
KERTEMINDE: Søndag mødes S-gruppen i Kerteminde ekstraordinært med ét punkt på dagsordenen: At indlede en eksklusionssag mod byrådsmedlem Kristian Hald (S). Det oplyser han selv til Kjerteminde Avis og TV2 Fyn.
Kristian Hald, som er 35 år og læge, har siddet i byrådet siden KV21 og har bl.a. plads i økonomiudvalget. Han blev i første omgang gruppeformand for den ti mand store gruppe, men trak sig tilbage i april efter flere sager, hvor han var kritisk overfor kommunens ageren.
Blandt andet er han blevet kritiseret for at referere fra et lukket møde, ligesom han har været meget aktiv i debatten om tidligere borgmester Hans Luunbjergs (V) dobbeltrolle, da han søgte om udvidelse af sit biogasanlæg. Han har også stillet spørgsmål om tidligere kommunaldirektør Tim Jeppesens ageren i kommunen, efter at denne rykkede til Nyborg og her er blevet kritiseret for at forsøge at lægge låg på kritiske børnesager.
"Byrådets rebel"
I et portræt af Kristian Hald ved nytårstid i Kjerteminde Avis hed overskriften: "Portræt af byrådets rebel: - Jeg kæmper for det, jeg synes er rigtigt. Så må det koste nogle tæsk". Her sagde han blandt andet:
- Jeg tror, der har været en kultur, hvor politik primært har været noget, som de 25 i byrådet bedrev sammen. Og det mener jeg ikke er den rigtige måde at bedrive politik på. Så når jeg gør det anderledes, så får jeg også nogle tæsk fra dem, der synes, at den anden måde at bedrive politik på er den rigtige. De tæsk tager jeg.
Borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) vil ikke udtale sig om sagen, men henviser til gruppeformand Sebastian Nielsen. Han vil kun bekræfte, at der har været et gruppemøde om samarbejdet i den socialdemokratiske gruppe.
En eksklusion kræver i Socialdemokratiet to tredjedeles flertal i gruppen, og et kommunalt mæglingsudvalg skal inddrages, før eksklusionen kan godkendes på en generalforsamling i partiforeningen samt i partiets hovedbestyrelse.
Kristian Hald er - foruden at være byrådsmedlem - også udpeget som kandidat til regionsrådet for Nyborg-Kerteminde-kredsen. Bliver han ekskluderet, skal kredsen derfor på jagt efter en ny kandidat.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.