Der er rift om sundhedspersonalet i disse måneder, og nu skal der også findes personale til en ny opgave: At vaccinere mod covid-19.
Hvis EU godkender to coronavacciner 23. december, hvilket der er håb om, ventes Danmark at begynde at vaccinere mod coronavirus på denne side af nytår. Derfor begynder blandt andre Region Midtjylland nu at lede efter personer, der kan vaccinere.
Det skal være personer med sundhedsfaglig uddannelse, for eksempel sygeplejersker, læger, social- og sundhedsassistenter, jordemødre og tandlæger, oplyser regionen.
Medicinstuderende, sygeplejerskestuderende og andre, som er i gang med sidste del af en sundhedsfaglig uddannelse, og pensionerede med sundhedsfaglig uddannelse er også meget velkomne.
Kæmpeopgave
- Vi står over for en kæmpestor opgave, når alle voksne borgere i Danmark får tilbud om at blive vaccineret mod covid-19. Det er over en million borgere alene her hos os i Region Midtjylland, så det får vi brug for hjælp til. Derfor opfordrer jeg alle, som har en relevant sundhedsfaglig uddannelse – også dem, som har forladt arbejdsmarkedet - til at tilbyde deres hjælp og bidrage til, at vi får løst denne meget vigtige samfundsopgave, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Regionen understreger, at man ikke ved, hvornår vaccinationerne kan gå i gang.
- Vi er godt klar over, at der er mange ubekendte, men vi bliver nødt til at forberede os, så godt vi kan, så vi er klar til at vaccinere, lige så snart vaccinen bliver frigivet. Derfor opfordrer vi alle interesserede til at registrere sig som interesserede hurtigst muligt, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.
Møder 21. og 23. december
Formentlig vil der ikke gå mange dage, fra en vaccine er godkendt i EU, til den kan være i Danmark, siger direktør for Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz til Ritzau.
- Hvis den bliver godkendt den 23., så vaccinerer vi på denne side af nytår, siger han.
Den 21. december bliver der holdt et ekstraordinært møde i en ekspertkomité under Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA). På dagsordenen er coronavaccinen fra Pfizer og BioNTech, og om vaccinen bør anbefales til brug af EU's medlemslande.
Det er EMA, som står for at anbefale vacciner i EU. Den 23. december bliver det endeligt besluttet i EU-Kommissionen, om vaccinen skal godkendes til brug i EU-lande. Den er i forvejen godkendt til nødbrug i bl.a. USA, Canada og Storbritannien.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.