
Kørestolsbrugere, der ikke spændes fast, og trætte chauffører, der kører alt for mange timer til fare for passagerer og trafikken, er bare noget af det, der har været fremme i flere medier den seneste tid, bl.a. i Dagbladet Politiken, når det gælder fænomenet flextrafik.
På den baggrund har sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) spurgt sundhedsminister Magnus Heunicke (S), hvordan han vil sikre, at de chauffører, som kører med handicappede borgere, har det fornødne kendskab til mennesker med diagnoser.
- De seneste års udbud har jo gjort, at det er de billigste, der får det, uden at man stiller krav til kvaliteten. Det synes jeg er et kæmpe problem, siger Blixt til TV2 Øst. Hun har endnu ikke fået svar fra ministeren.
Selvransagelse i regioner
Mediekritikken af flextrafikken har ført til selvransagelse i nogle af de regioner, der sammen med kommunerne ejer de trafikselskaber, der varetager flextransporten. I sidste måned efterlyste formanden for Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), dialog og bedre samarbejde mellem de parter, der står bag flextrafikken.
"Der er al mulig grund til at se nærmere på kontrol og ansvarsfordeling, når det gælder den offentlige transport af syge og ældre medborgere. Det er vist tydeligt, at der er brug for yderligere dialog med de relevante parter", sagde Lose i en skriftlig kommentar til Politikens artikler om forholdene.
Avisen pegede i den sammenhæng på, at antallet af underleverandører i flextrafikken samlet set er steget fra 171 til hele 947 i årene 2017 til 2021.
Også den nye regionsrådsformand i Midtjylland, Anders Kühnau, bebudede flextrafikken på dagsordnen, bl.a. med bedre kontrol af ansættelseforholdene. Ifølge avisen havde tre trafikselskaber, Sydtrafik, Midttrafik og Nordjyllands Trafikselskab, ikke foretaget nogen kontrol af fx timesedler og ansættelsesforhold i 2021.
Flextrafikken varetages landet over af trafikselskaber ejet af regionerne og kommunerne. I Hovedstaden og på Sjælland er det trafikselskabet Movia, i Nordjylland, Nordjyllands trafikselskab, i Midtjylland er det Midttrafik, mens Syd- og Sønderjylland har Sydtrafik, og det på Fyn er trafikselskabet FynBus, der står for flextrafikken.
Kontrol gør det ikke
På baggrund af en stor stigning i antallet af underleverandører, altså selvstændige vognmænd, til regionernes trafikselskaber i perioden fra 2017 til 2021 peger fagforeningen 3F på, at kontrol derfor ikke løser problemet. Både kontrol og overenskomster kan netop undgås, når chaufføren bag rattet ikke er ansat, men derimod selvstændig.
- En vognmand skal ikke følge arbejdstidsreglerne, det skal en chauffør. En vognmand må køre, som vinden blæser. Vi bliver nødt til at erkende, at vi kan begynde at se priser, hvor vognmændene underbyder hinanden. Det er også en af årsagerne til, at de kører så mange timer. I øjeblikket er der kun ét parameter, og det er pris. Service og kvalitet er ikke parametre, og det er klima heller ikke, siger konsulent i 3F Jørn Hedengran, der er med i trafikselskabet Movias kontrolpanel, der laver stikprøver i flextransporten, til TV2 Øst.
Regionsrådsmedlem for Region Sjælland, Felex Pedersen (S), der også sidder i bestyrelsen for Movia, erkender overfor kanalen, at der er brug for at kigge på andre parametre end prisen, når flextransporten er i udbud:
- Man skal nok kigge på standarderne. Måske er man gået for langt ned. Måske skal vi kigge på andet end pris, om der er andre parametre, som gør, at vi tager et udbud, siger han.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.