Kvalitetsreformen kan blive et selvmål

Uden tid til eftertanke kan kvalitetsreformen blive et selvmål for hele samfundet. Så mange interessenter er involveret, at samstemthed er nødvendig, inden man fastsætter normer på et stort og uens område. Aktørerne er de politiske partier, regeringen og dens embedsmænd, regionalrådene og kommunerne – politikere og embedsmænd, en række fagforeninger og organisationer; de ansatte på de enkelte institutioner (ledere, mellemledere og menigt personale), ”klienter”, familie og pårørende.

En reform er nødvendig. Den burde have været overflødig, hvis der var en konstant løbende udvikling baseret på tilbagemeldinger inden for de pågældende områder og tæt kontakt med forskning og ny viden. Når nødvendigheden er erkendt, er det også værd at bruge tid på at gøre den så holdbar som mulig.

Erfarne mennesker, f.eks. kommunalforskeren Roger Buch og Dennis Kristensen, FOA, peger på, at den nye reform kommer i en turbulent tid for de nye kommuner og regioner, som endnu ikke har fundet deres egne ben. For mange store opgaver på samme tid kan ikke undgå at skabe en række forkerte løsninger, fordi det er de samme mennesker, der skal kunne overse helheden.

De konkrete udspil er uklare. Skal minimumsstandarder/kvalitetsrettigheder indføres på mange områder eller på få? Fra et omfattende katalog er der nu tale om nogle få områder, der skal have landsgældende normer. For nogle ser det ud til, at det handler mere om profil/egeninteresser end om reelle, gennemtænkte forbedringer. Landspolitikerne vil gerne både blæse og have mel i munden. De vil ikke fjerne det kommunale selvstyre, men gerne have hånd i hanke med økonomien.

Kommunerne er indstillet på individuelle forpligtelser. De frygter bureaukrati og at de ansattes energi forsvinder i regelstyring – reelt handler det om at bestemme, hvad pengene skal bruges til og ikke så meget om, hvad der er det bedste for de, der modtager ydelserne. Fagforeninger og interesseorganisationer er i princippet enige om nationale standarder, men især fagforeningerne er ikke interesserede i alt for fastlåste krav til det menige personale. Interesseorganisationerne, der arbejder for klienterne og de pårørende, går ind for nationale, klart definerede kvalitetsnormer.

Regeringen vil gennemføre brugerundersøgelser. Socialdemokratiet vil have minimumsstandarder med det samme. Intet af de to udgangspunkter er velegnet. På en stor del af de områder, reformen skal gælde, er brugerne ikke i stand til at give tilbagemelding via brugerundersøgelser. Danske og udenlandske erfaringer viser, at dette instrument er for ufølsomt til anvendelige informationer.

Rigid regelstyring
Som tidligere socialminister Bent Rold Andersen siger, resulterer minimumsstandarder i endnu mere rigid regelstyring og kontrol. Det vil skabe disharmoni mellem udøver og borger og frygt iblandt de menige medarbejdere.

Standarder er nødvendige. Attraktive visioner og strategier og, på det mere jordnære plan: kvalitetsnormer og behandlingsgarantier, er ikke vanskelige at formulere. Det afgørende er gennemførelsen. De har det med at blive fortyndede og uigenkendelige ned gennem lagene i hierarkiet. Visionerne er et narrespil. F.eks, tales der inden for den offentlige behandlingssektor meget om individualisering og handleplaner.

Men, som professor Peter-Dahler Larsen, Syddansk Universitet påpeger i ”Sociologi og organisation” (M. Hviid Jacobsen, (red.): ” – at være individuel ’bruger’ kan ikke isoleres fra den samfundsmæssige side af både problemdefinitionen og indsatsstrategien. Tillige viser nogle fællestræk mellem brugere sig klart i behandlingsinstitutionens konkrete tiltag over for brugerne, for eksempel i form af handleplaner. Der laves jo reelt ikke 120 forskellige handleplaner over for 120 brugere. - - Handleplanerne er forvaltningsorganisationens standardiserede proceduremæssige svar på kravet om mere individualisering. - - - Individualiseringstendensen er ikke, hvad den giver sig ud for”.

Dahler-Larsen påpeger, at den offentlige institution håndterer en ganske bestemt samfundsordning af et bestemt socialt problem efter helt klare retningslinjer og med helt bestemte roller for personalet og for brugerne; ” – alt imens det sprog, der bruges, sætter hele molevitten i tale som et spørgsmål om mere og mere individualisering”.

Når virkeligheden opleves af de ansatte i første linje, vil det skabe frustrationer. Det vil være mere ærligt at erkende de faktiske forhold – og så give plads til individuelt arbejde og omtanke på de præmisser.

Jernburet
Systemer er nødvendige, men må aldrig blive styringsinstrumentet. Lederne og medarbejderne skal anvende systemerne til at frigøre den kreativitet, omtanke og viden, mennesker besidder. Væk fra den form for rationalitet som sociologen Max Weber kaldte ”Jernburet”. Et uhyggeligt aspekt ved et sådant jernbur er, at de, der sidder indespærret i det, ikke selv er klar over det. Fortalerne for det velklingende og menneskelige begreb: kvalitetsrettigheder er ikke klar over, at med mindre der virkelig tænkes dybt over det, er de i færd med at smede de første stænger til et nyt jernbur.

Højere kvalitet opnås ved at acceptere, at flere reelt udfører arbejde, der kræver fleksibilitet og situationssans, give dem mulighed for at gøre det i praksis under et reelt ansvar, sørge for deres stadige uddannelse og – ikke mindst – tillade kreative fejl og mulighed for åbent at sammenligne med og lære af andres erfaringer og kunnen.

Modstand mod forandringer fra de ansattes side er ofte modstand mod manglende reelle forandringer. Det er ikke en forandring at gøre regelsættet endnu mere detaljeret og topstyret. Det vil helt sikkert medføre, at det bliver endnu vanskeligere at finde mennesker, der vil ansættes i de udsatte stillinger – og give de, der allerede er ansatte, angst. Bagved lurer en anden form for frygt: frygten hos såvel politikere som embedsmænd for at blive holdt ansvarlige for de svigt, der helt givet vil forekomme – derfor skubber man på forhånd ansvaret så langt ud i frontlinjen som muligt.

Når tankerne om evaluering af kvalitetsrettigheder kommer fra politikere, som risikerer, at afvigelser ender på deres bord, vil de allerede eksisterende regler og forordninger bliver endnu strammere. Det vil blive beskrevet helt detaljeret, hvordan mennesker i første linje – de, der hver dag møder borgerne, skal udføre deres arbejde. Til trods for, at næppe mange politikere eller embedsmænd på de øverste niveauer har kendskab til det daglige arbejde.

Kreativiteten afgørende
Det synes, som man i hele spillet om kvalitetsrettigheder glemmer at tænke kreativt og at få styr på, hvordan man får operationelle tilbagemeldinger uden det bliver til et stort og stift kontrolapparat. Vigtigere end kontrol er muligheden for tilbagemelding fra de, der udfører arbejdet og deres interessenter: Oplysninger der når frem til en aktiverende indsats i det system, der modtager dem.

Fremtidsrettet, kreativ tænkning og selvstændig dansk forskning med tildeling af midler på området, så reformer afløses af udvikling er nødvendig. Men forskning kan ikke garantere et værdigt, menneskeligt miljø. Det kan kun ansvarlige og kompetente ledere med tillid til, at de, der står midt i praksis, kan agere i konstant skiftende situationer.

Der stilles krav til kompetence, men det andet k-ord: Kreativiteten kan være den afgørende forskel, når teknologien og den faglige kompetence skal udnyttes i praksis.

At frigøre kreativiteten er svært for ledere, der er vant til bestemte fremgangsmåder for succes eller – hårdere udtrykt: Sikkerhed for, at de ikke får ansvaret, når det går galt.

Når EU gennemfører gennemgribende ændringer som f.eks. miljøpolitik, er der glæde over enigheden. I den offentlige sektor i Danmark er der brug for ændringer. Men også brug for at give tid, plads og omtanke til at opnå samstemthed mellem de mange aktører så det bliver en samlet national holdbar løsning i samklang med alle de øvrige små og store reformer. En indsats som alle kan tage æren for – og ikke endnu et politisk slagsmål på bekostning af væsentlige samfundsværdier.

Paul Hegedahl

Faaborg

Redaktør, forfatter, arbejder med ledelse, samfundsforhold og kreativitet