
I mange af de lokalpolitiske baglande er der ingen tvivl op til KV21: Deres spidskandidat ønsker at fortsætte som sådan, eller også har de tidligere spidser meldt ud, at de faktisk ikke vil mere, så jagten på en afløser er gået ind. Men så er der de kommuner, hvor spidserne endnu ikke har kundgjort en holdning til at søge opstilling igen.
Det gælder også siddende borgmestre som i Syddjurs, hvor Ole Bollesen (S) sidder i sin første periode, efter han ved KV17 slog Claus Wistoft (V), der fik en enkelt periode. Bollesen med fødeår i 1950 er i dag landets tredjeældste borgmester, og Lokalavisen skriver direkte, at han op til KV17 kun fik spidskandidatværdigheden, mens en række nye kandidater skulle køres i stilling til KV21.
Nu lykkedes det imidlertid S at erobre borgmesterposten, fire år før det stod i strategiplanen. Ifølge ugeavisen har Bollesen endnu ikke afgjort, om han vil fortsætte, og avisen nævner gruppeformand Michael Stegger og Michael Aakjær fra byrådsgruppen som andre muligheder - ligesom Anders Peter Rasmussen med byrådserfaring fra 2014-2017
I Varde er det borgmester Erik Buhl Nielsen (V), der tæller på knapperne. Erik Buhl er i sin anden borgmesterperiode og har meddelt, at han siger til eller fra i december i år, så Venstre i Varde kan vælge sin spids i foråret 2021.
Til JydskeVestkysten fortæller han, at det, der for ham taler imod genopstilling, er alderen - 65 år i 2021 - samt helbredet: Han var syg en stor del af 2019. På den anden side er han 'vild med sit job' og mener at have fuld opbakning i partiet til at fortsætte.
I Sønderborg er der en V-spids, der derimod har truffet en beslutning. Det er gruppeformand Peter Hansen, der efter to valg i spidsen for V ikke vil mere. Han fik ved KV13 2.836 personlige stemmer - og ved KV17 1.243. Ved begge valg vandt den røde side, så Erik Lauritzen (S) kunne placere sig for bordenden.
JydskeVestkysten konstaterer, at der endnu ikke er en oplagt efterfølger og benytter lejligheden til at pege på tidligere minister Ellen Trane Nørby (V), der godt nok selv har afvist har afvist den spekulation. Senest, da hun tabte valget om næstformandsposten i V til Inger Støjberg.
I Vesthimmerland stod De Konservative uden spids, efter den detroniserede borgmester Knud Kristensen (K) trak sig helt fra politik kort efter KV17. Her er Signe Nøhr og Per Nyborg begge kandidater til at blive partiets spids, hvilket skal afgøres 20. januar. K-gruppen gik ved KV17 fra ti til syv mandater i den 27 pladser store kommunalbestyrelse, hvor borgmester efter KV17 blev Per Bach Laursen (V). Knud Kristensen trak iøvrigt med 3.345 personlige stemmer langt flere end Per Bach Laursen med 1.563.
Uden spidskandidat står også S-gruppen i Stevns Kommune, hvor den hidtidige spids Steens S. Hansen efter mere end 12 år både trækker sig som gruppeformand og borgmesterkandidat.
Ifølge Sjællandske fortsætter han som formand for udvalget for Børn, Unge og Læring i byrådet, hvor S er største parti, men hvor borgmester er Anette Mortensen (V). Socialdemokraterne skal 26. februar bestemme sig for enten urafstemning eller en opstillingsgeneralforsamling, så en ny spids kan blive fundet.
Lidt længere mod nord har en tidligere borgmester meldt sig klar som sit partis spids. Det er i Køge, hvor Thomas Kielgast (SF) har fået sit partis opbakning til den post. SF har tre pladser i det 27 medlemmer store byråd - men Kielgast har erfaringer som borgmester, da han i 2011 var socialdemokrat og i en periode vikarierede for Marie Stærke under hendes barsel. Vikariatet gav ham blod på tanden, men slå Stærke som S-spids kunne han ikke op til KV13 - og blev siden SF'er.
Læsere, der kender til flere gennemførte udpegninger af nye borgmesterkandidater eller tilsvarende nyheder fra de store oppositionspartier, er velkommen til at give lyd til [email protected].
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.