

Venstre i Odense valgte onsdag som ventet 24-årige Christoffer Lilleholt som ny spids- og borgmesterkandidat i det store oppositionsparti. Han tager over efter Jane Jegind, der har stået i spidsen de sidste 15 år - og som altså ved KV17 mislykkedes i at vippe borgmester Peter Rahbæk Juel (S) af pinden.
Lilleholt, der har siddet i byrådet, siden han var 18 år, blev valgt enstemmigt, uden nogen modkandidater med stående applaus i koncerthuset Odeon i Odense. Han blev ved KV17 genvalgt med 2.359 personlige stemmer - fjerde højeste antal blandt alle kandidater i Odense.
Han er i dag politisk ordfører for Venstre og sidder i Beskæftigelses- og Socialudvalget frem til nytår, hvorefter han skifter til Børn- og Ungeudvalget.
Han blev i sommer færdig som kandidat i statskundskab fra Syddansk Universitet og er søn af tidligere energi-, klima- og forsyningsminister Lars Christian Lilleholt (V).
Odense har haft socialdemokratisk ledet styre siden 1970 kun afbrudt af en enkelt periode med afdøde Jan Boye (K) fra 2006-2010.
Venstre gik ved KV17 tilbage fra otte til seks ud af de 29 pladser i byrådet, mens S gik frem fra ni til 13.
Også i Herning har der fornylig været udpegning af spidskandidat i et oppositionsparti. I den V-dominerede kommune har Socialdemokratiet genudpeget sin spids fra KV17: Tommy Tønning, der ifølge Herning Folkeblad blev valgt uden modkandidater.
Ved KV17 fik S valgt fem politikere ind i det 31 mand store byråd og var tæt på en sjette. Tønning var S-spids for første gang og hoppede ind på den lokale topscorerliste lige efter borgmester Lars Krarup (V).
Siden valgte Lone Nielsen og Anne Marie Christensen at forlade Socialdemokratiet til fordel for en nyoprettet borgerliste efter uenighed om prioritering af handicap- og psykiatriområdet. Så nu er S-gruppen nede på tre.
I Assens arbejdes der i Socialdemokratiet med at få fundet en ny spidskandidat, efter spidsen fra KV17, gruppeformand Charlotte Vincentz Petersen, der forlængst har meddelt, at hun ikke er borgmesterkandidat næste gang.
I spidsen for det arbejde har kredsformand Jacob Schreiner stået, og det forlød i lokale medier, at der var flere mulige kandidater i spil - både inden for og uden for byrådsgruppen. Seneste kapitel i den sag er dog, at samme Schreiner meldte sig ud af partiet i protest mod byrådsgruppens optræden i budgetforhandlingerne.
Søren Steen Andersen (V) har været borgmester i kommunen siden 2014. Ved KV17 gik V frem fra 11 til 13 i det 29 mand store byråd, og S tilsvarende tilbage fra 10 til 8.
I Middelfart har et lille parti, der i dag ikke er repræsenteret i byrådet, De Radikale, udpeget en spids: 29-årige Andreas Lausen, der er flyttet til fra Kerteminde. I Hillerød har formand i S-gruppen Christina Høi Skovdal meldt ud, at hun ikke genopstiller ved KV21. Hun var lige fyldt 25 år, da hun blev valgt første gangog har nu været med i 12 år, skriver Hillerød-Posten.
Læsere, der kender til flere gennemførte udpegninger af nye borgmesterkandidater i de store oppositionspartier, er velkommen til at give lyd til knud@dknyt.dk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.