
KOLDING: Kolding skal have en ny borgmester efter næste valg og Venstre en ny borgmesterkandidat. Jørn Pedersen har besluttet ikke at genopstille, når han til den tid runder tre perioder på posten, oplyser han.
- Jeg mener, det er vigtigt, at man som borgmester har nylig erfaring med verden udenfor det politiske, og at man er med til at sikre, at der hele tiden er nytænkning og foranderlighed på posten, forklarer han.
- Samtidig synes jeg også, at det er nu, jeg skal videre, hvis jeg skal have en ny karriere udenfor rådhuset, og det skal jeg, for som 52-årig er der mange gode år i mig endnu, siger Jørn Pedersen, som også sidder i KL's bestyrelse.
Han fortæller, at beslutningen om at give stafetten videre har været truffet længe. Den er dog ny for Venstre i Kolding, som nu bebuder, at en ny borgmesterkandidat vil blive valgt på et opstillingsmøde senere i efteråret.
Flere på spring
Ifølge JydskeVestkystens oplysninger står flere af Venstregruppens nuværende medlemmer på spring, og kilder udelukker ikke, at der kan komme én udefra, skriver avisen.
Venstre fik absolut flertal i Kolding efter KV17, et flertal, som dog forsvandt i december 2019, da partiets gruppeformand Merete Due Paarup af landspolitiske årsager forlod partiet til fordel for De Radikale.
Den nye borgmesterkandidat vil formentlig skulle kæmpe om posten med blandt andre tidligere SF-formand og udenrigsminister Villy Søvndal, som tidligere på måneden oplyste, at han går efter posten. 68-årige Villy Søvndal sidder nu i regionsrådet i Syddanmark.
Hvem Socialdemokratiet stiller med som borgmesterkandidat, er endnu ikke afgjort. Her går både 51-årige Birgitte Munk Grunnet, det 23-årige byrådsmedlem Elvis Comic og partiorganisationens 25-årige formand, Filip Bekic, efter posten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.