
Kompetencerne skal løftes blandt medarbejderne i psykiatrien. Det er en af ambitionerne i regeringens nye udspil for en ti-årsplan for psykiatrien. Ifølge udspillet er "dygtige medarbejdere nøglen til, at mennesker med psykiske lidelser kan få kompetent hjælp og leve et godt liv".
Men lige nu har kun 55 pct. af medarbejderne på døgntilbuddene i socialpsykiatrien, en uddannelse indenfor social- og sundhedsområdet.
Derfor afsættes der midler til relevant kompetanceudvikling og uddannelse af medarbejderne i socialpsykiatrien. Alligevel er der kun afsat fire mio. kr. til opkvalificering de næste to år, fremgår det af udspillet.
Et faktum der allerede er blevet kritiseret af Tanja Nielsen, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA:
- I dag er det nogle af dem med samlet set mindst uddannelse, som tager sig af de mest sårbare borgere. Nogle af de grelleste eksempler ser vi på botilbuddene, hvor det kan betyde svigt af beboerne, men også usikre arbejdsforhold for de ansatte, siger Tanja Nielsen med henvisning til flere af de sager på botilbud, der i det seneste år er blevet dækket i medierne.
Løftet til opkvalificering kommer først senere, når der fra 2028 er afsat mere end 100 millioner om året til punktet, der hedder "løft af uddannelse og kompetencer for medarbejdere i socialpsykiatrien".
- Vi bør vende rækkefølgen af investeringerne til uddannelse om, så vi sikrer et hurtigt, fagligt løft. Vi skal satse benhårdt på uddannelse. Det er der brug for, mener Tanja Nielsen.
Det lange lys
Spørger man Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi hos Vive, er opkvalificeringen helt sikkert et vigtigt område at fokusere på.
- Jeg kunne da godt have ønsket mig, at man havde prioriteret opkvalificeringen endnu højere og endnu hurtigere. Men der må man jo bare sige, at det er jo det politiske kompromis, der må indgås, når ressourcerne er, som de er. Det vurderes at der noget andet, der er endnu vigtigere at sætte i gang først, siger han til DK Nyt.
Samtidig peger han på, at ti-årsplanen for psykiatrien i virkeligheden er endnu længere end ti år, og at der jo er mange initiativer, der bliver igangsat på en gang. Så man er nødt til at have det lange lys på.
Vigtigt for medarbejderorganisationerne
Hos Dansk Sygeplejeråd er man postitiv overfor regeringens udspil, og finder det ambitiøst, men havde også ønsket, at opkvalificeringen var prioriteret højere:
"Vi havde dog gerne set, at der var sat endnu flere midler af til at styrke normeringen ved at sætte turbo på rekrutteringen og opkvalificeringen, for det er kun ved at være fagligt ambitiøse, at man kan tiltrække og fastholde dygtige sygeplejersker, skriver Kristina Robins, 2. næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd, i en mail til DK Nyt.
Også hos Lægeforeningen, er man glade for retningen der er sat, men savner noget mere konkret:
"Det er særligt positivt, at der foreslås at uddanne flere speciallæger i psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri. Flere speciallæger er det, der skal til. Der mangler speciallæger til de mange patienter, der i dag venter alt for længe på hjælp. Men vi savner et konkret tal på hvor mange, der bør uddannes. Samtidigt mangler regeringen et fokus på rekruttering og fastholdelse," skriver Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.