I en tid, hvor Kongeriget Danmark er presset fra øst og vest, vil regeringen opruste på alle fronter.
Også den kulturelle.
Det er kulturminister Jakob Engel-Schmidts (M) opdrag til et nyt råd, han nu nedsætter med Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, i spidsen.
Rådet for Kulturel Modstandskraft skal udarbejde anbefalinger til Folketinget om, hvordan politikerne kan iværksætte det, som ministeren kalder "kulturel oprustning".
Et begreb, han forklarer således:
- Det er en blanding af det enkelte menneskes evne til at stå på en stærk kulturel, demokratisk og personlig platform og samfundets kollektive bevidsthed om vores demokratiske værdier, kulturarv og kulturgrundlag.
Rådet består af 15 forskellige personligheder fra kulturverdenen.
De to næstformænd er skuespiller Birgitte Hjort Sørensen og formand for Højskolerne Lisbeth Trinskjær.
Derudover tæller rådet eksempelvis også filminstruktør Ali Abassi, direktør for Carlsbergfondet Lasse Horne Kjældgaard og komiker Jan Gintberg.
Rådet har fire hovedopgaver.
Der skal udarbejdes en "rammeforståelse" af begrebet kulturel modstandskraft, og der skal gennemføres en sårbarhedsanalyse af, hvordan den kulturelle modstandskraft har det i dag.
Rådet skal samtidig levere tre gange ti anbefalinger til henholdsvis borgere, kulturen og regeringen om, hvordan den kulturelle modstandskraft kan styrkes. Og så skal rådet skabe synlighed og debat om emnet.
Adspurgt om, hvorvidt den almene dansker kan forstå dette opdrag, svarer kulturministeren:
- Under Anden Verdenskrig kaldte man det en indre modstand. At selv om Danmark var besat, var danskerne bevidste om, at vi kom tilbage til et demokrati.
Tiden dengang har paralleller til i dag, mener kulturministeren, hvor stærke nationer tryner småstaterne.
- Det er vigtigt, at nuværende og kommende generationer ikke blot klædes på, men også er bevidste om, at Danmark er et retssamfund, et demokrati og et land, hvor sproget tales af seks millioner hårdtarbejdende mennesker, hvor ret og rimelighed ikke kan gradbøjes, siger Jakob Engel-Schmidt.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











