I en lang række kommuner starter børnehavebørn allerede i SFO i foråret, og der er ofte penge at spare på den tidlige overgang, oplyser Bupl. Det viser en ny kortlægning af området, som analysebureauet Index100 har lavet for fagforeningen.
- Vi risikerer desværre at lovkravet om minimumsnormeringer øger kommunernes incitament til at lade børnene starte tidligere og tidligere i SFO ud fra ren kassetænkning. Det er simpelthen ikke acceptabelt. Pengene bør følge børnene frem til skolestart, siger Elisa Rimpler.
Ud af 74 kommuner, der har valgt at svare på undersøgelsen, anvender to ud af tre forårs-SFO. Og typisk bruger disse kommuner færre penge på børnene, end det ellers ville koste i børnehaven.
Kun hver sjette kommune tildeler samme ressourcer til børnene i tidlig SFO, som de gør til børnehavebørn, og i gennemsnit ligger kommunernes tildeling cirka midt imellem niveauet for børnehavebørn og SFO-børn.
Besparelser for omkring 200 mio. kr.
Samlet set sparer kommunerne årligt i omegnen af 200 mio. kr. på at sende børnene i forårs-SFO, anslår Bupl.
- Det er i overgangen fra børnehave til skole, at vi lægger kimen til et godt skoleliv. Derfor er det vanvittigt at gøre den overgang til en spareøvelse. Kommunerne sætter økonomiske hensyn over de pædagogiske hensyn til børnenes trivsel og udvikling, når de snyder dem for de normeringer, de har krav på som børnehavebørn, siger Elisa Rimpler.
I enkelte kommuner bliver børnene sendt i tidlig SFO allerede i marts. Dermed går børnene glip af adskillige måneder med langt bedre normeringer, end det SFO'erne kan tilbyde.
- Flere og flere børn starter skolelivet allerede i foråret, når de rykker i SFO. Det kan der sagtens være gode argumenter for, hvis normeringerne og pædagogerne følger med børnene. Men vi taber alt for mange børn, når overgangen bliver præget af utryghed og kaos, siger Elisa Rimpler.
Hun opfordrer de kommuner, der benytter forårs-SFO som en sparefinte, til at rette op på ressourcetildelingen til forårs-SFO. Samtidig appellerer Bupl-formanden til, at de politiske partier bag aftalen om minimumsnormeringer pålægger kommunerne, at børnehavenormeringen skal følge børnene indtil skolestart.
sfe
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.