
KOLDING: Den forhenværende SF-formand, forhenværende udenrigsminister og forhenværende selverklærede regionsrådsformandsudfordrer Villy Søvndal (SF) leger nu med tanken om at udfordre både Kolding-borgmester Jørn Pedersen (V) og dennes traditionelle socialdemokratiske udfordrer, som det store oppositionsparti ikke har fundet endnu.
- Jeg har fået mange henvendelser fra folk, der gerne ser mig som borgmester i Kolding Kommune, siger Villy Søvndal til TV Syd.
Han er enig med sine støtter i, at 'Kolding trænger til flere og nye visioner for, hvor man gerne vil hen', siger han og kalder det nuværende flertal med Venstre og Dansk Folkeparti 'ikke dygtige til at gå i dialog med borgerne' og eksponenter for at 'der mangler noget demokratisk dannelse'.
Forud for KV17 var han også kraftigt ude med riven over for da- og nuværende regionsrådsformand i Stephanie Lose (V), og selvom han fik et kanonvalg med næsten 70.000 personlige stemmer, blev han allerede på valgnatten ydmyget ved at blive sat helt uden for konsitueringsforhandlingerne. En klar melding om, at der er grænser for, hvor intenst man kan kritisere nogen, hvis man også vil have indflydelse.
'Ikke blokpolitik'
Valgt til Regionsråd Syddanmark blev han dog og er stadig medlem her, og han afviser over for TV Syd, at det skulle være hans anstrengte entré i regionspolitik, der nu får ham til at søge nye græsgange.
- Jeg vurderer, at borgmesterposten er inden for rækkevidde, siger han selvbevist om sit nye politiske mål.
- Det vil selvfølgelig være naturligt for SF at samarbejde med Socialdemokratiet, De Radikale og Enhedslisten i forhold til en borgmesterpost, men jeg kommer ikke til at udelukke et samarbejde med andre partier også. Jeg kommer ikke til at føre snæver blokpolitik, fortæller han.
I givet fald vil et sæde i Kolding Byråd være en tilbagevenden til Villy Søvndals politiske udgangpunkt. Han var byrådsmedlem i daværende Kolding Kommune fra KV81 til FV94, da han blev valgt til Folketinget første gang.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.