
- Danske skoleelever skal være dygtigere. Det kræver gennemgribende forandringer og et nysyn på den danske folkeskole. Det er ikke nok at lappe den til med et eftersyn.
Sådan siger KL's formand Jan Trøjborg i et nyt skolepolitisk udspil, hvor KL foreslår, at et nationalt partnerskab mellem kommunerne, staten og skolens øvrige parter skal tage fat på forandringerne og blandt andet se på en ændring af folkeskolens overbygning.
- KL har et mål om, at den danske folkeskole i 2020 skal være blandt de bedste i verden. For at det kan lykkes, skal der være et entydigt fokus på elevernes læring. Læring skal være i centrum for enhver beslutning, vi fremover træffer om folkeskolen, siger Jan Trøjborg.
Kommunerne kan ikke løse denne opgave alene. Det kræver, at alle parter omkring skolen smøger ærmerne op og går ind i et samarbejde om at nytænke folkeskolen.
KL giver i sit udspil konkrete bud på, hvor partnerskabet kan tage fat.
- Vi foreslår en ændring af folkeskolens overbygning. Det gør vi, fordi vi kan se, at mange elever i folkeskolens ældste klasser har mistet den motivation til at gå i skole og til at lære nyt, som de kom med i børnehaveklassen. De unges læring og læsefremskridt må ikke gå i stå. Derfor vil vi skabe en skole, der i overbygningen tager højde for hvert enkelt elevs måde at lære på, så vi fastholder deres motivation.
Enhedsskolen danner fortsat ramme i den nye struktur, som KL foreslår. Det nye er, at eleven i overbygningen selv sætter sit læringsmål i samarbejde med lærerne og forældrene. I praksis betyder det, at eleven sammensætter sit skema og vælger undervisning på forskellige trin, der understøtter elevens læringsmål og læringsstrategi. Undervisningens indhold på alle faglige trin er it-baserede i en undervisningsportal.
- Vi gør derved op med 'éttallernes tyranni' - der går på én klasse, én lærer, én time. I stedet erstatter vi skolens prøver, skemaer og klasser med en ny form, hvor undervisningen organiseres gennem forelæsninger, værksteder, kurser og projekter, siger Jan Trøjborg.
- For at lykkes med den nye overbygning, kræver det, at lærerne har hyppige samtaler med eleverne om deres læringsmål. Og eleverne skal opleve, at lærerne er til stede på skolen og stimulerer og understøtter deres læring. Derudover mener vi, den enkelte skoleleder skal måles på elevernes resultater og trivsel, da skoleledelsen er afgørende for elevernes læring.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.