge Berlingske med, når Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm fra årsskiftet skal flytte til Djursland for at blive fusioneret med Dansk Landbrugsmuseum på Gl. Estrup.
Museumsdirektør på Dansk Landbrugsmuseum, Peter Bavnshøj, havde ellers håbet, at nogle af nøglemedarbejderne fra Hørsholm, bl.a. nogle af museumsinspektørerne, ville flytte med, så man kunne drage nytte af deres specialviden ved opbygningen af det nye fusionerede museum. Han udtrykker dog forståelse for, at hensynet til familie og vennekreds har fået folk til at træffe en anden beslutning.
I alt skal der ansættes nyt personale svarende til 12-13 årsværk på det fusinerede landbrugs-, jagt og skovbrugsmuseum. Stillingerne ventes opslået løbende i 2017 og 2018 i takt med, at arbejdet med udflytning fra Hørsholm bliver færdigt.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.