dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Krav om skrotpræmier til ruiner

Morsø Kommune fortsætter kamp mod slum-spekulanter og opfordrer regeringen til at indføre en præmie for skrotning af saneringsmodne huse
29. JAN 2008 9.35
Morsø Kommune fortsætter indsatsen mod spekulation i udlejning af dårlige boliger på Mors og opfordrer velfærdsministeren til at indføre skrotningspræmie på saneringsmodne boliger

Morsø Kommune har efter få måneders målrettet indsats mod problemer med udlejning af dårlige og usunde boliger på Mors nu etableret det beredskab, som skal sikre, at området er under løbende kontrol. Morsø Kommunes specialgruppe på området har siden oktober sat fokus på at reducere de mange problemer, der erfaringsmæssigt er forbundet med udlejning af usunde boliger i landområderne. Nu overdrages kontrollen med udlejning af "problemboliger" til forvaltningen, huslejenævnet og boligkommissionen, der gør opgaverne på området til en del af den daglige drift.

Løbende kontrol på området
- Foreløbig har udlejere af tre ejendomme mærket, at Morsø Kommunes har strammet grebet på området, og det faste greb slækkes ikke, fordi vi nu har besluttet at nedlægge vores Task Force, siger formanden for Task Forcen Per Noe.

- Faktisk er det først nu, indsatsen gøres konstant. Task Forcen blev nedsat for at reagere hurtigt på et problem, som i de værste tilfælde kunne være til sundhedsfare for lejerne i de usunde boliger – og som desuden var skadelig for Mors’ omdømme. Nu kan vi løbende sikre opmærksomhed på området, så vi gør en kontinuerlig indsats for at reducere problemerne og på den måde løfter boligstandarden på Mors.

Kommunens Boligkommission indkaldes således til møde den 1. februar med henblik på at drøfte en konkret kondemneringssag, hvor en bolig søges erklæret uegnet til beboelse.

Foreslår skrotningsordning
Morsø Kommune vil desuden rette henvendelse til Velfærdsminister Karin Jespersen og foreslå, at staten indfører en skrotningspræmie på saneringsmodne boliger – i stil med den skrotningspræmie, der kendes for gamle biler.

- En sådan ordning vil – sammen med forvaltningens, huslejenævnets og Boligkommissionens løbende indsats – være en effektiv foranstaltning, som vil reducere problemerne og generelt højne standarden for lejeboliger på Mors, siger Per Noe.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/krav-om-skrotpraemier-til-ruiner

GDPR