RANDERS: I april i år underkendte byretten i Randers den omkonstituering, som i juni 2015 betød, at tre udvalgsformand blev sat fra deres bestillinger. På et ekstraordinært byrådsmøde i går blev det besluttet, at der efterfølgende ikke bliver tale om økonomiske konsekvenser for hverken politikere, der mistede formandsposter, eller for formænd, der havde posterne resten af perioden.
Der var til mødet indkaldt en lang række stedfortrædere, da mange politikere var inhabile i spørgsmålene om eventuel tilbagebetaling. Men der var ikke flertal for økonomiske konsekvenser i hverken den ene eller anden retning.
Ifølge KL's vurderinger ville der ikke være noget, der talte imod, at kommunen tilbagebetalte vederlagene til dem, der fik frataget posterne, men det var ikke flertal for i byrådet.
Ifølge Randers Amtsavis stillede Steen Bundgaard (S) et ændringsforslag, der gik ud på, at de tre politikere skulle have efterbetalt vederlag - hvis de selv bad om det. Dét ville hverken Beboerlisten eller Velfærdslisten dog gøre, fastslog Jens Laursen og Henrik Manero Hald, der var stedfortrædere, fordi Bjarne Overmark (Beboerlisten) og Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten) var inhabile, mens punktet om tilbagebetaling blev behandlet.
De to lister vil nu gå videre til tilsynsmyndighederne. Det er især spørgsmålet om gyldigheden af de beslutninger, der er truffet i udvalgene efter udskiftningen af formændene, der bør efterprøves, mener de. Jurister i KL har forud for byrådsmødet været i gang med at afdække, hvordan man skal forholde sig til konkrete spørgsmål, men det har været umuligt at finde fortilfælde.
Det hører med til historien, at byretsdommen fra april blev afgjort med to ud af tre dommerstemer, og at et byrådsflertal har valgt ikke at anke sagen til landsretten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.