AALBORG: Har ledere i Aalborg Kommunes it-afdeling overvåget medarbejdere i kommunens familie- og beskæftigelsesforvaltning? Det vil Komponent nu blive bedt om at undersøge, oplyser kommunen.
Baggrunden er, at en række politikere og medier i sidste uge fik et anonymt brev fra utrygge medarbejdere i forvaltningen, som siden har skiftet navn til Job og Velfærd. Her beskrev medarbejderne ifølge TV2 Nord, at ledere fra it-afdelingen pludselig kunne referere fra fortrolige samtaler mellem ansatte, og at de derfor gættede på, at it-lederne overvågede dem gennem computere og anden teknologi.
"Vi vil lyttes til. Overvågningen er styret af ledere, der styrer "by fear". Vi tør ikke længere tale fortroligt i nærheden af vores computer," lyder det i brevet.
Også et andet anonymt brev rejser spørgsmål om, hvorvidt der har fundet overvågning sted, og derfor skal det undersøges grundigt og uvildigt, siger direktør i Job og Velfærd Arne Lund Kristensen nu.
- Vi tager denne sag meget alvorligt, og jeg har i dag besluttet, at vi vil rette henvendelse til KL for at bede dem stå som tovholder for en uvildig undersøgelse af de spørgsmål og udsagn, der er kommet frem i de anonyme breve. Derudover er vi allerede i dialog med en ekstern partner omkring at få undersøgt arbejdsmiljø-delen i det nuværende it-center, siger han.
Også tidligere ansatte
Komponent vil blive bedt om at være tovholder på hele processen og give et bud på et koncept for, hvordan undersøgelsen kan gennemføres. Komponent bliver også bedt om at overveje en model for, at også tidligere medarbejdere kan henvende sig.
- Jeg vil gerne understrege, at vi i forvaltningen er åbne overfor alt, der kan få denne sag belyst grundigt, og jeg vil opfordre alle, der har yderligere vinkler til nu at få dem spillet ind til den uvildige undersøgelse, siger Arne Lund Kristensen.
Ifølge Nordjyske kan det være forkert brug af et web-kamera, der har udløst bekymringen. Økonomi- og it-chef Arne Bilgram oplyser til avisen, at der ikke har været sager om overvågning i familie- og beskæftigelsesforvaltningen de seneste ti år, men at der i 2020 var tale om forkert brug af et webkamera, hvor medarbejdere indgik i livestreaming i få dage.
Rettelse 29. april: Det er Komponent og ikke KL, der skal undersøge sagen, som det først fremgik.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.