KRONIK: Kvindebevægelsens strategi ved kommunalvalget i 1909. Kronikør Jytte Nielsen fra KVINFO dykker ned i kvindebevægelsens udfordringer og dilemmaer for 100 år siden, da kvinderne for første gang fik adgang til stemmeboksene
12. MAR 2009 7.47
Af Jytte Nielsen
'Klokken slaar 10, og Stemmeafgivningen begynder.
»Deres Navn?« - »Jeg hedder Olsen«. »Ja, saa skal De ned i Stueetagen, - dette her er A.« - »Jamen, jeg hedder A. Olsen !!«
Stormende Munterhed. De omkringstaaende kvindelige Vælgere er grusomme nok til at bemærke: »Og det var endda en Mand!« De skulde ikke have gjort det. Et Øjeblik efter, var der en af deres Medsøstre, der paa det mest indtrængende anmodede om at faa sin Mand med ind i Rummet.
»Det kan ikke tillades.« - »Jamen, det er min Mand, og han har lovet at hjælpe mig.« »Ingen maa ledsage Vælgeren ind i Rummet.«
- Her var gode Raad dyre. Et Øjeblik efter forsvinder den hjælpeløse bag ved det stribede Forhæng med venstre Haands Tommelfinger fast knuget til det Bogstav, hun skal stemme paa.«
Denne muntre øjenvidenskildring kunne man læse i ”Kvinden og Samfundet” ugen efter, at danske kvinder for første gang deltog i et kommunalvalg. Valget fandt sted d. 12. marts for 100 år siden. Den nye kommunallov, der blev vedtaget d. 20. april 1908 efter 30 års politisk kamp for stemmeret, var en sejr for samtidens kvindebevægelse. Men sejren, som kun var et skridt på vejen mod det overordnede mål – den politiske valgret til Rigsdagen, stillede samtidig kvindebevægelsen over for en række udfordringer og dilemmaer.
For hvordan sikrede man sig at kvinderne nu benyttede sig af deres nye rettigheder og rent faktisk troppede op på valgdagen? Var de egentlig parate til at træde i karakter som nye politiske subjekter? Og hvordan skulle de upartiske kvindeorganisationer agere i de partipolitiske forhandlinger om opstillinger af kandidater på valglisterne uden at bevægelsen havnede i interne stridigheder?
En kvindebevægelse i splid med sig selv
Det var en splittet kvindebevægelse, der med kommunalvalgloven i 1908 høstede de første frugter i kampen for den politiske valgret. De to største kvindeorganisationer Dansk Kvindesamfund og Landsforbundet for Kvinders Valgret kæmpede indbyrdes om at rekruttere medlemmer og oprette nye kredse over hele landet.
Dansk Kvindesamfund var blevet oprettet i 1871, Landsforbundet i 1907. Landsforbundet var en enkeltsagsorganisation med kvinders politiske valgret som eneste punkt, mens Dansk Kvindesamfund siden oprettelsen havde arbejdet bredere for bl.a. at forbedre kvinders uddannelsesniveau, deres adgang til arbejdsmarkedet og ægteskabslovgivningen.
Derudover rekrutterede de deres medlemmer fra forskelligt politisk hold. Dansk Kvindesamfunds medlemmer havde overvejende deres sympatier for partiet Venstre, mens Landsforbundets ledere var tilknyttet kredsen omkring partiet Det radikale Venstre. De to organisationer var i 1909 nogenlunde lige store og kunne tilsammen mønstre ca. 20.000 medlemmer. Begge opfattede hinanden som konkurrenter og tonen imellem dem kunne til tider være ganske uforsonlig også på lokalt niveau.
Der var således ikke basis for et samlet kvindepolitisk fremstød, endsige samarbejde, mellem de to kvindeorganisationer. Uforsonligheden og kampen om medlemmerne til trods, var de to organisationer dog helt på linje, når det gjaldt strategien i forhold til kommunalvalget.
Valgdeltagelsen har første prioritet
Elna Munch kommenterede den kommunale valglov kort efter dens vedtagelse i april 1908 i en artikel i ”Kvindevalgret”. Her lykønskede hun kvinderne med deres nye politiske rettigheder, men slog dog samtidig fast, at den kommunale valgret kun var et skridt på vejen mod det endelige mål – den politiske valgret.
Ifølge Munch kunne kvinder først betragtes som politiske subjekter i egentlig forstand, når den politiske valgret var i hus. Den kommunale valgret var blot et skridt på vejen.
En opfattelse, som også blev delt af lederne i Dansk Kvindesamfund. Det primære succeskriterium ved kommunalvalget i 1909 blev derfor at vise omverdenen, at kvinderne ved at benytte deres nyerhvervede rettighed, var parate og modne til at gå hele vejen – dvs. at blive fulde politiske medborgere med stemmeret og valgbarhed til Rigsdagen.
På Dansk Kvindesamfunds årlige fællesmøde juni 1908, hvor strategien for det kommende kommunalvalg blev lagt, fik ønsket om en høj valgdeltagelse da også første prioritet. En høj valgdeltagelse ville nemlig gøre det tydeligt for medlemmerne af Rigsdagen, at kvindeorganisationerne havde haft kvinderne bag sig i kravet om et fuldt politisk medborgerskab. Bekymringen om hvorvidt kvinderne nu også ville benytte sig af deres nye rettigheder, var ifølge Ester Carstensen almindelig udbredt selv blandt lovgiverne:
”Da Konseilpræsidenten og Indenrigsministeren fornylig modtog den Deputation fra Valgretsforbundet og D. K. S., som kom for at takke Ministrene for deres Medvirken til Opnaaelse af Kvindernes Stemmeret, var det første, de begge sagde omtrent dette: »Naar de nu bare vil benytte den,« det er jo ogsaa den bedste Maade at vise vor Glæde paa; og her bør D. K. S. i det kommende Aar koncentrere sine Kræfter”.
Analysen i kvindebevægelsen var, at det der skulle få kvinderne til at flokkes om stemmeurnerne, var at få skabt interesse og oplysning om det kommunalpolitiske arbejde. Både Dansk Kvindesamfund og Landsforbundet opfordrede lokalafdelingerne landet over til at igangsætte oplysningskampagner.
Lokalafdelingerne greb opfordringen, og i månederne op til valget blev der afholdt et omfattende antal lokale møder om kommunalpolitiske emner og valgtekniske forhold.
'Indskrænkede sofavælgere'
Ud over nogle få oplysende artikler om valgteknikken fyldte kommunalvalget forbløffende lidt i de to kvindeblade. Først da valgdagen nærmede sig, kom lederskribenterne på banen med opfordringer til kvinderne om at bruge deres stemmeret.
Opfordringerne havde karakter af indtrængende appeller, hvor der bl.a. blev slået på international solidaritet, nationalfølelsen og på den enkelte kvindes selvopfattelse. Julie Ahrenholt proklamerede fx i ”Kvindevalgret”, at kvindelige sofavælgere ”skader Kvinders Sag Verden over, skader vort Arbejde for den politiske Valgret” og at valgretten ikke kun var en ret, men også en pligt.
Pligten til at stemme var også temaet i forkvinden for Dansk Kvindesamfund, Jutta Bojsen-Møllers, indlæg, der slog på de nationale strenge i opfordringen ”Mød frem! Husk, at det er Danmark, der kalder Eder frem for første Gang - at gøre Eders Borgerpligt”. Lederskribenten Ester Carstensen appellerede i ”Kvinden og Samfundet” til den enkelte kvindes selvforståelse ved at udnævne de kvinder, som ikke havde tænkt sig at bruge deres valgret for ”indskrænkede”:
Kampagnen for at få kvinderne til stemmeurnerne lykkedes ganske godt. På valgdagen stemte 50 pct. af de stemmeberettigede kvinder. Flest i hovedstaden, hvor valgdeltagelsen nåede op på knap 70 pct., færrest i landdistrikterne, hvor 38 pct. afgav deres stemme. Og kvindeorganisationerne havde dermed ydet deres bidrag til at gøre statsministerens bekymring om kvindernes politiske parathed til skamme.
Kvinder som politiske subjekter
Bekymringen om hvorvidt kvinderne nu også var parate til at varetage deres nye politiske rettigheder, rakte langt ind i kvindebevægelsens egne rækker. Generaldirektør Marcus Rubin, aktivt medlem af Dansk Kvindesamfund, formulerede vejen fra at være uden politiske rettigheder til at udøve politiske rettigheder som en læreproces, der kunne sammenlignes med det at lære at svømme:
”Det er en begyndelse til at lære at svømme-, først bliver det vel i Sele, senere bliver man Frisvømmer”.
Udtalelsen fandt sted i en voxpop i ”Kvinden og Samfundet”, hvor man havde spurgt prominente mænd og kvinder i kvindebevægelsen om, hvorfor det var vigtigt, at kvinderne stemte ved valget. Rubins udtalelse lå helt på linje med en lang række andre udtalelser fra både kvindeorganisationernes formænd og kvindetidsskrifternes lederskribenter. Det at få tildelt en politisk rettighed i juridisk forstand, gjorde ikke automatisk de nye vælgere til politiske subjekter.
Hvem der skulle være de nye førstegangsvælgeres svømmelærere og stå for den politiske skoling, nævner Rubin ikke. Men med brug af svømmemetaforen signalerede Rubin både, at kvinderne med deres nye rettigheder nu bevægede sig ind i ukendt farvand, og at det kunne tage en vis tid, før kvinderne kunne betragte sig selv som fuldgyldige poliske aktører på omdrejningshøjde med de mere erfarne mandlige vælgere og politikere.
Mens kvindeorganisationernes top og organer var dybt engagerede i at sikre en høj valgdeltagelse, stod det mere skralt til, når det gjaldt arbejdet med at få opstillet kvindelige kandidater på listerne til kommunalvalget. Det arbejde overlod man til de lokale kredsbestyrelser. Dog udstak både Landsforbundet og Dansk Kvindesamfund nogle overordnede retningslinjer.
Rene kvindelister - nej tak
Elna Munch fra Landsforbundet opfordrede i en artikel i juni 1908 kvinderne til at melde sig ind i de eksisterende partier og ad den vej skaffe sig politisk indflydelse. Alternativet, som var at danne rene kvindelister eller kvindeorganisationslister afviste hun blankt. Samme holdning gik igen hos Dansk Kvindesamfund. Ester Carstensen opfordrede på Dansk Kvindesamfunds landsmøde i Odense juni 1908 de enkelte lokale kredsbestyrelser til at indgå i et samarbejde med de lokale vælgerforeninger for at sikre, at der var opstillet kvindelige kandidater på alle listerne og helst også at få de kvindelige kandidater placeret højt oppe på listerne, så de var sikret valg.
Hvordan det konkret skulle foregå, og hvilke argumenter og strategier det ville være fornuftigt at bringe i spil i forhandlingerne med vælgerforeningerne, blev ikke nærmere uddybet. At det var en stor og i mange tilfælde også umulig opgave at løfte for de ofte relativt små og med partipolitik uerfarne lokalforeninger at skulle skaffe egnede kandidater og indgå i politiske magtspil og studehandler var den øverste ledelse i Dansk Kvindesamfund fuldt ud klar over. Carstensen formulerede det således:
”Skulde det i et eller andet Sogn være vanskeligt at finde Kvinder eller - i alle Tilfælde tilstrækkelig mange Kvinder, som egner sig til at opstilles som Kandidater til Valgene - vi er jo endnu kun Begyndere og har saa meget at lære, og der kan jo være saa mange Forhold, der kan gøre det vanskeligt eller uoverkommeligt for Kvinder at paatage sig et saadant Arbejde - lad saa Hensynet til Samfundet, her Byen eller Sognet, alligevel gaa forud for Hensynet til Kvindesagen og Lysten til at kunne opvise saa og saa mange kvindelige Byraads- eller Sogneraads-medlemmer. Kvindesagen vinder nok frem alligevel, og den staar sig maaske tilsidst bedst ved, at det kun bliver dertil særlig egnede Kvinder, der vælges.”
De særligt egnede
Udtalelsen, der faldt på fællesmødet i juni 1908, og som ifølge Carstensen selv stod for hendes egen regning, kan ikke ligefrem læses som en peptalk til fodfolket i kredsene. Og selvom hun understregede, at synspunktet ikke nødvendigvis havde opbakning i baglandet, gav hendes position som medlem af Dansk Kvindesamfunds forretningsudvalg og redaktør af ”Kvinden og Samfundet” hendes udtalelse en vis vægt. Udtalelsen kan tages både som udtryk for, at ledelsen i DK ikke anså en høj kvinderepræsentation i kommunerne som et afgørende succeskriterium for det kvindepolitiske arbejde, og at der selv inden for organisationens egne rækker var tvivl om, hvorvidt kvinderne kunne magte opgaven.
Ester Carstensen uddybede ikke, hvilke kvaliteter og kvalifikationer de kvindelige kandidater skulle besidde for at være ”særlig egnede”. Men nervøsiteten for at evt. valg af udygtige kvinder til kommunalbestyrelserne, ville falde tilbage på kvindebevægelsen og dermed måske forlænge den politiske proces vedrørende den politiske stemmeret, har sikkert spillet en rolle.
Kvindeorganisationernes strategi med at overlade det til lokalafdelingerne og de enkelte kvinder at tage kampen om pladserne på opstillingslisterne handlede også om kvindeorganisationernes eget interne liv. Begge organisationer opfattede sig selv som upartiske og de stillede derfor deres medlemmer frit i forhold til at vælge politisk tilhørsforhold. Opfordringerne om at dele sig efter politisk anskuelse og melde sig ind i de politiske partier blev dog fulgt op af appeller om at undgå, at partipolitiske uenigheder skulle føre til internt splid i bevægelsen.
Valgresultatet
Der eksisterer ikke en samlet statistik over, hvor mange kvinder det i alt lykkedes at få stillet op til kommunalvalget. Og det er derfor ikke muligt generelt at sige noget om, hvorvidt lokalafdelingerne faktisk havde held til at få overbevist de lokale vælgerforeninger om, at der skulle stilles kvinder op på valglisterne. Af de få og meget spredte tilbagemeldinger fra lokalforeningerne, som findes i ”Kvindevalgret” og ”Kvinden og Samfundet”, er det svært at sige noget samlet, andet end at der var tale om et broget billede.
Nogle steder lykkedes det ved en ihærdig indsats fra kvindeorganisationernes side at få opstillet kvinder på listerne, andre steder afviste vælgerforeningerne ethvert samarbejde, og andre steder igen var det umuligt at opdrive kvindelige kandidater. Der er også enkelte eksempler på, at de lokale vælgerforeninger selv henvendte sig til den lokale afdeling af Dansk Kvindesamfund for et samarbejde. Nogle af de steder, hvor kvinderne løb panden mod en mur, valgte lokalafdelingerne at trodse moderorganisationernes politiske linje og opstillede rene kvindelister.
Da valgresultatet forelå, var der indvalgt i alt 127 kvinder og 9682 mænd i de kommunale råd, hvilket svarede til en kvinderepræsentation på 1,3 pct. Ud af de 127 kvinder, som blev valgt, var 16 valgt ind på rene kvindelister. 46 blev valgt ind på borgerlister og andre lokale lister. Af de etablerede partier blev der valgt 31 kvinder ind for Socialdemokratiet, 15 for partiet Højre, 10 for partiet Venstre og 9 for Det radikale venstre. Dvs. at ca. halvdelen af de første kvindelige kommunalpolitikere blev valgt for lister, som ikke var forankret i de etablerede politiske partier.
Reaktioner på valgresultatet
Både Dansk Kvindesamfund og Landsforbundet udtrykte efter valget stor lettelse over kvindernes høje valgdeltagelse. Derimod var der stor skuffelse over selve valgresultatet. Skylden for det dårlige resultat blev entydigt placeret hos de politiske partier for deres tilsyneladende manglende vilje til at opstille kvindelige kandidater på sikre pladser. Dog kunne Landsforbundet glæde sig over, at 39 af de 127 valgte kvindelige kommunalpolitikere kom fra egne rækker.
Hverken lederskribenterne eller andre, som kommenterede valgresultatet evaluerede på kvindeorganisationernes egen indsats eller kom med forslag til, hvordan man i de kommende fem år skulle sætte ind for at få flere kvinder valgt ind ved det næste kommunalvalg i 1913.
Artiklen er en forkortet version af en større artikel til festskriftet ”Kvinder i kommunalpolitik 1909-2009”, som kan læses på www.kvinfo.dk.
'Klokken slaar 10, og Stemmeafgivningen begynder.
»Deres Navn?« - »Jeg hedder Olsen«. »Ja, saa skal De ned i Stueetagen, - dette her er A.« - »Jamen, jeg hedder A. Olsen !!«
Stormende Munterhed. De omkringstaaende kvindelige Vælgere er grusomme nok til at bemærke: »Og det var endda en Mand!« De skulde ikke have gjort det. Et Øjeblik efter, var der en af deres Medsøstre, der paa det mest indtrængende anmodede om at faa sin Mand med ind i Rummet.
»Det kan ikke tillades.« - »Jamen, det er min Mand, og han har lovet at hjælpe mig.« »Ingen maa ledsage Vælgeren ind i Rummet.«
- Her var gode Raad dyre. Et Øjeblik efter forsvinder den hjælpeløse bag ved det stribede Forhæng med venstre Haands Tommelfinger fast knuget til det Bogstav, hun skal stemme paa.«
Denne muntre øjenvidenskildring kunne man læse i ”Kvinden og Samfundet” ugen efter, at danske kvinder for første gang deltog i et kommunalvalg. Valget fandt sted d. 12. marts for 100 år siden. Den nye kommunallov, der blev vedtaget d. 20. april 1908 efter 30 års politisk kamp for stemmeret, var en sejr for samtidens kvindebevægelse. Men sejren, som kun var et skridt på vejen mod det overordnede mål – den politiske valgret til Rigsdagen, stillede samtidig kvindebevægelsen over for en række udfordringer og dilemmaer.
For hvordan sikrede man sig at kvinderne nu benyttede sig af deres nye rettigheder og rent faktisk troppede op på valgdagen? Var de egentlig parate til at træde i karakter som nye politiske subjekter? Og hvordan skulle de upartiske kvindeorganisationer agere i de partipolitiske forhandlinger om opstillinger af kandidater på valglisterne uden at bevægelsen havnede i interne stridigheder?
En kvindebevægelse i splid med sig selv
Det var en splittet kvindebevægelse, der med kommunalvalgloven i 1908 høstede de første frugter i kampen for den politiske valgret. De to største kvindeorganisationer Dansk Kvindesamfund og Landsforbundet for Kvinders Valgret kæmpede indbyrdes om at rekruttere medlemmer og oprette nye kredse over hele landet.
Dansk Kvindesamfund var blevet oprettet i 1871, Landsforbundet i 1907. Landsforbundet var en enkeltsagsorganisation med kvinders politiske valgret som eneste punkt, mens Dansk Kvindesamfund siden oprettelsen havde arbejdet bredere for bl.a. at forbedre kvinders uddannelsesniveau, deres adgang til arbejdsmarkedet og ægteskabslovgivningen.
Derudover rekrutterede de deres medlemmer fra forskelligt politisk hold. Dansk Kvindesamfunds medlemmer havde overvejende deres sympatier for partiet Venstre, mens Landsforbundets ledere var tilknyttet kredsen omkring partiet Det radikale Venstre. De to organisationer var i 1909 nogenlunde lige store og kunne tilsammen mønstre ca. 20.000 medlemmer. Begge opfattede hinanden som konkurrenter og tonen imellem dem kunne til tider være ganske uforsonlig også på lokalt niveau.
Der var således ikke basis for et samlet kvindepolitisk fremstød, endsige samarbejde, mellem de to kvindeorganisationer. Uforsonligheden og kampen om medlemmerne til trods, var de to organisationer dog helt på linje, når det gjaldt strategien i forhold til kommunalvalget.
Valgdeltagelsen har første prioritet
Elna Munch kommenterede den kommunale valglov kort efter dens vedtagelse i april 1908 i en artikel i ”Kvindevalgret”. Her lykønskede hun kvinderne med deres nye politiske rettigheder, men slog dog samtidig fast, at den kommunale valgret kun var et skridt på vejen mod det endelige mål – den politiske valgret.
Ifølge Munch kunne kvinder først betragtes som politiske subjekter i egentlig forstand, når den politiske valgret var i hus. Den kommunale valgret var blot et skridt på vejen.
En opfattelse, som også blev delt af lederne i Dansk Kvindesamfund. Det primære succeskriterium ved kommunalvalget i 1909 blev derfor at vise omverdenen, at kvinderne ved at benytte deres nyerhvervede rettighed, var parate og modne til at gå hele vejen – dvs. at blive fulde politiske medborgere med stemmeret og valgbarhed til Rigsdagen.
På Dansk Kvindesamfunds årlige fællesmøde juni 1908, hvor strategien for det kommende kommunalvalg blev lagt, fik ønsket om en høj valgdeltagelse da også første prioritet. En høj valgdeltagelse ville nemlig gøre det tydeligt for medlemmerne af Rigsdagen, at kvindeorganisationerne havde haft kvinderne bag sig i kravet om et fuldt politisk medborgerskab. Bekymringen om hvorvidt kvinderne nu også ville benytte sig af deres nye rettigheder, var ifølge Ester Carstensen almindelig udbredt selv blandt lovgiverne:
”Da Konseilpræsidenten og Indenrigsministeren fornylig modtog den Deputation fra Valgretsforbundet og D. K. S., som kom for at takke Ministrene for deres Medvirken til Opnaaelse af Kvindernes Stemmeret, var det første, de begge sagde omtrent dette: »Naar de nu bare vil benytte den,« det er jo ogsaa den bedste Maade at vise vor Glæde paa; og her bør D. K. S. i det kommende Aar koncentrere sine Kræfter”.
Analysen i kvindebevægelsen var, at det der skulle få kvinderne til at flokkes om stemmeurnerne, var at få skabt interesse og oplysning om det kommunalpolitiske arbejde. Både Dansk Kvindesamfund og Landsforbundet opfordrede lokalafdelingerne landet over til at igangsætte oplysningskampagner.
Lokalafdelingerne greb opfordringen, og i månederne op til valget blev der afholdt et omfattende antal lokale møder om kommunalpolitiske emner og valgtekniske forhold.
'Indskrænkede sofavælgere'
Ud over nogle få oplysende artikler om valgteknikken fyldte kommunalvalget forbløffende lidt i de to kvindeblade. Først da valgdagen nærmede sig, kom lederskribenterne på banen med opfordringer til kvinderne om at bruge deres stemmeret.
Opfordringerne havde karakter af indtrængende appeller, hvor der bl.a. blev slået på international solidaritet, nationalfølelsen og på den enkelte kvindes selvopfattelse. Julie Ahrenholt proklamerede fx i ”Kvindevalgret”, at kvindelige sofavælgere ”skader Kvinders Sag Verden over, skader vort Arbejde for den politiske Valgret” og at valgretten ikke kun var en ret, men også en pligt.
Pligten til at stemme var også temaet i forkvinden for Dansk Kvindesamfund, Jutta Bojsen-Møllers, indlæg, der slog på de nationale strenge i opfordringen ”Mød frem! Husk, at det er Danmark, der kalder Eder frem for første Gang - at gøre Eders Borgerpligt”. Lederskribenten Ester Carstensen appellerede i ”Kvinden og Samfundet” til den enkelte kvindes selvforståelse ved at udnævne de kvinder, som ikke havde tænkt sig at bruge deres valgret for ”indskrænkede”:
Kampagnen for at få kvinderne til stemmeurnerne lykkedes ganske godt. På valgdagen stemte 50 pct. af de stemmeberettigede kvinder. Flest i hovedstaden, hvor valgdeltagelsen nåede op på knap 70 pct., færrest i landdistrikterne, hvor 38 pct. afgav deres stemme. Og kvindeorganisationerne havde dermed ydet deres bidrag til at gøre statsministerens bekymring om kvindernes politiske parathed til skamme.
Kvinder som politiske subjekter
Bekymringen om hvorvidt kvinderne nu også var parate til at varetage deres nye politiske rettigheder, rakte langt ind i kvindebevægelsens egne rækker. Generaldirektør Marcus Rubin, aktivt medlem af Dansk Kvindesamfund, formulerede vejen fra at være uden politiske rettigheder til at udøve politiske rettigheder som en læreproces, der kunne sammenlignes med det at lære at svømme:
”Det er en begyndelse til at lære at svømme-, først bliver det vel i Sele, senere bliver man Frisvømmer”.
Udtalelsen fandt sted i en voxpop i ”Kvinden og Samfundet”, hvor man havde spurgt prominente mænd og kvinder i kvindebevægelsen om, hvorfor det var vigtigt, at kvinderne stemte ved valget. Rubins udtalelse lå helt på linje med en lang række andre udtalelser fra både kvindeorganisationernes formænd og kvindetidsskrifternes lederskribenter. Det at få tildelt en politisk rettighed i juridisk forstand, gjorde ikke automatisk de nye vælgere til politiske subjekter.
Hvem der skulle være de nye førstegangsvælgeres svømmelærere og stå for den politiske skoling, nævner Rubin ikke. Men med brug af svømmemetaforen signalerede Rubin både, at kvinderne med deres nye rettigheder nu bevægede sig ind i ukendt farvand, og at det kunne tage en vis tid, før kvinderne kunne betragte sig selv som fuldgyldige poliske aktører på omdrejningshøjde med de mere erfarne mandlige vælgere og politikere.
Mens kvindeorganisationernes top og organer var dybt engagerede i at sikre en høj valgdeltagelse, stod det mere skralt til, når det gjaldt arbejdet med at få opstillet kvindelige kandidater på listerne til kommunalvalget. Det arbejde overlod man til de lokale kredsbestyrelser. Dog udstak både Landsforbundet og Dansk Kvindesamfund nogle overordnede retningslinjer.
Rene kvindelister - nej tak
Elna Munch fra Landsforbundet opfordrede i en artikel i juni 1908 kvinderne til at melde sig ind i de eksisterende partier og ad den vej skaffe sig politisk indflydelse. Alternativet, som var at danne rene kvindelister eller kvindeorganisationslister afviste hun blankt. Samme holdning gik igen hos Dansk Kvindesamfund. Ester Carstensen opfordrede på Dansk Kvindesamfunds landsmøde i Odense juni 1908 de enkelte lokale kredsbestyrelser til at indgå i et samarbejde med de lokale vælgerforeninger for at sikre, at der var opstillet kvindelige kandidater på alle listerne og helst også at få de kvindelige kandidater placeret højt oppe på listerne, så de var sikret valg.
Hvordan det konkret skulle foregå, og hvilke argumenter og strategier det ville være fornuftigt at bringe i spil i forhandlingerne med vælgerforeningerne, blev ikke nærmere uddybet. At det var en stor og i mange tilfælde også umulig opgave at løfte for de ofte relativt små og med partipolitik uerfarne lokalforeninger at skulle skaffe egnede kandidater og indgå i politiske magtspil og studehandler var den øverste ledelse i Dansk Kvindesamfund fuldt ud klar over. Carstensen formulerede det således:
”Skulde det i et eller andet Sogn være vanskeligt at finde Kvinder eller - i alle Tilfælde tilstrækkelig mange Kvinder, som egner sig til at opstilles som Kandidater til Valgene - vi er jo endnu kun Begyndere og har saa meget at lære, og der kan jo være saa mange Forhold, der kan gøre det vanskeligt eller uoverkommeligt for Kvinder at paatage sig et saadant Arbejde - lad saa Hensynet til Samfundet, her Byen eller Sognet, alligevel gaa forud for Hensynet til Kvindesagen og Lysten til at kunne opvise saa og saa mange kvindelige Byraads- eller Sogneraads-medlemmer. Kvindesagen vinder nok frem alligevel, og den staar sig maaske tilsidst bedst ved, at det kun bliver dertil særlig egnede Kvinder, der vælges.”
De særligt egnede
Udtalelsen, der faldt på fællesmødet i juni 1908, og som ifølge Carstensen selv stod for hendes egen regning, kan ikke ligefrem læses som en peptalk til fodfolket i kredsene. Og selvom hun understregede, at synspunktet ikke nødvendigvis havde opbakning i baglandet, gav hendes position som medlem af Dansk Kvindesamfunds forretningsudvalg og redaktør af ”Kvinden og Samfundet” hendes udtalelse en vis vægt. Udtalelsen kan tages både som udtryk for, at ledelsen i DK ikke anså en høj kvinderepræsentation i kommunerne som et afgørende succeskriterium for det kvindepolitiske arbejde, og at der selv inden for organisationens egne rækker var tvivl om, hvorvidt kvinderne kunne magte opgaven.
Ester Carstensen uddybede ikke, hvilke kvaliteter og kvalifikationer de kvindelige kandidater skulle besidde for at være ”særlig egnede”. Men nervøsiteten for at evt. valg af udygtige kvinder til kommunalbestyrelserne, ville falde tilbage på kvindebevægelsen og dermed måske forlænge den politiske proces vedrørende den politiske stemmeret, har sikkert spillet en rolle.
Kvindeorganisationernes strategi med at overlade det til lokalafdelingerne og de enkelte kvinder at tage kampen om pladserne på opstillingslisterne handlede også om kvindeorganisationernes eget interne liv. Begge organisationer opfattede sig selv som upartiske og de stillede derfor deres medlemmer frit i forhold til at vælge politisk tilhørsforhold. Opfordringerne om at dele sig efter politisk anskuelse og melde sig ind i de politiske partier blev dog fulgt op af appeller om at undgå, at partipolitiske uenigheder skulle føre til internt splid i bevægelsen.
Valgresultatet
Der eksisterer ikke en samlet statistik over, hvor mange kvinder det i alt lykkedes at få stillet op til kommunalvalget. Og det er derfor ikke muligt generelt at sige noget om, hvorvidt lokalafdelingerne faktisk havde held til at få overbevist de lokale vælgerforeninger om, at der skulle stilles kvinder op på valglisterne. Af de få og meget spredte tilbagemeldinger fra lokalforeningerne, som findes i ”Kvindevalgret” og ”Kvinden og Samfundet”, er det svært at sige noget samlet, andet end at der var tale om et broget billede.
Nogle steder lykkedes det ved en ihærdig indsats fra kvindeorganisationernes side at få opstillet kvinder på listerne, andre steder afviste vælgerforeningerne ethvert samarbejde, og andre steder igen var det umuligt at opdrive kvindelige kandidater. Der er også enkelte eksempler på, at de lokale vælgerforeninger selv henvendte sig til den lokale afdeling af Dansk Kvindesamfund for et samarbejde. Nogle af de steder, hvor kvinderne løb panden mod en mur, valgte lokalafdelingerne at trodse moderorganisationernes politiske linje og opstillede rene kvindelister.
Da valgresultatet forelå, var der indvalgt i alt 127 kvinder og 9682 mænd i de kommunale råd, hvilket svarede til en kvinderepræsentation på 1,3 pct. Ud af de 127 kvinder, som blev valgt, var 16 valgt ind på rene kvindelister. 46 blev valgt ind på borgerlister og andre lokale lister. Af de etablerede partier blev der valgt 31 kvinder ind for Socialdemokratiet, 15 for partiet Højre, 10 for partiet Venstre og 9 for Det radikale venstre. Dvs. at ca. halvdelen af de første kvindelige kommunalpolitikere blev valgt for lister, som ikke var forankret i de etablerede politiske partier.
Reaktioner på valgresultatet
Både Dansk Kvindesamfund og Landsforbundet udtrykte efter valget stor lettelse over kvindernes høje valgdeltagelse. Derimod var der stor skuffelse over selve valgresultatet. Skylden for det dårlige resultat blev entydigt placeret hos de politiske partier for deres tilsyneladende manglende vilje til at opstille kvindelige kandidater på sikre pladser. Dog kunne Landsforbundet glæde sig over, at 39 af de 127 valgte kvindelige kommunalpolitikere kom fra egne rækker.
Hverken lederskribenterne eller andre, som kommenterede valgresultatet evaluerede på kvindeorganisationernes egen indsats eller kom med forslag til, hvordan man i de kommende fem år skulle sætte ind for at få flere kvinder valgt ind ved det næste kommunalvalg i 1913.
Artiklen er en forkortet version af en større artikel til festskriftet ”Kvinder i kommunalpolitik 1909-2009”, som kan læses på www.kvinfo.dk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.
