
Ved KV17 mistede De Konservative seks af sine 14 borgmestre, så der nu er otte, der alle befinder sig øst for Storebælt.
Partiet har absolut flertal i Høje-Taastrup og Gentofte og er således selvskrevne til at tage borgmesterposten, men partiet har også historisk været i stand til at manøvrere sig frem til borgmesterposten på alliancer til den eller anden side.
En af de kommuner, hvor borgmesterposten forsvandt, var Vesthimmerland, hvor nu en ny kandidat er udpeget til at efterfølge tidligere borgmester Knud Kristensen øverst på liste C. 25-årige studerende Signe Nøhr, der har seks år i byrådet bag sig, vandt opstillingen over 48-årige Per Nyborg, skriver lokalindblik.dk.
En decideret veteran er samtidig meget tæt på genvalg i Vejen, hvor Frank Schmidt-Hansen ifølge JydskeVestkysten har opbakning fra vælgerforeningens bestyrelse og den fire mand store byrådsgruppe og vil dermed komme til at stå i spidsen for ikke mindre end femte gang.
Schmidt-Hansen, der er formand for udvalget for arbejdsmarked og integration, har været i stand til at hæve sit personlige stemmetal fra 605 ved KV05 til 1.529 ved KV17, hvor han lå som nummer to blandt topscorerne kun overgået af borgmester Egon Fræhr (V) med 1.818.
I Favrskov var der ifølge det lokale medie pingvinnyt.dk genvalg til politimanden Lars Storgaard (K) som spids. Storgaard fik 834 stemmer ved KV17, hvor partiet gik frem fra et til to mandater. I dag er han formand for beskæftigelsesudvalget. Her er Nils Borring (S) borgmester i sin anden periode.
I Furesø er det 2. viceborgmester Lars Carstensen (K), der i denne uge blev genvalgt som sit partis spids uden modkandidater, skriver Frederiksborg Amts Avis. Ved KV17 konsoliderede K sig stemmemæssigt og bevarede sine tre mandater. Samarbejdet med borgmesterpartiet S - der har Ole Bondo Christensen i spidsen - har ført til to udvalgsformandsposter, hvor Carstensen er formand for udvalget for digitalisering og innovation.
Når det gælder personlige stemmer, fik Carstensen fjerdeflest i kommunen med 637 - blandt andet overgået af sin partifælle Susanne Mortensen, der fik 691.
Læsere, der kender til flere gennemførte udpegninger af nye borgmesterkandidater eller tilsvarende nyheder fra de store oppositionspartier, er velkommen til at give lyd til [email protected].
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.