
Bestyrelsen i Kommunernes Landsforening (KL) sætter en advokatundersøgelse i gang af en meget omtalt sag om overforbrug hos en tidligere ansat chefjurist. Også direktionens efterfølgende håndtering af sagen skal undersøges.
På et bestyrelsesmøde i september nedstemte et blåt flertal bestyrelsen ellers et forslag om at lade et uvildigt revisionsfirma kulegrave sagerne.
Ifølge en TV2-dokumentar blev der eksempelvis købt Mont Blanc-kuglepenne for 90.000 kr. og lejet tre sommerhuse på Bornholm i forbindelse med Folkemødet for 30.000 kr.
- Vi havde meget gerne været sagerne foruden. Hele bestyrelsen er enig om, at vi synes, det er uacceptabelt, at man har gjort den slags. Det tog for lang tid at opdage, at nogle medarbejdere gjorde sådan, siger KL-formand Martin Damm (V) nu.
Indtil videre er en tidligere chefjurist politianmeldt, mens en vicekontorchef er fyret.
Flere eksperter rejste i TV2-dokumentaren kritik af både administrerende direktør Kristian Wendelboes rolle og af KL-bestyrelsens håndtering af sagen.
Nu enstemmig bestyrelse
På mødet i september stemte Martin Damm og en række borgerlige politikere ellers imod en uvildig undersøgelse. De mente ikke, at det 'ville give mening at bruge penge på'.
Men da forslaget om en advokatundersøgelse kom på bordet til mødet torsdag, stemte bestyrelsen enstemmigt for.
– Den kan bruges til at blive klogere på selve forløbet. Vi får tjekket op på, om de ændrede administrative rutiner, vi har indført, er tilstrækkelige til at opfange, hvis nogen gør noget, de ikke skal, siger Martin Damm.
Undersøgelsen skal blandt andet se på direktionens håndtering af sagen, den tidligere medarbejders samt bestyrelsens rolle. Det skal også undersøges, om der er iværksat tilstrækkelige initiativer for at undgå nye sager af samme type.
Ifølge TV2's oplysninger blev direktionen i KL bekendt med den højtstående medarbejders misbrug allerede i 2013. Her skulle den mistænkte have taget to computere fra KL og givet dem til sine børn - og slap ifølge TV2 efterfølgende med en advarsel.
Der har også været udgifter til skattefri kørselsgodtgørelse for 257.000 kr. og hotelophold rundt omkring i Europa for 51.000 kr.
ka / Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.