dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Ib Poulsen ved sin fiskerbåd i Stenbjerg, Thy.
Claus Bjørn Larsen, Ritzau Scanpix

Kontroversiel DF'er forsøger sig til FV19 i sin fjerde nordjyske kreds

Op til FV19: Nordjyske DF-udskiftninger og rokader.
3. JAN 2019 6.15

Han har både prøvet at få høje personlige stemmetal, blive lovet tæsk og at blive erklæret uønsket som spidskandidat: MF og byrådsmedlem Ib Poulsen (DF), der både som sit partis fiskeriordfører og som ledende skikkelse i DF-gruppen i Thisted kender til at være i strid modvind.

Efter både at have været valgt i Aalborg Østkredsen, Thistedkredsen og Hjørringkredsen stiller han op i den fjerde kreds: Brønderslevkredsen, der omfatter Jammerbugt og Brønderslev kommuner. Han måtte se i øjnene, at Hjørring-DF valgte en anden kandidat: Erik Høgh-Sørensen, som ikke opnåede valg i Brønderslevkredsen ved FV15.

Ib Poulsen blev så Brønderslevkredsens spidskandidat i 2017, og på forhånd havde bestyrelsen i lokalforeningen i Brønderslev undsagt Ib Poulsen, som de fandt uegnet som kandidat, og formand Preben Jensen lod ifølge Nordjyske forstå, at skulle MF'eren alligevel blive stillet op, vil han og bestyrelsen ikke føre valgkamp for ham. Men han blev opstillet med stemmerne 16-9.

Ib Poulsen har også haft modvind i sin byrådsgruppe i Thisted, blev ved KV17 vraget som spids, men kom i byrådet igen. For det hører med til historien, at han har været populær blandt vælgerne. Ved FV07 stod han nederst på DF-listen i Thistedkredsen, men fik langt flest personlige stemmer: 1.453. Ved FV11 var han selv spids og scorede hele 3.074, ved FV15 ikke længere spids i sin hjemby, men hentede fortsat mange - 2.042 personlige stemmer.

Ved FV15 fik DF fire kredsmandater i Nordjyllands Storkreds: I nævnte rækkefølge Bent Bøgsted, Morten Marinus, Lise Bech og Ib Poulsen, der alle fire igen stiller op til FV19.

I Frederikshavnskredsen, der består af Frederikshavn og Læsø kommuner, fortsætter Bent Bøgsted, der lokalt hentede 2.375 personlige stemmer.

I Aalborg Østkredsen fortsætter tidligere Jammerbugt-byrådsmedlem Morten Marinus, der fik 647 personlige stemmer, men til gengæld scorede 1.687 - uden at være spidskandidat - i sin bopælskreds, Brønderslevkredsen. Marinus stoppede i kommunalpolitik i februar 2017.

I Thistedkredsen fortsætter det tidligere byrådsmedlem i Rebild, Lise Bech, som spids.

Et andet byrådsmedlem i Thisted er Peter Sørensen, der nu for første gang stiller op til Folketinget - og det i Aalborg Nordkredsen, der sidst havde Gert Ingolf Johansen som spids.

Førnævnte Erik Høgh-Sørensen er denne gang spids i Hjørringkredsen, der sidst havde Ib Poulsen øverst. I Himmerlandkredsen, der dækker Vesthimmerland og Rebild kommuner, var byrådsmedlem i Rebild Tommy Degn spids og fik også flest personlige stemmer, hvilket rakte til en plads som 2. suppleant. Han fortsætter som spids.

I Mariagerfjordkredsen finder man Hans Henrik Sørensen øverst - her var Aalborgs viceborgmester Kristoffer Hjort Storm spids. Han blev ved FV15 storkredsens 1. suppleant, men siger til dknyt, at han 'fik et godt kommunalvalg sidste år og har blandt andet derfor valgt ikke at stille op til FT i denne omgang'. 

I Aalborg Vestkredsen er denne gang byrådsmedlem i Rebild Kim Edberg Andersen spids ved FV15. Her fandt man sidst Syddjurs-politikeren Laila Sortland.

 

7. januar rettelse:
Rubrik rettet fra tredje til fjerde nordjyske kreds, da Ib Poulsen ved KV07 blev valgt i Aalborg Østkredsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kontroversiel-df-er-forsger-sig-til-fv19-i-sin-fjerde-nordjyske-kreds

GDPR