VARDE: En sag om en krævende borger, der tager meget af forvaltningens tid og energi, er på den åbne dagsorden til det kommende økonomiudvalgsmøde i Varde.
Ganske usædvanligt er borgerens navn nævnt i sagsfremstillingen, og allerede før mødet er sagen blevet kritiseret i JydskeVestkysten af MF Anders Kronborg (S), som også er gået videre med sagen til ministeren.
Det famøse punkt 59 har overskriften "Håndtering af mange henvendelser fra borger" og lægger op til at bruge 100.000 kr. i 2022 til at afsætte arbejdskraft i forvaltningen til at håndtere en pensioneret advokat, der løbende kontakter kommunen om både tekniske, kulturelle og turismemæssige sager.
"Henvendelserne ledsages hyppigt af en række spørgsmål og en række af disse spørgsmål ledsages hyppigt af nedladende kommentarer fra den pågældende borger. En række medarbejdere har som følge heraf været meget påvirket", lyder det i sagsfremstillingen.
Brede skuldre
Direktionen ønsker en kontaktperson ”med brede skuldre” for at kunne håndtere hans henvendelser på tværs af organisationen, og bruge tid på at svare. Kontaktpersonen skal også kunne få løbende supervision for at kunne håndtere opgaven.
Til avisen forklarer kommunaldirektør Mogens Pedersen hvorfor han nævner den pensionerede advokat ved navn:
- Fordi han går over stregen i sine henvendelser. Det er en usædvanlig sag, men man må også stå til ansvar for de ting, man gør, og hvis vi ikke skriver navnet, kan andre, der henvender sig til Varde Kommune, tænke, at det drejer sig om dem.
Mogens Pedersen forklarer også, at manden er intimiderende, at han spiller medarbejdere ud overfor hinanden, at nogle medarbejdere bliver grædefærdige, og at kommunen har lavet to arbejdsskadeanmeldelser på grund af ham.
En gabestok
MF Anders Kronborg undrer sig over fremgangsmåden, kalder det i avisen for en gabestok og har stilet et spørgsmål om sagen til indenrigsminister Kaare Dybvad Bek (S):
"Når jeg læser de vedlagte bilag til sagen, så kan jeg selv have min tvivl, om Varde Kommune til fulde har efterlevet ordentlige begrundelser overfor borgeren i forhold til afslag på aktindsigter samt journaliseringspligten. Det er i øvrigt kun borgeren, som fremgår ved navn i bilagsmaterialet. Offentligheden kan ikke se, grundet kommunens ekstrahering, om henvendelser er tilgået fx politiske valgte (borgmester eller udvalgsformænd) eller kommunaldirektøren."
Sagen har medført meget lokal debat. Da sagen er principiel, så jeg vil gerne bede ministeren vurdere, om en sådan fremgangsmåde er gangbar/lovlig fra kommunens side. Jeg vil i øvrigt gerne spørge, om det er nødvendigt at sætte en sådan sag på den åbne dagsorden, for at opnå det ønskede; at der er én bestemt medarbejder i forvaltningen, som behandler sager fra pågældende borger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.