
Hvis man er nysgerrig på, hvordan det ser ud med antallet af pædagoger og medhjælpere i en daginstitution, så blev det en mulighed som en del af aftalen om minimumsnormeringer, som trådte i kraft i år. Men nu bliver den mulighed skrottet igen. Det har kommunerne lige aftalt med regeringen, skriver DR.
- Det er en unødig administrativ opgave. Og når vi skal spare 700 millioner kroner på bureaukratiet, så er vi nødt til at fjerne unødige opgaver fra bureaukratiet, ellers kan det ikke lade sig gøre, siger Thomas Gyldal Petersen (S), borgmester i Herlev og formand for Børne- og Undervisningsudvalget i KL, til mediet.
Forslag fra 2023
Aftalen om minimumsnormeringer var en af dem, KL allerede i efteråret 2023 havde kig på, da organisationen kom med 22 forslag til forenkling af regler og mindre bureaukrati. I det katalog hed det bl.a.:
"Regeringen har besluttet, at reglerne for minimumsnormeringer vil blive fastholdt på kommunalt niveau, så data på det enkelte dagtilbud er irrelevant og unødvendigt. Løsningsforslag: KL bakker fortsat op om dagtilbudsportalen, men opfordrer til at man justerer og forenkler kommunernes indberetningspligt."
Forældreorganisationen Fola og pædagogernes fagforening, Bupl, ser ifølge DR kritisk på ændringen.
- Det giver forældrene og forældrebestyrelserne en mulighed for at spørge ind til personaleudviklingen, ellers har vi ingen måder at se, hvordan hverdagen ser ud i institutionerne, siger Fola-formand Signe Nielsen, mens Bupl-formand Elisa Rimpler kalder det ”lidt for belejligt” af KL at give netop denne regel dødsstødet i regelforenklingens navn.
Minister kaldes i samråd
SF's børneordfører, Astrid Carøe, er ligesom forældreformanden stærkt utilfreds.
Hun siger i en skriftlig kommentar, at "Socialdemokratiet svigter både børnene og den oprindelige aftale".
- Det er urimeligt at pakke det ind under frisættelse, når det i virkeligheden er ansvarsfraskrivelse, siger hun i en kommentar til Ritzau.
Hun vil nu kalde børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i samråd.
/ritzau/dotn
Opdateret kl. 12.00 med reaktion fra SF.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.