dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
I 2025 fik ni kommuner tildelt 50 procent eller mere af deres ansøgte beløb.
Datawrapper

Hård kamp om pengene:
Kun ni kommuner fik halvdelen eller mere af ansøgt beløb fra særtilskudspuljen sidste år

Blot ni af 44 kommuner, som søgte 2025-pulje for særtilskud, fik tildelt 50 pct. eller mere af deres ansøgte beløb. 22 kommuner stod tomhændede tilbage.

Endnu et budgetår betyder endnu en mulighed for at få del i den såkaldte § 16-pulje til særligt vanskeligt stillede kommuner.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har inden deadlinen i sidste uge modtaget ansøgninger fra 37 kommuner med en samlet ansøgningssum på 1,9 mia. kr..

Kampen om puljens 800 mio. kr. er dog hård – sidste år fik 22 ud af de 44 ansøgere del i midlerne, og kun ni kommuner fik tildelt 50 pct. eller mere af det ansøgte beløb: Bornholm, Frederikshavn, Hjørring, Langeland, Lemvig, Lolland, Norddjurs, Samsø og Vordingborg Kommuner.

Ser man bort fra de aktuelle udviklingspartnerskaber, som er gældende i 2025, fik Bornholms Regionskommune tildelt det største beløb fra 2025-puljen.

Kommunen havde ansøgt om 180 mio. kr. og fik 105 mio. kr., hvilket svarer til 58 pct. af det ansøgte beløb. 

Bornholm har til 2026-puljen ansøgt om et mindre beløb på 125 mio. kr., men dette skal ses i lyset af, at kommunen for få uger siden indgik et udviklingspartnerskab med Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som sikrer den 50 mio. kr. fra puljen.

Bornholm begrunder ansøgningen på 125 mio. kr. med, at den "trods udviklingspartnerskabet ser ind i en ubalance på ca. 125 mio. kr. i 2026".

Kommunen beskriver udfordringer med befolkningssammensætningen samt en stigning i antallet af borgere med særlige behov, sociale problemer og på overførselsindkomst. Heriblandt er 11,9 pct. af de 16 til 66-årige på førtidspension, hvor andelen for hele landet er 6,4 pct.

Kommunen mener ligeledes, at den underkompenseres i udligningssystemet, bl.a. på andelen af anbragte børn, som er på 1,9 pct., mens landsgennemsnittet er 1,2 pct..

Flere midler og udviklingspartnerskab

Lemvig, Lolland, Samsø, Vordingborg Kommuner fik alle tildelt 60 pct. eller mere af deres ansøgte beløb i 2025. 

Samsø havde sidste år ansøgt om 16 mio. kr. og fik tildelt 10 mio. kr. Kommunen har til den kommende pulje hævet ansøgningsbeløbet til 24 mio. kr. I ansøgningen skriver kommunen bl.a., at indtægterne vil falde med 15 mio. kr. fra 2025 til 2026, samtidig med at udgifterne stiger med 11,5 mio. kr. 

Derudover påpeges det, at "omstillingsstøtten til kompensation for indførelse af CO2-afgift på færgedrift er tilsyneladende opgjort forkert for Samsø Kommune. I 2026 påregnes et tab på ca. 2,5 mio. kr., og beløbet vil stige i overslagsårene."

Også Vordingborgs ansøgningsbeløb til 2026-puljen er større end året før. Fra 2025-puljen fik kommunen tildelt 40 mio. kr. ud af de 65 mio. kr., den ansøgte på daværende tidspunkt. Nu håber kommunen på at få 80 mio. kr. 

I sin ansøgning peger kommunen på en række faktorer, der udfordrer økonomien, heriblandt befolkningstilbagegang, langfristet gæld der ligger 48,58 procentpoint over landsgennemsnittet, og den 16. højeste landdistriktsgrad på landsplan.

Vordingborg ønsker også at indgå i udviklingspartnerskab og henviser til den nuværende udligningsmodel som en del af udfordringen.

"Vordingborg Kommune er én af de kommuner, der er blevet påvirket negativt af den seneste udligningsreform, og vi vil derfor bede ministeriet overveje, om et udviklingspartnerskab frem til vedtagelsen af en kommende udligningsreform kan komme i betragtning," skriver kommunen og understreger, at en flerårig aftale bl.a. vil give mulighed for at prioritere velfærdsopgaverne og investere i forebyggende indsatser på det specialiserede område samt "ruste kommunen til den udfordrende demografiske og socioøkonomiske udvikling".

 

Læs alle artikler om kommunernes økonomi og budgetter for 2026 under temaet Budget 2026.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kun-ni-kommuner-fik-halvdelen-eller-mere-af-ansoegt-beloeb-fra-saertilskudspulje

GDPR