GULDBORGSUND: - Det er fuldstændigt urimeligt, at offentligt ansatte risikerer at miste livet, når de går på arbejde. Det er mindre end et halvt år siden, at der blev slået en medarbejder ihjel på institutionen Ringbo. Og nu er det, der ikke må ske, sket igen et nyt sted, siger FOAs formand Dennis Kristensen.
Han bakkes op af formanden for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen, der også bemærker, at drabet ikke er enkeltstående, men at der de seneste år har været flere tilfælde, hvor sundhedspersonale er blevet dræbt eller udsat for vold i forbindelse med deres arbejde med blandt andet psykisk syge
- Det er en tragedie i hvert enkelt tilfælde, og det bør konkret føre til, at både institutioner og myndigheder sikrer sig, at sikkerheden er i orden. Det kan naturligvis ikke være rigtigt, at mennesker skal risikere liv eller førlighed, når de går på arbejde, siger han til DR Nyheder.
FOA klar med handlingsplanar
Fagforeningen har tidligere skrevet til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og efterspurgt en national handlingsplan i stil med de handlingsplaner for sikkerhed, som vi kender fra fx bygge- og anlægsområdet.
- Der mangler en sammenhængende indsats på tværs af sektorerne, som sikrer, at borgernes behov for behandling tages alvorligt. Vi er nødt til at sikre, at de forskellige dele af behandlingssystemet kan samarbejde, så vi undgår, at borgere bliver fejlplaceret med risiko for de ansattes sikkerhed til følge, siger Dennis Kristensen.
FOA foreslår derfor også, at politikerne etablerer en havarikommission, der gennemgår, hvor det er gået galt i sager som disse.
Medarbejderne i psykiatrien, på botilbud mv. er mere udsat for vold og trusler end nogen anden branche i Danmark. En tredjedel blev i 2012 udsat for fysisk vold på deres arbejde. Det viser tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
En formodet 28-årig gerningsmand, der er beboer på institutionen, er anholdt og sigtes for manddrab og drabsforsøg. Han fremstilles i grundlovsforhør i morgen, oplyser Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.