
Nye Borgerlige holder ekstraordinær generalforsamling 7. februar, hvor ny formand efter Pernille Vermund skal vælges. Det har partiets hovedbestyrelse tirsdag aften besluttet efter et møde, oplyser Pernille Vermund.
Samtidig har folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen meldt sig som kandidat til formandsposten. Han er foreløbig den eneste kandidat.
- Jeg mener, at jeg er den rette til at videreføre den kurs, som både Pernille Vermund, men også Peter Seier, har lagt i partiet, siger Lars Boje efter mødet.
- Det er jeg, fordi jeg har parlamentarisk erfaring, jeg er moden, og jeg har haft mange år i både det offentlige, private og været selvstændig erhvervsdrivende.
Videre siger Lars Boje, at han desuden har erfaring fra forhandlinger i Folketinget og nævner forhandlinger om coronarestriktioner.
- Og så har jeg en god gennemslagskraft til at få vores politik ud i medierne, siger han.
Ifølge Lars Boje støtter både næstformand Peter Seier Christensen og folketingsmedlem Kim Edberg Andersen ham som formand. Til gengæld har Mikkel Bjørn ikke erklæret sin støtte.
- Som det er på nuværende tidspunkt, er der et folketingsmedlem, der ikke er klar til at træffe beslutning om mit formandskab endnu, siger Lars Boje.
Partiet fik ved valget sidste år seks mandater i Folketinget. Siden forlod Mette Thiesen partiet, som nu har fem medlemmer af folketingsgruppen.
Deadline en uge før
Pernille Vermund pointerer efter hovedbestyrelsesmødet, at hun ikke vil "blande sig i", hvem der vælges som formand og vil heller ikke stemme, hvis der skulle være flere kandidater. Hun siger dog, at Lars Boje vil være "et godt bud" på en formandskandidat.
Lars Boje er blandt andet partiets finansordfører. Han blev valgt til Folketinget i 2019, og ved valget i december opnåede han genvalg med 11.150 personlige stemmer. Han har siddet i byrådet Aarhus valgt for LA.
For præcis en uge siden meddelte Pernille Vermund, at hun ikke længere skal være formand for Nye Borgerlige. Det skyldes, at hun ikke genopstiller ved næste folketingsvalg. Hun har været formand for partiet siden dets stiftelse i 2015.
Partiets formand vælges af de delegerede på det årlige årsmøde 28. oktober, men i stedet for at vente til efteråret har hovedbestyrelsen på 17 medlemmer vedtaget, at der skal afholdes en ekstraordinær generalforsamling.
Formandskandidater kan melde sig indtil 14 dage før generalforsamlingen, der afholdes i Fredericia Idrætscenter. Deadline er dermed tirsdag om en uge.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.