KRONIK: Kommunerne burde opbygges som regionerne, der ikke har beslutningsdygtige stående udvalg, men blot et forretningsudvalg og selve Regionsrådet, skriver kronikøren
Kommunerne høster ikke gevinsten ved kommunalreformen. Kommunalreformen har ikke givet større produktivitet i kommunerne, og hvis det ikke sker, er det i praksis umuligt at kombinere et skattestop med bedre velfærd. Sådan lyder dommen fra Forskningschef hos CEPOS, Henrik Christoffersen (Jyllands-Posten, den 24. september 2008), der har analyseret de kommunale budgetter og det økonomiske råderum og undrer sig over, at kommunerne i modsætning til regionerne nærmest slipper for krav om produktivitetsforbedringer.
Det er korrekt, at der i forhold til regionerne stilles krav til produktivitetsstigninger og dermed til en positiv udvikling i input-outputforholdet og dermed forholdet mellem præsteret aktivitet og tilgåede økonomiske ressourcer.
Produktiviteten er steget på landets sygehuse med gennemsnitligt 2,0 pct. årligt, fra 2003-2006. En årlig forbedring af produktiviteten på 2 pct. har også været et centralpolitisk krav til sygehusejerne/regionerne.
Regionerne kan ikke inddrive skatter og er i nogen udstrækning aktivitetsbestemt finansieret af stat og kommuner. Dertil er regionerne udfordret af regeringen, fordi der er indført behandlingsgarantier og frit sygehusvalg, med det resultat, at opgaverne og dermed indtægten går til andre regioner eller til private sygehuse, hvis den enkelte region ikke leverer varen.
Udnyt skattekronerne
Regionerne er med andre ord blevet udsat for konkurrence. Og hvis regionernes sygehuse samlet set ikke kan dække danskernes behov for behandling, så forsvinder det offentligt drevne sundhedsvæsen gradvist og uundgåeligt. Vi ser allerede tendenser til det. Den private sygehus- og kliniksektor vinder markedsandele. Strejken blandt dele af Sundhedskartellets medlemmer har bidraget til denne indirekte form for privatisering. Næppe et af Dansk Sygeplejeråds delmål med konflikten!
Sygehusejerne og dermed regionerne præmieres økonomisk ved høj produktion i form af aktivitetsbestemt finansiering. Der er altså et incitament til at øge produktion. Ved et positivt forhold mellem indtægter ved øget produktion og medgåede ressourcer til frembringelse af øget produktion, fås en positiv udvikling i produktiviteten.
Kommunerne bør også som regionerne, udsættes for krav om produktivitetsstigninger, hvor det er muligt at opgøre produktiviteten meningsfuldt. Alternativt og i første omgang 'blot' og som minimum et generelt krav om omkostningseffektivisering med besparelser og høstning af rationalitetsgevinster. Der er grænser for, hvor meget der kan spares – på eksempelvis indkøb og udbudsrunder - og derfor er der ingen vej udenom produktivitetsforbedringer og dermed endnu bedre udnyttelse af hver en skattekrone.
Slank og trim
Det er et rimeligt krav at kommunerne skal omkostningseffektivisere, set i lyset af ny politisk-administrativ struktur fra 2007 med større kommunale enheder, hvor den gennemsnitlige kommunestørrelse er steget fra ca. 20.000 til ca. 56.000 indbyggere.
Større fællesindkøb kan iværksættes. Arbejdsgange kan optimeres yderligere, bl.a. ved brug af understøttende IT og digital forvaltning. Der må forudsættes bedre samarbejde mellem afdelinger, gøres brug af resultatkontrakter, ske en deling af fagressourcer, kompetencer og information, foretages en eliminering af dobbeltarbejde og en prioritering af samtlige opgaver på ny og dermed ske en fokusering på det relevante. Her har slanke og trimmede organisationer uden alt for mange ledelseslag, der hver især skal manifestere deres hierarkiske magt, en fordel.
Det er almindelig kendt, at jo dårligere man er som leder, des mere kontrol er lederen nødt til at anvende og opbygge. Dette for at opnå tryghed. Det medfører desværre en kontrol ned i mindste detalje. En misforstået opfattelse af det at bedrive ledelse. Kan man ikke begribe helheden og sammenhængene, må man som leder med begrænset kognitiv formåen dyrke detaljen. Eller med andre ord: Teknikaliteter og andre ligegyldigheder.
Kontrol sander alt til
Kontrol skaber måske kortvarig tryghed hos lederen, men alting sander også til omkring lederen, der bliver en flaskehals. Alle informationer, der tilgår organisationen, skal omkring den kontrolivrige leder og alle informationer der afsendes fra organisationen skal omkring lederen. I en moderne vidensorganisation med medarbejdere der selv kan opdrive viden og foranstalte undersøgelser, der tilvejebringer viden, er det jo en uhåndterlig kontrolmodel.
Kontrol kan skabe angst hos de ansatte, der føler sig overvåget og mistænkeliggjort. Der stilles spørgsmålstegn ved deres selvstændighed, faglighed og professionalitet. Angst æder sjæle op, som den tyske instruktør Rainer Werner Fassbinder sagde.
Angst skaber selvcensur og fremmer ikke innovativ tænkning, idet forslag til ledelsen om nye måder at gøre tingene på vil – af ledelsen – blive opfattet som kritik. Der kunne spares mange ressourcer i den offentlige sektor og mange gode ideer ville opstå, hvis selvstændigheden og individualiteten sættes fri. Sker det vil kreativiteten også blive sluppet løs. Netop kreativitet og ideer til nye og mere smarte måder at gøre tingene på er et element i Regeringens bebudede afbureaukratiseringsplan for den offentlige sektor, som desværre lader vente på sig.
Ikke enkeltsager
Der er også meget at hente ved god brug af elektroniske dokumenthåndteringssystemer, opdaterede og let anvendelige ledelsesinformationssystemer, der kan levere hurtige svar på en række spørgsmål af betydning for politisk stillingtagen og prioritering. Der bør foretages sammenligninger med andre, der gør tingene bedre, med henblik på læring af de bedste.
Mit forslag er også, at kommunalpolitikerne ser nærmere på egen rolle. Politikerne bør bestræbe sig på at træffe beslutninger, der er til at omsætte i praksis. De skal ikke blande sig i enkeltsager, men i stedet bidrage til at opstille mål, der bidrager til styringen. Klare politiske mål giver i sagens natur en målrettethed. Der kan ikke begås målrettede strategier på baggrund af enkeltsager.
Der kunne – fra Folketingets side - passende ses nærmere på den politiske struktur, der er tilladt opbygget omkring stående sektorudvalg i kommunerne. Hvert tænkeligt større politikområde har dets eget udvalg, med tilknyttet fagforvaltning. Det er uheldigt og skaber grobund for en sektorisering, hvor bestemte politikere orienterer sig enøjet mod netop deres sektorområdes økonomiske budgetmaksimering og glemmer helheden.
Som regionerne
Kommunerne burde opbygges som regionerne, der ikke har beslutningsdygtige stående udvalg, men blot et forretningsudvalg og selve Regionsrådet. Det kunne i den kommunale terminologi svare til et Økonomiudvalg med borgmesteren som født formand og et Byråd. Og dermed ikke et Sundhedsudvalg, ikke et Socialudvalg, ikke et Teknikudvalg, ikke et Kulturudvalg, ikke et Skoleudvalg mv. Sektorisering medfører budget- og forbrugsmæssig opdrift og er ikke fordrende for at en sektor underkastes en gennemgribende nyprioritering af de økonomiske midler. Inkrementalisme og ikke opbrydning af budgettet kendertegner sektoriseringen.
Udliciteringsgraden i kommunerne må hæves. Kommunernes produktion af service og velfærd må konkurrenceudsættes. Kommunerne bør således kun varetage myndighedsopgaver, politiske prioriteringer ved folkevalgte og som bestillere af services.
Der bør også i kommunerne og understøttet af centraladministrationen, arbejdes med at dokumentere og opgøre den kommunale produktion af service og velfærd og dermed ske en specificering af denne, således som det kendes fra sundhedsområdet. Forholdet mellem produktionens omfang og medgåede ressourcer til frembringelse af denne må i stigende grad blive muligt at identificere og opgøre. Regeringen må ved kommende økonomiaftaler med kommunerne arbejde mod dette. Kommunerne må også selv komme med bud på produktivitetsmålinger, opgørelsesmetoder og mulige forbedringer af produktiviteten.
Krav til kommunerne
Såfremt der for fremtiden skal foretages en sammenligning mellem private og offentlige udbydere med henblik på et politisk valg mellem udbydere, skal det være muligt at vurdere hvor man får mest kvantitet og også kvalitet for pengene og dermed ressourceindsatsen. I en konkurrencesituation vil den lavproduktive sektors produkter (eksempelvis den offentlige sektors) forsvinde fra markedet.
Hvis det politisk bestemmes at subsidiere den lavproduktive sektor, vil den lavproduktive sektor værdimæssigt fortrænge den højproduktive sektor (eksempelvis den private sektor). Det er ikke den vej vi skal vælge. Politiske hensyn kan dog tilsige, at der opretholdes en lavproduktiv offentlig sektor af lokaløkonomiske og beskæftigelsesmæssige grunde.
Konklusivt kan siges, at der må stilles krav til kommunerne. Som et minimum tilsvarende krav, som til regionerne. Regeringens økonomiaftaler med kommunerne er et oplagt sted at kvalificere og beslutte ovennævnte krav. Initialt må begås produktivitetsmålinger og selvsagt metoder til samme. Derpå må der indgås en gensidig aftale om årlige produktivitetsstigninger. Det er for kommunernes egen skyld og for at sikre velfærden!
Lars Engelbrektsen
Cand.scient.adm., Økonomisk Konsulent.
Region Sjælland
Det er korrekt, at der i forhold til regionerne stilles krav til produktivitetsstigninger og dermed til en positiv udvikling i input-outputforholdet og dermed forholdet mellem præsteret aktivitet og tilgåede økonomiske ressourcer.
Produktiviteten er steget på landets sygehuse med gennemsnitligt 2,0 pct. årligt, fra 2003-2006. En årlig forbedring af produktiviteten på 2 pct. har også været et centralpolitisk krav til sygehusejerne/regionerne.
Regionerne kan ikke inddrive skatter og er i nogen udstrækning aktivitetsbestemt finansieret af stat og kommuner. Dertil er regionerne udfordret af regeringen, fordi der er indført behandlingsgarantier og frit sygehusvalg, med det resultat, at opgaverne og dermed indtægten går til andre regioner eller til private sygehuse, hvis den enkelte region ikke leverer varen.
Udnyt skattekronerne
Regionerne er med andre ord blevet udsat for konkurrence. Og hvis regionernes sygehuse samlet set ikke kan dække danskernes behov for behandling, så forsvinder det offentligt drevne sundhedsvæsen gradvist og uundgåeligt. Vi ser allerede tendenser til det. Den private sygehus- og kliniksektor vinder markedsandele. Strejken blandt dele af Sundhedskartellets medlemmer har bidraget til denne indirekte form for privatisering. Næppe et af Dansk Sygeplejeråds delmål med konflikten!
Sygehusejerne og dermed regionerne præmieres økonomisk ved høj produktion i form af aktivitetsbestemt finansiering. Der er altså et incitament til at øge produktion. Ved et positivt forhold mellem indtægter ved øget produktion og medgåede ressourcer til frembringelse af øget produktion, fås en positiv udvikling i produktiviteten.
Kommunerne bør også som regionerne, udsættes for krav om produktivitetsstigninger, hvor det er muligt at opgøre produktiviteten meningsfuldt. Alternativt og i første omgang 'blot' og som minimum et generelt krav om omkostningseffektivisering med besparelser og høstning af rationalitetsgevinster. Der er grænser for, hvor meget der kan spares – på eksempelvis indkøb og udbudsrunder - og derfor er der ingen vej udenom produktivitetsforbedringer og dermed endnu bedre udnyttelse af hver en skattekrone.
Slank og trim
Det er et rimeligt krav at kommunerne skal omkostningseffektivisere, set i lyset af ny politisk-administrativ struktur fra 2007 med større kommunale enheder, hvor den gennemsnitlige kommunestørrelse er steget fra ca. 20.000 til ca. 56.000 indbyggere.
Større fællesindkøb kan iværksættes. Arbejdsgange kan optimeres yderligere, bl.a. ved brug af understøttende IT og digital forvaltning. Der må forudsættes bedre samarbejde mellem afdelinger, gøres brug af resultatkontrakter, ske en deling af fagressourcer, kompetencer og information, foretages en eliminering af dobbeltarbejde og en prioritering af samtlige opgaver på ny og dermed ske en fokusering på det relevante. Her har slanke og trimmede organisationer uden alt for mange ledelseslag, der hver især skal manifestere deres hierarkiske magt, en fordel.
Det er almindelig kendt, at jo dårligere man er som leder, des mere kontrol er lederen nødt til at anvende og opbygge. Dette for at opnå tryghed. Det medfører desværre en kontrol ned i mindste detalje. En misforstået opfattelse af det at bedrive ledelse. Kan man ikke begribe helheden og sammenhængene, må man som leder med begrænset kognitiv formåen dyrke detaljen. Eller med andre ord: Teknikaliteter og andre ligegyldigheder.
Kontrol sander alt til
Kontrol skaber måske kortvarig tryghed hos lederen, men alting sander også til omkring lederen, der bliver en flaskehals. Alle informationer, der tilgår organisationen, skal omkring den kontrolivrige leder og alle informationer der afsendes fra organisationen skal omkring lederen. I en moderne vidensorganisation med medarbejdere der selv kan opdrive viden og foranstalte undersøgelser, der tilvejebringer viden, er det jo en uhåndterlig kontrolmodel.
Kontrol kan skabe angst hos de ansatte, der føler sig overvåget og mistænkeliggjort. Der stilles spørgsmålstegn ved deres selvstændighed, faglighed og professionalitet. Angst æder sjæle op, som den tyske instruktør Rainer Werner Fassbinder sagde.
Angst skaber selvcensur og fremmer ikke innovativ tænkning, idet forslag til ledelsen om nye måder at gøre tingene på vil – af ledelsen – blive opfattet som kritik. Der kunne spares mange ressourcer i den offentlige sektor og mange gode ideer ville opstå, hvis selvstændigheden og individualiteten sættes fri. Sker det vil kreativiteten også blive sluppet løs. Netop kreativitet og ideer til nye og mere smarte måder at gøre tingene på er et element i Regeringens bebudede afbureaukratiseringsplan for den offentlige sektor, som desværre lader vente på sig.
Ikke enkeltsager
Der er også meget at hente ved god brug af elektroniske dokumenthåndteringssystemer, opdaterede og let anvendelige ledelsesinformationssystemer, der kan levere hurtige svar på en række spørgsmål af betydning for politisk stillingtagen og prioritering. Der bør foretages sammenligninger med andre, der gør tingene bedre, med henblik på læring af de bedste.
Mit forslag er også, at kommunalpolitikerne ser nærmere på egen rolle. Politikerne bør bestræbe sig på at træffe beslutninger, der er til at omsætte i praksis. De skal ikke blande sig i enkeltsager, men i stedet bidrage til at opstille mål, der bidrager til styringen. Klare politiske mål giver i sagens natur en målrettethed. Der kan ikke begås målrettede strategier på baggrund af enkeltsager.
Der kunne – fra Folketingets side - passende ses nærmere på den politiske struktur, der er tilladt opbygget omkring stående sektorudvalg i kommunerne. Hvert tænkeligt større politikområde har dets eget udvalg, med tilknyttet fagforvaltning. Det er uheldigt og skaber grobund for en sektorisering, hvor bestemte politikere orienterer sig enøjet mod netop deres sektorområdes økonomiske budgetmaksimering og glemmer helheden.
Som regionerne
Kommunerne burde opbygges som regionerne, der ikke har beslutningsdygtige stående udvalg, men blot et forretningsudvalg og selve Regionsrådet. Det kunne i den kommunale terminologi svare til et Økonomiudvalg med borgmesteren som født formand og et Byråd. Og dermed ikke et Sundhedsudvalg, ikke et Socialudvalg, ikke et Teknikudvalg, ikke et Kulturudvalg, ikke et Skoleudvalg mv. Sektorisering medfører budget- og forbrugsmæssig opdrift og er ikke fordrende for at en sektor underkastes en gennemgribende nyprioritering af de økonomiske midler. Inkrementalisme og ikke opbrydning af budgettet kendertegner sektoriseringen.
Udliciteringsgraden i kommunerne må hæves. Kommunernes produktion af service og velfærd må konkurrenceudsættes. Kommunerne bør således kun varetage myndighedsopgaver, politiske prioriteringer ved folkevalgte og som bestillere af services.
Der bør også i kommunerne og understøttet af centraladministrationen, arbejdes med at dokumentere og opgøre den kommunale produktion af service og velfærd og dermed ske en specificering af denne, således som det kendes fra sundhedsområdet. Forholdet mellem produktionens omfang og medgåede ressourcer til frembringelse af denne må i stigende grad blive muligt at identificere og opgøre. Regeringen må ved kommende økonomiaftaler med kommunerne arbejde mod dette. Kommunerne må også selv komme med bud på produktivitetsmålinger, opgørelsesmetoder og mulige forbedringer af produktiviteten.
Krav til kommunerne
Såfremt der for fremtiden skal foretages en sammenligning mellem private og offentlige udbydere med henblik på et politisk valg mellem udbydere, skal det være muligt at vurdere hvor man får mest kvantitet og også kvalitet for pengene og dermed ressourceindsatsen. I en konkurrencesituation vil den lavproduktive sektors produkter (eksempelvis den offentlige sektors) forsvinde fra markedet.
Hvis det politisk bestemmes at subsidiere den lavproduktive sektor, vil den lavproduktive sektor værdimæssigt fortrænge den højproduktive sektor (eksempelvis den private sektor). Det er ikke den vej vi skal vælge. Politiske hensyn kan dog tilsige, at der opretholdes en lavproduktiv offentlig sektor af lokaløkonomiske og beskæftigelsesmæssige grunde.
Konklusivt kan siges, at der må stilles krav til kommunerne. Som et minimum tilsvarende krav, som til regionerne. Regeringens økonomiaftaler med kommunerne er et oplagt sted at kvalificere og beslutte ovennævnte krav. Initialt må begås produktivitetsmålinger og selvsagt metoder til samme. Derpå må der indgås en gensidig aftale om årlige produktivitetsstigninger. Det er for kommunernes egen skyld og for at sikre velfærden!
Lars Engelbrektsen
Cand.scient.adm., Økonomisk Konsulent.
Region Sjælland
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.
