dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

John Dahl stopper som HK-formand

335.000 HK'ere skal have ny formand
23. NOV 2007 9.34
Landets næststørste forbund - HK - skal have ny formand. John Dahl, HK’s forbundsformand gennem 14 år, starter til januar som chef i forsikringsselskabet ALKA.

- Der er sket store forandringer både i HK i og fagbevægelsen som helhed, siden jeg blev valgt som forbundsformand i 1993. Og det har været et privilegium at være med til at præge udviklingen. Senest har vi i HK gennem længere tid arbejdet med en ny strategi for at skabe et endnu mere moderne og fremtidsorienteret HK. Det er jo ingen hemmelighed, at også HK mister medlemmer. Og at vi derfor må finde nye måder at løse opgaverne på, så medlemmerne fortsat oplever en ordentlig kvalitet i det faglige arbejde og et højt serviceniveau - selv om det skal ske for færre kontingentkroner, siger John Dahl.

- Det har været en svær, men også sund proces at ”trimme” en så stor organisation som HK til disse nye faglige udfordringer. Det har krævet mange analyser og diskussioner. Men HK’s kongres i juni traf en række vigtige beslutninger om det fremtidige arbejde, og på HK’s hovedbestyrelsesmøde i oktober blev planerne justeret og bekræftet. Derfor synes jeg også, at det er det rette tidspunkt, at jeg selv prøver noget nyt. Så da jeg erfarede, at forsikringsselskabet ALKA ville oprette en helt ny stilling som chef for strategiske relationer, traf jeg beslutning om at melde mig på banen. Det er nemlig en stilling, som både vil give mig nye udfordringer, og hvor jeg samtidig kan anvende og udbygge kontakten til det brede faglige netværk, som jeg har opbygget i mine mange år i fagbevægelsen.

- Jeg har haft et fantastisk spændende arbejdsliv i HK. Jeg blev ansat som faglig konsulent, da jeg var 22 år. Og det er altså 33 år siden nu, så man kan næppe beskylde mig for at ”rende af pladsen” i utide! Som bestyrelsesformand har jeg lært ALKA at kende som en både dynamisk og solid virksomhed. Nu glæder jeg mig utrolig meget til at fastholde og udbygge ALKAs relationer til ledelser og beslutningstagere bredt i fagbevægelsen. Og jeg ser også frem til at indgå i et erfarent ledelsesteam, siger John Dahl.

John Dahl tiltræder sit nye job i ALKA til januar og vil frem til dette tidspunkt ”stille og roligt afvikle arbejdsopgaverne i HK”. Frem til januar afvikler han en række tillidsposter, men forlader med øjeblikkelig virkning sin bestyrelsespost i ALKA.

Ifølge HK’s love, kan hovedbestyrelsen vælge at konstituere en ny formand frem til næste ordinære kongres i 2009. Eller indkalde til en ekstraordinær kongres med valg af ny forbundsformand.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/john-dahl-stopper-som-hk-formand

GDPR