I kølvandet på afrapporteringen fra Sundhedsministeriets arbejdsgruppe, der er kommet med en række anbefalinger vedr. indsatser til forebyggelse af vold på botilbud, lyder det nu fra KL, at organisationen kun kan støtte op om tilbudsformen, hvis den er forankret i psykiatrien.
I centrum af anbefalingerne fra arbejdsgruppen, som KL selv har siddet med i, er etableringen af en ny tilbudsform for borgere med svære psykisk lidelse, uadreagerende adfærd og særligt komplekse problemstillinger.
Og her er KL altså ikke enig med de anbefalinger, som arbejdsgruppen er nået frem til. Arbejdsgruppen bestod foruden KL af Danske Regioner, Sundheds- og Ældreministeriet, Social- og Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet, og det var Danske Regioner, der som de første spillede ud med forslaget om et ny type institution, hvorefter arbejdsgruppen blev nedsat i maj.
Thomas Adelskov (S), formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg udtaler, at der er mange gode elementer i anbefalingerne, men at KL kun kan støtte op om en ny tilbudsform, hvis den er forankret i psykiatrien - og altså ikke i serviceloven.
- Denne gruppe borgere har brug for behandling og hører ikke til på de kommunale botilbud. De har hidtil været fejlplaceret i de kommunale botilbud, og det er derfor godt, at der nu er enighed om at oprette en ny tilbudsform. Men vi er meget bekymrede for, at behandlingsdelen kommer til at fylde for lidt i et nyt tilbud. Det er altafgørende for disse borgere, for de andre beboere og for vores medarbejdere, at tilbuddet forankres i psykiatrien, siger Thomas Adelskov.
KL: Hører ikke hjemme i kommunerne
KL tager dermed forbehold for rapportens anbefalinger, og står fast på, at den nye tilbudsform skal etableres med hjemmel i sundheds- og psykiatrilovgivningen:
- Der er tale om en mindre gruppe borgere - omkring 150 - som i dag udskrives fra eller afvises i hospitalspsykiatrien, men som er for dårlige til at være i de socialpsykiatriske botilbud. Et tilbud forankret i serviceloven, som Danske Regioner lægger op til, vil mangle fokus på, at denne gruppe borgere har reelle psykiske problemer, som vi ikke har kompetencerne eller rammerne til at tage hånd om i kommunerne. De har brug for behandling - ikke kun en social indsats, siger Thomas Adelskov og fortsætter:
- Regeringen foreslår en mellemvej - en ny hovedlov. Det er ikke et forslag, der er groet i vores have. Det er unødvendigt at opfinde en ny lov, når vi har en ganske fornuftig psykiatrilovgivning. Med en ny lov risikerer vi at skabe nye snitflader, som ingen har gavn af. Vi skal etablere et tilbud, som sikrer, at disse borgere får den nødvendige psykiatrisk behandling i kombination med en pædagogisk og terapeutisk indsats.
Vi må ikke skubbe problemerne videre
Thomas Adelskov understreger, at kommunerne på ingen måde løber fra ansvaret over for denne gruppe af borgere ved at kræve en placering i regi af psykiatrien:
- Tværtimod vedstår vi os størstedelen af det økonomiske ansvar for denne gruppe borgere. For os er hovedprioriteten ikke, hvem der betaler gildet - men at vi ikke skubber problemerne videre og risikerer, at endnu flere mister livet, at de øvrige beboere og deres pårørende lever i en utryg hverdag og ikke kommer videre i deres recovery, og at borgere, som har det massive udfordringer, får det endnu værre.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) og social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) fremlægger i dag regeringens forslag til mulige initiativer for at sikre sikkerheden på landets bosteder.
Regeringen foreslår på baggrund af arbejdsgruppens anbefalinger følgende otte konkrete indsatser på området:
- Etablering af en ny tilbudsform for en mindre gruppe af borgere med svær psykisk lidelse, udadreagerende adfærd og særligt komplekse problemstillinger
- Styrkede kompetencer og forbedring af arbejdsmiljøet på botilbud
- Styrket sammenhæng i indsatsen mellem den regionale psykiatri og botilbud
- Styrket indsats for mennesker med psykisk lidelse og samtidigt misbrug
- Intensiveret samarbejde om retspsykiatriske patienter
- Styrket sundhedsfaglig rådgivning på botilbud og let adgang til psykiatrisk udredning
- Målrettet visitation i kommunerne
- Styrket indsats mod kriminalitet i og omkring botilbud
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.